Julekortet 2020
ikke reklame | elsker mit liv Julekortet 2020 – Julen har vist aldrig være så tiltrængt – sikke et år vi har haft!
Hvem har styret 2020?
Vi ved jo alle godt, hvem der har styret dette herrens år, 2020, ik’? Med det på plads, så ER der jo også sket gode ting i år. Det må vi ikke glemme midt i nedlukningen. Jeg remser lige lynhurtigt nogle vigtige punkter op – vigtige for os her i huset i hvert tilfælde:-)
Spanien x 3
Vi har faktisk været i Spanien hele 3 gange i år. Tilsammen 9 uger, men lidt har da også ret og især her i corona året. Vi ser nu bare frem til næste år og er lynhurtige til at få bestilt flybilletter, så snart det bliver muligt igen.
3 x 80 år
Alle vores forældre er fyldt 80 år i år og er alle corona fri indtil nu. No jinxing og fingers crossed! Vi er utroligt glade for at de stadig rocker trods skavanker og juleaften i år bliver sammen med de tre seje typer.
3 nye biler år
Dette blev også året hvor Rene endelig fik opfyldt sin drengedrøm om en ‘rigtig’ Porsche. Han har jo haft en anden model inden denne her. Men NU er far glad! Og mor er glad, for jeg har fået min helt egen Beetle. Tak, min skat!
Champagnekassen
Jeg har fået mig et Champagneabonnement. Uhhhh! Min all-time yndlingsdrink er kommet på abonnement og jeg ELSKER det. Glæder mig sindssygt til at åbne min månedskasse hver den 1. og det er altså svært ikke også straks at smage på boblerne.
På grund af Corona har vi være hjemme på Sandgaarden hele 10 måneder i år. De ti måneder har vi bl.a. brugt på at opdatere vores skønne sted. Det kan man læse og se billeder af her, her og her.
Vi fik endelig vores JEEP hjem fra renovering. Hold nu maule, et sejt træk. Det tog over 1 1/2 år, men nu står den også bare snorlige.
Kendistyperne
Vi har været i avisen flere gange med Sandgaarden og der er netop udkommet en miniserie om os om vores sted. Godt nok er det kun i den lokale avis og på den lokale Kulturkanal og Youtube,men det er kæmpestort for os, altså…
Bold
FCM blev Guldvindere i år. No words needed!
Min super seje mand og to nye børn
Min mand er sejere end de fleste! Ikke bare overlevede han Legionella i år, men han har dælme også gået hele 2049 km siden 1.1.2020.
Sidst og absolut størst! Vi er blevet bedsteforældre til hele to skønne små her i november. Lille Mila og lille Vincent. Nu tæller flokken 6 børnebørn – 4 smukke piger og to prinser. vi er så taknemmelige!
Vores år har på så mange måder været fantastisk, trods alle forhindringerne og vi ser nu frem til 2021, hvor vi forventer at få endnu flere spændene ting på programmet.
Til alle mine fantastiske Venner og familie her på FB, Instagram etc… – jeg ønsker jer alle en glædelig jul og et lykkebringende Nytår!
juice af egen høst i spanien 
mor fylder 80 år – min egen Chef 
ihhhh – glæder mig til at smage 
det nye bed her i juli 
when in spain.. 
morgen udsigt fra badet 
Magasinets forside 
denne her udsigt 
morgen view fra terrassen 
På vej… 
mors nye dyt 
lille Mila og Lily 
Vincent 
2059 km i 2020 
Må juletiden fylde dit hjem med glæde, dit hjerte med kærlighed og dit liv med latter!
Del 3 af “En tur på Sandgaarden”
fra boligmagasinet Del 3 af “En tur på Sandgaarden”
Sidste afsnit af miniserien
Nå, så er det i dag, at I kan se 3. og sidste del af vores miniserie. Serien blev til efter en reportage i Have Magasinet i den lokale avis. En journalist ringede og spurgte, om vi kunne have lyst til at være med i en TV udsendelse om vores sted. Det kunne vi da godt.
Han havde også læst de tre artikler om mig og vores skønne sted i den lokale avis og syntes, at det var helt perfekt med os i en tv udsendelse.
Hvad der var lagt op til, var at det skulle være cirka en halv times optagelse og lidt interview og så skulle det blive til et program om Sandgaardens have. Men da den flinke journalist først kom i gang, var han ustoppelig og det er så endt med denne her mini-serie 3 dele.
Inde fra huset
I del 3 går vi indenfor i huset og vi viser alle de finurlige og hygglige detajer, som vi selv holder så meget af ved vores hus. Der er lidt historik om ombygning af noget af huset og fortælling om, hvorfor vi bor så ret ikke-minimalistisk.
Kan du lide udsendelsen, så må du SÅ gerne lige kommentere på den i kommentarfeltet øverst i indlægget.
Del 3 af “En tur på Sandgaarden” er sidste del og hermed er det slut på serien.
TAK af hele mit hjerte!
Manglende julestemning og Corona træthed
Træet er allerede pyntet Manglende julestemning og Corona træthed kommer det til at handle om i dag. Desværre.
Læste noget klogt og sjovt
Egentlig ville jeg ikke skrive noget om Corona eller hvor trist det hele er i år. Men for et par dage siden læste jeg et indlæg ovre hos vores allesammens Line Baun Danielsen, om netop dette emne. Det fik mig til at reflektere lidt over tiden vi er i lige nu og hvordan jeg egentlig selv har det, med det hele. Hvad jeg selv gør for, at overleve med forstanden i behold.
Hvor er julestemningen?
I dag tog jeg mig selv i at tænke, at jeg slet ikke er i julestemning i år. Mig, der plejer at skråle med på alle julesangene hver dag i december. Mig, der plejer, at glæde mig til vores store julefest 4. søndag i advent, med alle børn, svigerbørn og børnebørn (som er aflyst i år). Mig, der plejer at hygge for vildt op i hele huset OG på loftet til Julemanden kommer.
Ja, jeg kan slet ikke finde julestemningen i år!
Men så sagde jeg også til mig selv, efter lidt bekymringstid: “Nu tager du dig bare sammen. Vi skal stadig fejre juleaften her i huset (7 mennesker). Der skal stadig julepyntes og hygges op, så vi kan få en dejlig juleaften.” Kom så! Så nu er tret pyntet, 10 dage før juleaften. Det er aldrig før sket i mit liv, at jeg har haft et pyntet træ før den 22. Men det er hyggeligt, at gå og kigge på.
Line’s 13 råd mod Corona-kuller er super gode og sjove. Men jeg har alligevel vovet, at tage den lidt længere ud og derfor kommer her mine forslag til, hvordan vi kan undgå, at nedsmelte helt og måske kan komme ud på den anden side af Lortesygdommens år, med forstanden bare nogenlunde i behold:
Faste rutiner
1 Skab faste rutiner i din hverdag. Uanset om COVID-19 er skyld i, at vi arbejder hjemmefra, har mistet jobbet eller er nødt til at leve isoleret, er det super vigtigt, at have faste rutiner i hverdagen.
