Livsstil

Corona-status fra Spanien

Corona-status fra Spanien – er lige nu i skrivende stund den, at jeg stadig er i Spanien sammen med Skibshunden Bobo og min mand.

Vi er raske og rørige

Vi har det godt, er raske og har indtil i går fået gået sindssygt mange kilometer hver dag. Vi gik og gik og mine ben er efterhånden blevet ret stærke igen. Efter den brækkede ryg har jeg jo haft lidt issues med, at jeg ikke følte, at jeg havde ret stærke ben længere.

Det har jeg nu! I sidste uge gik vi endda før første gang i over to år, ned til puebloen og hjem igen. Det var hårdt, men vi gjorde det!

Næsten helt alene på bjerget

Men det var før verden gik rigtigt af lave. Nu har den der Corona jo lige sat os ud af spillet. Vi sidder nu i vores hus på bjerget, mutters alene. Vi har EN nabo, men ellers er vi helt alene. Alt er lukket hernede – legepladser, cafeer, alt, undtagen supermarkeder og apoteker. Politiet og kommune-mændene har sat rød/hvide bånd om alt, hvad man ikke må benytte. Vildt!

Vi venter på onsdag

Så nu vil vi også gerne hjem. Vi har fly til på onsdag med KLM. Jeg har forsøgt i 4 dage nu at ombooke vores hjemtur, så vi kan komme tidligere hjem, uden held. Man kan ikke engang ringe til KLM!

De opfordrer på hjemmesiden til, at man ombooker derinde. MEN da vi rejser med Bobo i kabinen, SKAL vi tale med kundeservice om billetten hver gang vi booker. Dem kan vi så ikke komme igennem til, så hvad så…???

Jeg har talt med udenrigsministeriet to gange hen over weekenden. De opfodrer mig til, at ringe til den danske ambassade i Madrid i morgen tidlig, så det gør jeg.

Danskerlisten

Vi er på Danskerlisten og jeg formoder da, at vi bliver kontaktet, hvis evakuering kommer på tale?! Eller hvis Malaga lufthavn lukker ned?! Faktisk har vi talt om, at vi er mere i sikkerhed her på bjerget end ved at skulle rejse gennem 3 lufthavne på onsdag – hvad tænker du?

Nå, der er mange hvis’er og vi vælger at tage den med ro og krydse det hele for, at vi kommer hjem på onsdag som planlagt.

Søndag aften

Lige nu ligger der et lækkert stykke laks på grillen og så tror jeg sgu, at vi skal have et glas køligt hvidvin dertil – og små kartofler med smør og friskhakket timin fra egen avl, naturligvis:-)

Det var så Corona-status her fra Spanien og pas rigtigt godt på hinanden og HUSK, at du kan smitte selvom du ikke har symptomer selv!!!