Jeg stræber efter, at stå op på samme tid hver dag og eftersom vi begge arbejder hjemmefra, så planlægger vi dagen, mens vi nyder den første kop kaffe. Vi planlægger ofte frem i tiden. F.eks. noget som vi kan gå og glæde os til i et lille stykke tid. Selvom det ikke er en tur ned til huset i Spanien, er det skønt at have noget at se frem til. Det kan f.eks. være en gåtur sammen ude i skoven eller en køretur til en anden by, for at spise frokost (duer så desværre ikke lige p.t.). Hyggetid med kær veninde eller en god ven. Der er masser af muligheder…
Ræk ud til andre
2 Jeg rækker ud til andre. COVID-19 er en del af vores hverdag, om vi vil det eller ej. Det er ikke kun de andre, som skal komme til mig – jeg skal også række ud. Vi skal holde vores sociale liv intakt ved at finde nye måder at se vores venner og familie på – især fordi vi er både ældre (Rene) og lidt i risikogruppen.
Jeg forsøger, at sætte tid af til at tale i telefon med min mor, en datter eller en veninde hver dag. Det er supervigtigt, at huske på de nære relationer i denne her tid. De er med til at fastholde os i noget, som ligner det normale. Plus, måske de nære relationer har brug for en opringning. Der er jo andre end mig, som er ved blive småtossede af alle de restriktioner, unge som gamle…
Køb ind på nettet
3 Køb ind på nettet. Ja, fra i dag og især fra den 25. er der ikke så meget at rafle om. Der bliver det jo den eneste udvej, når shoppegenet skal masseres. Men det er da også skønt, at gå og glæde sig til posten eller kureren kommer med pakker, ikke?
Jeg er ved at være mega god til, at finde på ting til huset eller haven, mig selv og Rene, som vi ikke allerede ejer og netop derfor er nødt til at købe. Rene har det faktisk magen til mig, så fedt nok.
Lær noget nyt
4 Jeg elsker at lære nyt. Nu er jo et oplagt tidspunkt, at lære nyt på. Nu, hvor vi ikke kan have det sociale liv, som vi plejer at bruge tid på. Jeg er stadig i gang med mit spansk kursus online. Men der er tusindvis af ting, man kan lære sig online eller hands-on. Bare spring ud i det og Googl dig til ny lærdom.
Jeg bliver så glad i låget, når jeg har lært noget nyt. Eller har genoptaget noget, som jeg elskede, at lave engang tilbage i tiden. Som f.eks. at sy og strikke. Det hygger jeg mig med og så kommer der da også nogle ret fine ting ud af det hen ad vejen.
Frisk luft og motion
5 Vi får frisk luft og motion hver dag. At komme ud i luften styrker jo immunforsvaret og sindet og giver energi.
Især min ret seje mand er god til at komme ud og gå hver dag. I hele 2020 indtil i lørdags havde han gået 2059 km!! Goddammit!! Jeg er bedre til at træne indendøre på min yogamåtte og så gå små ture ude i haven og kigge til hønsene. Men jeg vil gerne gå med, når min krop er frisk til det. Ja, det er det med ryggen som driller.
Giv den julegas!
6 Fyld huset med julepynt, stearinlys og dejlig julemusik. I virkeligheden har vi sindssygt god tid til at julehygge i år og så skal den da bruges fornuftigt, den tid. Så frem med alt det julehejs, vi overhovedet kan komme i tanker om.
I mine juleplaner er der f.eks.at jeg skal eksperimentere med at tørre appelsinskaller i ovnen. De skal bruges til at putte indimellem pynten rundt om i huset, hvor de skal sprede dejlig duft sammen med gran og kanelstænger.
Bekymringstid
7 Jeg har tilladt mig, at indføre bekymringstid hver dag. Det må man godt. Her under Corona har vi oplevet et kontroltab, og nogle gange overvælder bekymringerne mig et øjeblik. Derfor er det vigtigt for mig, at afstte lidt tid til at få placeret tingene på de rette hylder. At tage bekymringerne alvorligt og måske finde på nogle løsninger på de konkrete bekymringer. Hvis det er muligt overhovedet.
Jeg har skrevet en del ned om mine bekymringer og frustrationer allerede. Det er altså altid god terapi, så jeg undgår, at bekymringerne får lov til at forstyrre nattesøvnen.
Jeg vil have glæden i mit liv
8 Jeg VIL have glæden i mit liv! F.eks. glæde mig over, at jeg rent faktisk HAR folk og mennesker omkring mig, som jeg savner og gerne vil passe på. Og som savner mig og os. En klog dame sagde forleden, at vi skal huske vores naboer i den her tid. Måske de er ensomme.
Hvis man alligevel bager, så stik naboen en dåse julekager. Måske skal man lige spørge naboen, om man skal tage noget med, når man alligevel skal købe ind eller hente Bilka to-go. Det betyder meget at vide, at man bliver tænkt på, og det er rart gøre noget for folk, som har det sværere end en selv.
De 8 råd
Det blev til 8 gode råd fra mig i dag. Jeg forsøger selv, at gøre mig umage og efterleve dem hver dag. Men jeg er kun et menneske og desværre kan jeg ikke helt leve op til mine egne gode råd hele tiden. Det vigtige er dog, at jeg har rådene som holdepunkter til de tider, hvor jeg er ved at smelte ned, ikke?
Manglende julestemning og Corona træthed – det var ordene. Fik du lidt julestemning frem alligevel? Blev du ikke lige lidt mindre Corona træt? Det gjorde jeg! Det virker sulme!
2059 km i 2020 
det er en thevarmer! 
min adventskalender – 2020 
nååårhhh 
Wauwww, bare wauwww! 
de her ringe, ik’? Svær opgave… 
flette-tunika in the making
Nu er det tid til champagne!
Del 2 af “En tur på Sandgaarden”
Magasinets forside Del 2 af “En tur på Sandgaarden”
Hvorfor er vi på TV?
Nu er det så tid til næste udsendelse i serien om Sandgaarden. Serien udsprang fra en havereportage i den lokale avis og det blev til hele 3 dele og dermed en mini-serie, so to speak. Det var en TV station, som kontaktede os for at høre, om vi ville medvirke i en udsendelse om vores have og hus.
Han havde gennem året læst de tre artikler om mig og vores skønne sted i den lokale avis og syntes, at det var helt perfekt med os i en tv udsendelse.
Vi sagde ja til at være med, fordi vi tænkte, at det kunne være sjovt. Det var det virkelig også. Det blev oveni købet ikke bare til en halv times udsendelse, som han startede med at foreslå. Nej, sulme nej, journalisten var så pjattet med vores have og hus. Så han spurgte, om han godt måtte komme indenfor i huset og filme lidt også. Inden vi havde set os om, var der gået timevis med optagelser og interviews.
Super sjov og hyggelig dag
Vi havde en super sjov og hyggelig eftermiddag. Tror egentligt, at vores lille trekløver godt kan lide ‘rampelyset’. Især Bobo sørgede for, at holde sig foran linsen det meste af tiden.
I del 2 går vi en tur gennem haven her på Sandgaarden, mens vi fortæller om de forskellige haverum, vi har opdelt vores have i. Der er også lidt historie om husets alder osv.
Vi fortæller, hvorfor vi holder så meget af stedet her og hvilke tanker vi har gjort os med alt det, vi har lavet herude. Bonusinfo om vildmarkskar og dræbersnegle skal I heller ikke snydes for.
Taler vi meget?
Igen må jeg bare konstatere, at vi begge taler meget. Ikke at vi har munddiarré, for det er skam relativt fornuftigt, det der kommer ud af vores munde. Meeen, vi er gode til, at tale længe og meget, begge to…
Se del 2 og smid mig gerne en kommentar i kommentarfeltet øverst i indlægget. Det vil gøre os begge vildt glade.
På forhånd tusinde, tusinde tak!
Se filmen og kommentér!
Del 1 af “En tur på Sandgaarden”
journalisten og fotografen ikke betalt reklame | Del 1 af “En tur på Sandgaarden” får I lige her og nu!
Det startede med avisen
Som den opmærksomme læser måske har husket, så skrev jeg noget om en have reportage tidligere på året. Det der med, at en TV station kontaktede os for at høre, om vi ville medvirke i en udsendelse om vores have.
Han havde også læst de tre artikler om mig og vores skønne sted i den lokale avis og syntes, at det var helt perfekt med os i en tv udsendelse.
Det sagde vi ja til, fordi det kunne være sjovt, synes vi. Det var det. Det viste sig så oveni, at det ikke bare blev til en halv times udsendelse, som oprindeligt tænkt. Nææhh, journalisten var så begejstret for vores have og hus. Så han spurgte, om han godt måtte komme indenfor i huset og filme lidt også. Inden vi havde set os om, var der gået timevis med optagelser og interviews. Mega sjov eftermiddag.
Serie i 3 dele
Optagelserne er nu redigeret og Del 1 er allerede sendt på Kulturkanalen for et stykke tid siden.
Det var pænt underligt, at se og høre sig selv på TV, skal jeg hilse og sige. Men efter de første par slurke kaffe var kommet galt i halsen, faldt vi til ro med det og nu synes vi faktisk, at det er mega fine udsendelser, det er blevet til.
Som jeg skriver andet steds her på siden, så taler jeg meget!! Det passer altså og det vil I opdage, hvis når I ser filmen herunder. MEN jeg er ikke alene om at have den last, for Rene taler sgu lige så meget, kan jeg godt sige jer:-)
Jeg linker til YouTube herunde, hvor I kan se del 1, som er et interiew, ment som en slags indledning og baggrund for, hvorfor vi bor som vi gør og hvad vi tænker om at have en stor have og hvordan vi arbejder med og i den.
Hvad synes du?
Se den lige, filmen – den varer ca. 1/2 time og er del 1 af 3 dele her fra Sandgaarden. Hvis du har lyst efterfølgende, vil jeg blive ‘over the moon’, hvis du gider droppe en kommentar i kommentarfelet i toppen af indlægget.
Del 1 af “En tur på Sandgaarden” kan du se herunder.
TAK, af hjertet!
Kunne Du lide filmen?
Julemåneden er startet pragtfuldt!
adventskrans anno 2020 Julemåneden er startet pragtfuldt! Det bliver lige et hurtigt indlæg herfra i dag, fordi jeg ikke har skrevet i over en måned og næsten heller har været ikke på de andre SoMe platforme, jeg normalt befinder mig på.
Men her i vores familie sker der jo noget hele tiden, som I ved og ved I hvad:
VI HAR FÅET TO NYE BØRNEBØRN!
Den lille Mila, som er lillesøster til Lily, som fyldte 3 år i sidste uge. Mila ligner Lily på en prik, så det bliver sjovt at se, om det fortsætter, for så bliver hun en smuk pige. Mila kom til verden for små 3 uger siden.
I torsdags kom så Vincent til verden. Vincent er min Yngste datters nyfødte babydreng og han har nu gjort Leonora til storesøster. Leonora fyldte 3 år i går, så den kvikke læser kan nok regne ud at vi på 3 uger har 4 børnefødselsdage fremadrettet!
Er det ikke bare sjovt, at vi fik to små piger for 3 år siden og præcist 3 år senere kommer der nu igen to små, alle indenfor de samme 3 uger.
Jøsses, det skal nok blive skørt at navigere rundt i, men vi glæder os så meget til masser af boller og varm kakao og kagemænd og -koner i november og december måneder.
Så ud af 6 børnebørn er der nu 4 piger og 2 drenge. Jeg elsker de små, fantastiske babyer, tumlinger, førskolebørn og skolebørn og glæder mig til at følge med i deres opvækst og at være en del af deres og deres forældres liv. Jeg er meget taknemmelig!
Rene er frisk igen
Rene er frisk igen efter Legionella’en næsten fik ham og vi er begge utroligt taknemmelige for Randers Intensiv, som jo reelt var dem, der fandt fejlen;-) Af hjertet tak…
For dem som ikke helt er med på, hvad jeg skriver om, kan I læse eller genlæse forløbet lige her.
Han har allerede savet, kløvet og stablet 12 rummeter bøgetræ siden sygdommen og han er i fuld sving med sine daglige gåture på 10 km+. Han er for vild. Jeg tager en tur med støvsugeren i stedet for og går desværre kun med engang imellem, da jeg ofte har ret ondt i lænd, hofter og ben efter min brækkede ryg.
Jeg har været drænet
Det er også som om den dumme ryg er begyndt at drille mere her i efteråret og som om min daglige træning, ikke længere kan holde smerterne væk. Har faktisk svært ved at sidde ved mit skrivebord mere end 20 minutter ad gangen og har det bedst liggende. Ret ØV – især når man er sådan en som mig, der hader at ligge ned, medmindre jeg sover!
Jeg har derfor også været drænet. Drænet for energi og lidt ked af ikke at være på toppen. Taget meget smertetillende i den periode. Men mest af alt har jeg været fyldt op af Corona og Mink-skandale og hvad der følger med i kølvandet. Jeg gider ikke mere. Gider ikke, at det skal fylde så meget i mit liv. I vores allesammens liv. Derfor har jeg et indlæg i støbeskeen, som netop handler om denne her vanvittige Corona tid. Det udkommer snart!
Nu er det snart jul
Så derfor er adventskransen kommet på bordet. I år har jeg selv konstrueret en. Jeg plejer at købe en færdig hos Haveoasen, men i år havde jeg en idé, som nu er ført ud i livet og egentlig ganske fint, hvis jeg selv skal sige det. Se foto øverst i indlægget og lige herunder.
Adventskransen består af et antikt træfad købt hos Haveoasen, som bare har så mange fine ting. Jeg har faktik tidligere skrevet om det store havecenter lige her. På fadet har jeg stillet 4 flotte bloklys og rundt om, er der lagt forskellige kogler og hvide/sølvdimser som kontrast. Rustik og lige præcist, som jeg havde tænkt mig den. Perfekt her til Sandgaarden.
Nå, men følg med her på kanlen, for der er mange sjove, finurlige, alvorlige og vel mente indlæg på vej!
nååårhhh Vincent lille Mila og Lily 
Leonora 3 år 
Lilly – 3 år 
ny sav gør tricket 
shit- min mand er sej 
jøsses – det kører 
han er cool, ikke? 
han er ustoppelig
Må din aften blive awesome!
Afrika – foredrag i børnehøjde.
cheeta og mig Afrika – foredrag i børnehøjde.
I ugen op til efterårsferien har mange skoler jo emneuge. Også den skole hvor to af mine børnebørn, Augusth og Izabell går, Snejbjerg Skole. I den forbindelse ringede min ældte datter til mig og spurgte, om jeg havde nogle billeder fra min tid i Afrika, som Augusth måtte låne til emneugen. Så kunne han jo fortælle om f.eks., da hans mormor klappede en gepard.
Foredrag i børnehøjde
Selvfølgelig havde jeg da det og jeg nævnte sådan lige i en bisætning, at jeg da godt kunne fortælle lidt om billederne, hvis det skulle være….
Det skulle det så og læreren ville endda gerne have mig på besøg i klassen, til en lille fortælling om dengang jeg boede i Botswana i Afrika. Mega hyggeligt! Jeg sendte lidt fotos afsted til ham et par dage inden, jeg skulle besøg klassen. Jeg valgte selvfølglig nogle, som havde en lidt længere fortælling.
Fortællingerne
I kan se billederne her i indlægget og børnene fik således fortællingen om, hvordan det kunne gå til, at jeg klappede Cheeta. En meget vigtig fortælling for mig og om jeg også følte, at børnene tog til sig, var den om ‘mine afrikanske børn’. De børn, som bor i Max’s landsby og som bare har så dårlige opvækstbetingelser (fortalt i børnehøjde, off course) og som jeg ofte besøgte og havde mad og godter med til. Hvis I har lyst, kan I læse mere om dem lige her.
Lille Tsafadswa (som nu er 11 år gammel) vakte stor jubel. Tænk – at han var så glad for et kyllingelår, det var svært for dem at forstå. Altså, det med at han ikke bare kunne åbne køleskabet og bede om at få noget at spise, uanset hvornår han var sulten. At han kun fik et ordentligt måltid om dagem. Det var svært for dem at forstå.
Så var der også fortællingen om at tage på safari og se de vilde dyr tæt på. Især næsehornet var de nysgerrge mkring og også ret videde på. Cool nok. Deres reaktioner på krokodillen i vandet var lige del halloween-skrækslagenhed og lige dele wauww, hvordan turde du-agtig?
Da jeg kom til fortællingen om afrikanernes spisevaner, var nogle af børnene decideret ved at brække sig. Addddd!!! Spiser de græshopper? Og larver? Adddd!!! Men rent faktisk, så er larver sunde nok, se lige denne her artikel, f.eks. Det er bare os i den vestlige kultur, som har en lidt bvadr-indstilling til det. Altså, jeg spiser dem ikke selv, men gjorde det da i Afrika, for det skulle da prøves, ikke?
De fik også fortællingen om mine mekaniker-drenge, men den slog ikke helt igennem. Tror simpelthen de er for små endnu, til at forstå alvoren af, at nogle allerede skal arbejde, når de er små børn endnu. Mine drenge var godt nok fra 16 år og op, men det almindelige er jo at børn arbejder efter skoletid og så kun kommer i skole, når der ikke er noget arbejde…
0. klasse er mega seje
Det var meningen, at seancen skulle tage ca. 30 minutter, da det jo er 0. klasse og koncentrationsevnen ikke holder super længe endnu. Men det gik faktisk så godt, at de klarede 45 minutter med fortælling og spørgsmål. Tiden fløj afsted, uden at vi lagde mærke til det. De små mennesker stillede vildt mange spørgsmål. Også sådan nogle, som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde tænkt, at de havde viden nok til at stille…Shit de er kloge, sådan nogle 6-års rollinger:-)
Med i købet fik jeg til gengæld også adskillige historier om deres onkler og hunde og hvem der bestemmer hjemme hos dem og mange flere skide sjove historier fra deres liv.
Det var en lille hyggelig og sjov time på skolen den dag og jeg er helt klar en anden gang, hvis nogen spør’!
Da jeg kørte derfra, stod alle børnene oppe i vinduerne og vinkede – de er skønne, er de!
ankommet til skolen 
mine afrikanske børn 
tsafadswa 
den er 12 cm lang – shit 
lækkerier på markedet – og ja, det er larver 
familiens fælleshytte 
mekaniker drengene 
rhino tracking i mokolodi 
botswanas nationaldyr 
jagttid i middagspausen Må din dag blive fantastisk!
Så har du nok Corona alligevel…….
Min seje mand – første tur efter Legionella Så har du nok Corona alligevel…….
Længe siden sidst
Lige pludselig er der så gået over en måned, siden sidste indlæg. Alt var ellers klappet og klart til masser af sjove, dybe, flotte, frække og så lige nogle helt almindelige indlæg, herfra.
Men så slog sygsom os lige ud af kurs! Jeg skal da lige love for, at vi har kunnet mærke, at vi var i live – og heldigvis for det, for det bare lige på et hængende hår, eller som man siger – vi hang i neglene et par øjeblikke…
Vi rejste til orange Spanien
Det var jo sådan, at vi tog ned til vores hus ved Malaga i slutningen af august og var der i knapt en måned. Ja, trods Corona og orange land, så fløj vi alligvel, men vi tog alle forholdsregler og var jo mest hjemme i huset på Bjerget. Når vi gik vores ture, var det med mundbind, håndsprit og alt spisning på restauranter og caféer foregik udendørs. Så vi synes sådan set selv, at vi gjorde alt hvad der overhovedet var muligt, for at passe på både os selv og andre.
Det var lidt underligt, at være dernede denne gang, fordi der ikke var ret mange andre mennesker (turister!), men bare den almindelige, lokal befolkning. Vi syntes, at det var lidt trist og allermest for spanierne, som i den grad lider under pandemien. Bare det snart lysner for os alle…
Vejret derimod var strålende hele perioden. Høj sol hver dag og temperaturer mellem 26 og 30 grader hver dag. SKØNT! Vi nød virkelig tiden og inden vi fik set os om, var vi på vej hjemad igen.
Test, test og atter test
Lige efter landingen i Billund, blev vi corona testet og fordi der var bryllupper og andre sociale arrangementer lige om hjørnet, lod vi os teste igen 3 dage efter hjemkomsten. Begge gange fik vi negative svar. Dejligt.
MEN kun 4 dage efter at vi var landet, lige 3 timer efter det andet negative svar på corona test, blev Rene sløj. Rysteture med begyndende feber, lidt øm i halsen ved vejrtrækning og bare skidt tilpas var han. Nå, mon det var Corona…bum, bum, bum…næste dag fik han det værre. Nu med 40+ i feber.
Troede det var Corona
Jeg var da sikker på, at det var Corona, trods negative teste (man hører jo så meget). Vi talte med egen læge (som godt kender til Renes kroniske sygdom). Han bad os blive hjemme og bestille endnu en tid til test. Ny tid for folk med symptomer på Corona blev booket til næste dag.
Samme aften som vi havde talt med egen læge, blev jeg virkelig bekymret, da feberen bare steg og steg og ringede til vagtlægen. Han bad os også vente hjemme, indtil nyt testsvar forelå. Som de artige borgere vi jo er, gjorde vi det.
Rene havde stadig 40,5 i feber, som vi slog ned med Pano’er m.m., så han i det mindste kunne holde ud at være lidt ude af sengen. Søndag (på 4.dagen med 40,5 i feber) fik han vejrtrækningsbesvær, sådan slemt. Nu var han selv bekymret også. Stadig intet svar på den f…… Corona test!
Så blev det mandag, stadig uden svar på testen, og han var nu så sløj, at jeg hele dagen overvejede, at køre ham på hospitalet uden videre. Sidst på eftermiddagen ringede jeg til vagtlægen igen, da vi stadig ikke havde fået svar på testen. Jeg bad vagtlægen læse i journalen, så han lige kunne se, at Rene også er diabetiker. Det ændrede så på sagen. Han indlagde ham lige på stedet.
Indlagt på Covid-afsnit
Vi kom ind i Corona-afsnittet i modtagelsen, off course, for alt står jo i Coronaens tegn. Netop som vi ankom til hospitalet, tikkede beskeden ind på telefonen, at Corona testen var negativ, igen! Jøsses, hvad fejlede han så??
Tusinde prøver blev taget og sendt med kurer til Århus til analyse. Der var et døgns ventetid og vi blev stadig behandlet som om Rene var coronapatient.. Lægerne troede simpeklthen ikke på resultatet af den nyeste test. Først da man fik infektionstallet, som var på vej mod 300 (nomalt ligger det under 8) begyndte de at mistænke andre ting, for så var det jo nok ikke en virus. Great!
Legionærsyge
Hele aftenen tog de prøver og gav ilt, men han havde stadig 40,5 i feber og kunne knapt nok trække vejret. Den der lille iltslange i næsen, som vi alle har prøvet efter en operation, gav jo ingenting, da hans iltbehov var meget større. Man ventede stadig på svar på den ‘rigtige’ corona test – den der man tager via en slange ned i lungen, gennem næsen. Samtidig satte de ham nu i antibiotika behandling på mistanke om Legionella. Dælme ja.
Samme symptomer som Corona, bare kæmpe infektionstal, som i forløbet nåede op på 560. Morgenen efter blev han kørt på intensiv afdelingen, hvor han lå i 5 døgn og kæmpede for sit liv, bogstaveligt talt. Først om aftenen sent kom svaret på alle prøver. Det VAR Legionella. Goddammit.
Han var så syg at han hallucinerede. Blodtrykket var over 303/127 en af dagene og der fik lægerne og sygeplejerskerne, det der væmmelige udtryk i øjnene, som gav mig kuldegysninger. Han fik lunge- og blæredræn ind. De drænede 1,2 liter vædske fra den ene lunge alene, som var klappet sammen og den anden var godt på vej til at gøre det samme.
Lægerne overså Legionlla
Fordi man allerede om fredagen overså andre sygomme på grund af Corona, kom han alt for sent i den rette behandling og måtte have alle de døgn i respirator behandling på intensiv afdelingen. Det var nervepirrende og jeg havde konstant kvalme og en kæmpe knude i maven over det, som skete med ham. Alt var uvist. Ham kæmpede for livet og jeg kunne kun se på og sætte min lid til intensiv personalet.
Heldigvis har han et stærkt hjerte, så han klarede alle strabadserne og kunne komme hjem weekenden efter, men lommerne fulde af medicin. Vi er dybt taknemmelige for al den professionalisme der blev udvist på begge de intensiv afdelinger, som vi var på i den uge. TAK til den vanvittgit dygtige overlæge i Randers, som lynhurtigt opdagede vandet og de punkterede lunger, inden det var for sent. TAK til de super kompetante intensiv sygeplejersker, som havde helt styr på slanger og ledninger. Bare TAK, af vores begges hjerter!
Corona fylder for meget
Men tænk lige på, hvad Corona gør ved os!! Vi overser andre alvorlige og livstruende sygdomme i Coronaens tegn. Legionella har en dødelighed på 10-15%, LANGT højere end Corona og så overser man den i første omgang, fordi alle er så fokuserede på en virus, en VIRUS for pokker! Rene blev lagt hen i et hjørne i Corona-afsnittet og lå der i 12 timer, indtil et lyst hoved fandt ud af at han havde en infektion, IKKE en virus!!
Det her indlæg er egentligt også ment som en slags opråb til alle om, at huske at tænke længere ud. Længere ud end Corona. Ikke at Corona ikke er en frygtlig virus, men der findes rent faktisk sygdomme, som er langt farligere og mere dødelig for ALLE mennesker, ikke kun de ældre og dem i risiko gruppen. De sygdomme risikerer vi at overse, fordi vi er blevet Corona-blinde!
Tænk lige over det næste gang, I får feber eller andre Corona lignende symptmer. Der findes andre sygdomme, trods alt…..
Pas på de tomme boliger i denne tid
- Og så husk lige, hvis I har sommerhus eller ferielejlighed, som har stået tom her under Corona’en, at rense vandrørene inden I tager bad eller bruger vandet. Det er nemlig der Legionella bakterien, den djævel, gemmer sig!
Så har du nok Corona alligevel…….Troede jeg…Men nej, det var en ganske anden og frygtelig sygdom. En helt vanvittig oplevelse for os begge (Rene husker heldigvis ikke det hele).
Han er færdig med antibiotikaen nu og snart helt på toppen igen og har allerede gået over 100 km, siden han kom hjem fra hospitalet. Jeg er sikker på, at det er alle de gåture som han tager hver uge, som reddede hans liv.
Keep going, Honey!!
Mens skoven stadig var grøn Chokolade-årene – den bedste alder!
ikke reklame | elsker mit liv Chokolade-årene – den bedste alder!
Det her sted i livet…
At være det her sted i livet, hvor jeg er lige nu, føles som den allerbedste alder, jeg har været i. Når jeg kigger mig tilbage, ser jeg et liv fyldt med masser af opgaver og udfordringer, som er blevet løst en ad gangen – ja, nogle gange flere ad gangen. Ikke sådan at forså, at mit liv har været op ad bakke hele vejen, slet ikke. Det var lige nogle år indimellem, hvor det var ret meget op ad bakke, men ellers har det indtil nu været sådan frisk fremad med 120 km i timen.
Og jeg har nydt hvert sekund!! Jeg kalder de her dejlige år efter 50, for Chokolade-årene. Men hvad er chokolade-årene egentligt for nogle år og især, hvad er de for mig?
@schokoladenjahre
Jeg faldt for et stykke tid siden over en skøn dame på Instagram, som kalder sig @schokoladenjahre. Hun er livsstilsblogger med et on-line magasin, som henvender sig mest til kvinder på +45. Hun er skøn at følge, fordi hendes billeder er lækre og at hun er en tyskfødt moden kvinde, som har været ude omkring i verden og har boet i bl.a. Italien, ses tydeligt på hendes blog og Insta-profil. Lækker kvinde med en god smag.
Men det er egentlig ikke, for at reklamere for hendes blog og Insta profil, at jeg skriver om hende. Det er mere fordi, at jeg, da jeg første gang så hendes profil, straks tænkte ‘Chokolade-årene’ – fedt navn. Og selvfølgelig er det da det, som livet efter 50 år, skal betegnes som.
Taknemmelig for mit liv
Chokolade-år! Det er da Chokolade-år. Nu er der masser af nydelse og godt liv, knapt så meget arbejde. Og nu må jeg jo godt. Spise chokolade, når jeg vil. Ingen børn ser det. Jeg bestemmer selv over chokoladen. Det må da være den bedste tid i livet.
Jeg er enormt taknemmelig for det liv jeg har haft indtil nu og mine ambitioner går blandt andet i retning af mere dejligt liv, med tid til livet. Vi har en fantastisk balance mellem job og fritid, sådan at begge dele er blandet sammen og vi gør det, som skal gøres arbejdsmæssigt i skøn mix med fritiden. Det vil sige, at vi nogen gange vælger at holde fri på en mandag, men så har vi måske også arbejdet om søndagen.
Hvor jeg er i livet nu, giver det nære mere mening. Min mand, vores familier og gode venner er mere betydningsfulde eller ligestillet med mit job. De jobmæssige ambitioner jeg havde for få år sidener nu erstattet, af andre ambitioner eller planer, om man kan sige det. På det mere nære plan.
Til til det nære
Nu om dage nyder jeg, at lære at bage glutenfrit og at fodre mine høns. Jeg elsker at være i haven og pille ukrudt op og klippe buske og nusse rundt. Når vi inviteretr gæster bruger jeg vild meget tid på at forberede det, med planlægning af menu og forbereder alt i god tid. Kort sagt så er jeg endnu mere vild med hjemlige sysler, end jeg har været nogensinde før.
I denne her alder værdsætter jeg også, at have rigtig god tid til mig selv Også meget mere end jeg har gjort for. Det er så også nødvendigt, for tingene tager altså mere tid en for 10 år siden. Der skal mere til for at jeg stadig kan føle, at jeg holder mig selv godt nok ved lige. Der skal seriøst mere spartel til, altså;-)
Det er skønt, at have tid til træning hver dag (eller næsten), at bruge god tid på pleje af hår, hud, fødder, negle. At indkøbe og forberede godt, hjemmelavet og sundt mad, tager seriøst også lang tid. Jeg har slet ikke tid til, at have et udfordrende arbejde mere.
Masser af livserfaring
Jeg nyder faktisk, at jeg er i Chokolade-årene nu. Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg ikke længere frygter at blive ældre. Jeg har lært mig, at se min alder som et kæmpe PLUS. Jeg har masser af livserfaring, som kan bruges konstruktivt. Jeg plejer, at sige at jeg har lige så meget livserfaring, som en 90-årig (og jeg er kun 57). Hvorfor, kan I jo læse mere om f.eks. her eller her.
Jeg ved hvem, jeg er. Jeg er ikke bange for at tabe ansigt. Jeg har nu (næsten) lært at sige fra, når mine grænser er ved at blive overskredet, at være bestemt, samtidig med at jeg er (forsøger at være) mild og forstående.
Jeg har accepteret, at ting indimellem bare sker, uden at jeg har indflydelse på det eller kontrol over det. Jeg ved nu, at tiden bare skal gå, så falder tingene på plads af sig selv. Jeg er faldet til ro i min krop, elsker min krop, selvom den er begynt at knirke lidt og også er blevet mere fyldig sine steder. PYT, jeg er helt i orden, som jeg er.
Ingen bekymringer mere
Jeg er holdt op med at bekymre mig (ret meget), for de fleste bekymringer bliver jo i virkeligheden aldrig til noget. Så det er bare spild af god tid og giver en masse ondt i maven og søvnlæse nætter og om I alle ved, så er søvnen særdeles vigtig, især nu hvor linjerne skal holdes fra døren.
Jeg nyder roen i mit liv, den ro som endelig er ved at indfinde sig efter alle årene med fuld fart på livet, med først børn og siden karriere med en fyldt kalender. Udsigten til lange uger fyldt med møder og 1000 arbejdsopgver, er ikke længere et must for mig. Hellere en tom kalender, faktisk, for det betyder, at jeg har alt min tid for mig selv…
Jeg ved, hvad jeg kan og står for og ved også, at jeg aldrig stopper med at lære og med at udvide min horisont. Jeg bliver aldrig træt af projekter, dog nu selvvalgte af slagsen;-)
Jeg tror på, at smil, grin, det at ha’ det sjovt, at engagere sig og skabe gode kontakter, er essentielt, når man skal ældes med ynde. Det er virkeligt vigtigt, at holde kontakt til de venner, der vil mig det bedste – og gå en stor bue uden om de bekendtskaber, der dræner mig for energi og livsglæde. Jeg forsøger, at tilrane mig så meget god energi, som muligt – og det smitter jo, som bekendt!
Tag ikke dig selv alt for alvorligt og TAK til min mand
I min alder skal man ikke tage hverken sig selv eller verden alt for alvorligt. Der vil altid være udfordringer, men derfor behøver vi ikke at dvæle ved dem konstant. Det er vigtigt, ikke kun at lede efter hullerne i osten. Vi vælger jo selv.
For mig er det også vigtigt hver dag, at huske at skønne på, at jeg så mega heldig at have mødt min livsledsager, som deler livsindstilling med mig og som i høj grad er medvirkende til at jeg kan leve sådan er liv i frihed og med tid til livet, ssammen med ham.
Det vil jeg for evigt være ham taknemmelig for!
Chokolade-årene – det er nu! Husk at nyde dem, for de bliver ikke genudsendt!
morgentræning i spanien 
sensommer stemning – torre del mar 
glutenfrit bagværk 
champagne abonnement 
tid til livet 
god aften herfra… Er du også i Chokolade-årene?
Ja, vi er rejst til Spanien!
endelig tilbage | middelhavet for foden af bjerget Ja, vi er rejst til Spanien! – og jeg føler, at jeg lige har lyst til, at give livstegn fra mig hernede fra. Der er nemlig flere, som har udtrykt ægte bekymring for, om det nu også var en klog beslutning af os. Alså at flyve til Spanien.
Efter grundig overvejelse
Lad mig først sige, at vi overvejede det virkeligt grundigt og var faktisk klar på, at måtte aflyse helt op til afrejsedagen, hvis situationen ændrede sig drastisk hernede. Det gjorde den så heldigvis ikke og vi tog afsted for nogle dage siden. Læs også mit indlæg om hvordan vi krydsede fingre, for at corona ikke udviklede sig værre end den er nu.
Selve turen herned gik så fint. Vi bar mundbind under hele turen. Man har dog lov til at tage det af, når man skal spise eller drikke, både i lufthavnen i Danmark og på flyene undervejs. I lufthavnen i Amsterdam, hvor vi altid mellemlander, var det selvfølgelig også med mundbind hele tiden.
Det at bære mundbind hele tiden vænner man sig hurtigt til og det tjener jo ens eget og alle andres bedste i den sidste ende og så giver det fint mening for mig.
Hernede i Andalusien har der været omkring 50 nye smittede per 100.000 indbyggere de seneste 14 dage. Til sammenligning har der i Danmark været omkring 30-39, som jeg kan læse det på statistikkerne. Så ved jeg godt, at tallene stiger hernede for øjeblikket, men jeg kan så fortælle, at de restriktioner man arbejder med er noget skrappere end dem vi har tumlet med i Danmark. I kan læse mere om de forkellge restriktioner lige her. Den side, samt SSI.dk har jeg gennemtrevlet de seneste uger, kan jeg fortælle.
Vi bor på Bjerget og alt det med mundbind
Vi bor jo som I ved, oppe på et bjerg med udsig til både Middelhav og de andalusiske bjerge. Vores hus ligger i en urbanisation med 30 huse i alt og vi er for tiden de eneste, som er her. Vi er helt alene heroppe og så er det jo svært at blive smittet med noget som helst.
Selvfølgelig skal der købes ind nede i byen, men det klarer jeg alene, med mundbind og handsker på. Ved indgangen til supermarkedet står der vagter, som sørger for, at selv de handsker man har på, bliver afsprittet inden man begynder at røre ved varerne.
Hvis vi vil på cafe eller restaurant er det på med masken fra vi står ud af bilen og hen til cafeen, hvor vi så må tage den af, når vi har sat os ved et bord. Når man går ture er det med maske på. Kun hvis man løber eller cykler eller træner på et strand gym, må man lade masken hænge uder hagen. Alle personer fra 6 år og opefter SKAL bære mundbind fra i dag, hernede.
Restriktionerne i Andalusien
Generelt er alle diskoteker, spillesteder, dansebarer m.m. lukket helt ned stadigvæk, ligesom i Danmark. På restauranter og cafeer skal der være 1,5 m mellem bordene og der må max være 10 personer i et ‘selskab’. Alle restaurationer lukker kl. 01.00, noget lig Danmark.
Så er det desuden forbudt at indtage alkohol i det offentlige rum, dvs. på stranden og i gaderne, medmindre man sidder på en strandcafe eller bar. Man må heler ikke ryge i det offentlige rum, hvis ikke man kan overholde 2 meters reglen.
Der vanker kæmpebøder, hvis man ikke overholder reglerne. Dette gør jo, at alle passer på alle og ingen snyder, for ingen ønsker at blive peget fingre ad, som den der ikke passer på andre.
En meget vigtig ting at tage med i overvejelserne om at rejse herned er det faktum, at når man opholder sig udendørs, er der meget mindre risiko for at blive smittet, selv uden mundbind. Jeg har hørt at det er 20 gange vanskeligere at blive smittet udendørs end indendørs.
Derfor tror jeg på, at der kommer styr på smitten, også i Spanien, inden ret længe.
Vi er allerede på plads og nyder det hele
Nu tænker I nok, at det så må være super kedeligt at være hernede, når nu man ikke kan gøre som man plejer…. Det frygtede jeg selv at det ville blive, men det er slet ikke tilfældet. Vi er indtil nu mere herhjemme i huset end vi plejer og det nyder jeg faktisk. Vi har det hele for os selv og da vi har 30+ grader hver dag, foregår meget af tiden ved poolen, skiftevis med skyggen.
Jeg har fået bagt rugbrød (medbringer altid et par poser færdig rugbrødsblanding hjemmefra) og vi har været på planteskole og har fået købt planter og krydderurter, som allerede er plantet ud. Nu er her som her skal være og som vi kan lide det. Nu kan vi nyde det hele og solen og glæde os over, at vores sommer er blevet forlænget med en måned.
Hvad med forsikringen?
Hvad med forsikringen? Ja, altså vores forsikring dække præcis som den plejer, UNDTAGEN corna relateret sygdom. Hvis vi bliver smittet og syge af corona, skal vi på det offentlige hospital, medmindre vi selv vil betale for privathospital. Men hvis vi brækker et ben, så er det privathospital og hjemtransport og hele pibetøjet.
Øvelsen går så på IKKE at blive smittet og syge, mens vi er hernede og det tror jeg på, at vi klarer. Så snart vi lander i Danmark igen, bliver vi testet i lufthavnen og igen efter 3-4 dage. I den periode er vi selvfølgelig i karantæne derhjemme på Sandgaarden.
Nå, det blev lige lidt langt, men jeg føler at det er lidt vigtigt, at få sendt et budskab til alle de, som er bekymrede derhjemme. Vi er IKKE rejst med hovedet under armen og tør godt anbefale andre, at rejses herned, som det er nu. Bare overhold de lokle og nationale restriktioner, så er I passet godt på.
Vi føler os faktisk mindre udsat for smitte her i Andalusien, Spanien – end da vi var hjemme i Danmark.
Ja, vi er rejst til Spanien! Synes I, at vi er uforsigtige?
På vej… 
Vores aftenhimmel 
fredagsboblerne 
vejret er pragtfuldt 
mi casa 
lille bobo på aftentur 
nu vil han bare hjem 
der er langt ned 
poolen er vores redning 
nyeste påfund til vores lille have 
nye krydderurter 
udsigten fra ‘baggården’ 
palme i aftensol 
det lille udekøkken 
elsker det hvide mod det blå, blå 
‘baggården’ 
opgangen til huset 
mere dejlig udsigt Skønneste mandag til jer alle!
“Skal du fylde så meget?”
bikini og røjsere, love it! “Skal du fylde så meget?” Det spørgsmål har jeg godt nok hørt mange gange i mit voksne liv.
Hver gang jeg har hørt det, har jeg tænkt: “JA , Jeg skal fylde lige præcist så meget, som jeg gør !!” – “Og nej, egentligt har jeg ikke brug for bekræftelse, men jeg elsker bare at tale, fortælle og skrive og så er f.eks. bloggeriet en super opfindelse til det brug”.
Det rammer mig altid…
Hver gang jeg har fået spørgsmålet kastet mod mig, har jeg altid lagt en dæmper på mig selv og hvad jeg egentlig følte, var det rigtige for mig at gøre. Altså, jeg lukkede mig lidt ind i mig selv bagefter og gik så rundt, som sådan en lille skygge af mig selv i et stykke tid. Jeg tænkte, at jeg faktisk havde det okay, så ‘spørgeren’ havde da nok ret og måske skulle jeg bare klappe lidt i.
Jeg følte, at jeg nok skulle skrue lidt ned for mig selv og for alt det jeg stod for. Jeg behøvede jo heller ikke at fylde så meget og være så meget (for nogle åbenbart). Så det var nok bedst, at jeg bare holdt mund lidt og stillede mig om bagved.
Janteloven lever, desværre, endnu
Først for nyligt er det gået op for mig, at det var og er Janteloven som talte – ud af munden på andre mennesker!
F… Janteloven!
NB! For de af jer, som ikke ved hvad Jantloven er, kan I lige læse op på det her.
Men som årene er gået og jeg blev ældre og mere livserfaren, er jeg begyndt at svare igen – højt!
Jeg vil ikke længere lægge låg på den, jeg er og insisterer på at være mig selv 100%. Måske støder det nogen, måske synes nogen, at jeg fylder for meget. So be it!
Dem gider jeg ikke længere lytte til – eller ligge under for. Jeg ved nu, at det er DEM, som har et problem og ikke mig. Det spørgsmål siger mere om de, som stiller det, end det siger om mig!
Mine 3 kategorier
Så nu hvor jeg er i mit 57. år, deler jeg folk op i tre kategorier eller folk deler faktisk sig selv op:
Kategori 1: Er du på min side – spiller vi på samme banehalvdel og i samme farve trøje, so to speak?
Kategori 2: Er du ved min side – bakker du mig op?
Kategori 3: Eller står du bare i vejen for mig?
Vælg dit svar med omhu!
Sidstnævnte kategori spilder jeg aldrig mere tid på. Basta bum!
Vælg klogt! – elsker det her citat Nu er jeg mig selv 100%
Jeg er ærlig overfor mig selv nu og viser mit sande jeg og ikke kun en lille skygge af mig, som kun viser 1/10 af, hvem jeg faktisk er. Det er vigtgt for mig at kunne gøre, så jeg ikke mister mig selv, ligesom alt for mange (og her kommer en påstand, so hit me!) især kvinder gør.
Jeg er bare nødt til at være HELE mig, hvis jeg skal kunne leve mit liv fuldt ud. Jeg vil ikke holde mig tilbage pga. angsten for hvad andre synes, eller for hvordan jeg bliver opfattet eller set (skævt) på!
F.eks. er mit bloggeri ofte en årsag til, at jeg stadig får stillet spørgsmålet. Så sent som sidste gang jeg holdt foredrag, kom det hoppende ud af munden på en af tilhørerne. Men jeg gav svar på tiltale og havde en god mavefornemelse med det.
Jeg får også spørgsmået i andre sammenhænge. Der er ikke nogle bestemte anledninger til det, det er bare sådan kommet flyvende ud af munden på mennesker, som jeg har haft i mit liv i kortere eller længere perioder. Det er egentligt flabet og respektløst, at stille et andet menneske sådan et spørgsmål, ikke?
Det er vigtigt for mig, at jeg er tro mod mig selv, og går med det, som føles rigtigt for mig!
“Skal du fylde så meget?” Ja, gu’ skal jeg så!!
Bliver du også tysset på og forsøgt dæmpet ned ind imellem?! Finder du dig i det?
mormormedstiletter F… Janteloven!
Throwback torsdag – til engang i Afrika
mine afrikanske børn Throwback torsdag – til engang i Afrika. Sådan er overskriften i dag. Men hvorfor nu det?
Jeg boede i Afrika
Jo, fordi jeg med jævne mellemrum får spørgmål om tiden, da jeg boede i Afrika. For jer som ikke har opdaget det, har jeg nemlig engang boet i et af verdens varmeste lande i et par år. Botswana.
Min tid dernede sidder som et både godt og dårligt minde. Forklaringen på det får du ved at læse nogle af mine ældre indlæg, om lige netop den tid. Find dem under ‘Afrika – mit eventyr’.
Ester og Hazel
I dag har jeg genopfrisket mindet om dengang min huspige, Ester var gravid og fødte lille Hazel. Jeg tænker så tit på hende og hendes små og alle de andre små og store børn, jeg mødte dernede. Måske er det fordi mine egne døtre er i den fødedygtige alder nu og vi får børnebørn sådan ret jævnligt i de her år.
Når jeg ser, hvilke fantastiske betingelser vores børnebørn fødes og vokser op under, sammenligner jeg. Og ikke mindst når jeg ser og hører, hvordan de gravide mødre (og fædre) bliver passet på her i landet, så mindes jeg og sammenligner.
Det får mig bare tit til at tænke på, hvor sølle og sundhedsfarligt det er, at føde børn i Afrika og endda i Botswana, hvor jeg boede. Selvom det er et af de højst udviklede lande på det afrikanske kontinent.
Jeg har allerede for mange år siden skrevet om Esters graviditet og lille Hazels fødsel og om hvordan jeg følte, at jeg bare var nødt til at hjælpe, alt hvad jeg kunne. Den lille dreng, som min chauffør og huspige allerede havde da jeg flyttede dertil, var lille og tynd. Tsafadswa var en lille klog fyr, som gerne ville lære og jeg forsøgte at tage mig tid til, at hygge med ham ind imellem. Vi skypede sammen ved mit skrivebord, til mine børn i Danmark og de lærte ham via Skype at tælle til 10. Fantastisk og helt rørende, at se den lille fyrs kæmpestore glæde og stolthed, når han fik ros.
Jeg var nødt til at rejse hjem
Selvom der er gået mange år nu – over 10 – siden jeg lærte dem at kende, så har jeg det, som om det var lige her for kort tid siden, at jeg rejste hjem. Der var ingen vej tilbage, jeg måtte hjem og det var faktisk næsten ligeså svært at forlade dem, som det to år forinden havde været, at forlade mine egne børn og mit første lille barnebarn hjemme i Danmrk.
Jeg efterlod mine ansatte i deres eget land, med midler nok til, at de ville kunne klare sig rigtigt godt. Hvis ellers de forstod at forvalte, det jeg efterlod. Det er det, som jeg ofte tænker over. Klarer de sig? Passede de på, det som de fik?
Og hvordan går det med de to små børn, Tsafadswa og Hazel, som nu må være 11 og 7 år gamle? Og de andre børn ude i bushen hos Familien Max? Går de i skole? Får de ordentligt mad? Har de fået flere søskende? Lever de overhovedet i dag??? Det er næsten ikke til at bære, at tænke på, men det er sådan det er, at bo dernede og være indfødt. Der er stor risiko for, at børnene ikke når at blive voksne.
Sygdom er hverdagskost
Ikke så meget på grund af fejlernæring lige i Botswana, for de har mad ok. Nej, mere på grund af sygdomme, som de ikke tager alvorligt. Klik på foregående link, så ved du hvad jeg mener! HIV/AIDS, tuberkulose og nu Corona. De fleste indfødte har ikke råd til at gå til lægen og tager derfor ikke sygdomme alvorligt nok, for det ofte er for sent.
Jeg har flere gange sendt unge kvinder med små børn til lægen, for min regning og i alle tilfældene blev de hjulpet, og børnene blev raske igen. På nær én gang.
Modet svigter mig…
Hvis jeg havde modet, tog jeg derned og så med mine egne øjen, hvordan de allesammen har det i dag. Men jeg tro ikke, jeg tør. Jeg føler, at jeg har været dér. At jeg ikke kan gøre mere, at det ikke hjælper, at de bare skal være i fred og have lov at udvikle sig i deres eget tempo, ikke i vores.
Jeg vil ikke presse mit vestlige menneske- og livssyn ned over hovedet på dem og tvinge dem til at føle og tænke som mig. For de evner det ikke. Det er for svært for dem og de bliver forvirrede og kommer til at gøre dumme ting, i deres iver efter at gøre tilpas.
Men derfor må jeg gerne tænke på dem – tit – og bede for at de alle er okay stadig og at de fik det bare en anelse bedre af det, jeg efterlod til dem.
Throwback torsdag – til engang i Afrika – tak fordi du læste med.
See you later!
den næstmindste i landsbyen 
ester med lille nyfødte hazel tsafadswa 
hazels nye garderobe 
storesøster med den fine kjole på 
jeg var helt solgt Ke tla go bona kgantele!
