“Hvornår blev det for meget at være glad?”

“Hvornår blev det for meget at være glad?” Det er noget, jeg har tænkt over længe.

Vi danskere bliver igen og igen kåret som et af verdens 3 lykkeligste folk. Vi har tryghed, frihed, velfærd og alligevel… så smiler vi ikke særlig meget til hinanden.

Har du også lagt mærke til det?

Vi går forbi hinanden på gaden uden øjenkontakt.
Vi står i kø i supermarkedet og kigger ned i varerne eller i vores telefoner.
Vi holder igen med at hilse. Holder igen med at åbne op. Holder igen med bare at være varme overfor hinanden.

Det er som om glæden er blevet noget privat.

Noget vi gemmer til de nærmeste og dæmper, når vi er ude blandt andre.
Som om der findes en stille forventning om, at man ikke må være for glad, for åben, for meget!

Og måske er det ikke så mærkeligt.

For hvis vi skal være ærlige, så går mange også rundt med noget andet indeni.

Bekymringer. Tankemylder. En følelse af ikke at slå til. En tristhed, som ikke altid kan forklares.

Det er ikke noget, vi nødvendigvis viser. Men det er der.

Så vi pakker os ind. Holder igen. Fylder mindre!

Og så bliver glæden også mindre synlig.

Jeg øver mig selv i det

Jeg kan selv tage mig i det.

At have travlt.
At være inde i mit eget hoved.
At glemme at kigge op og faktisk være til stede i det, der er lige foran mig.

Men når jeg stopper op… så er der faktisk meget.

Duften af kaffe om morgenen.
Et menneske, der skriver “jeg tænkte på dig”.
Sol på ansigtet.
Et grin, der kommer uventet.
Roen i de små pauser.
At kroppen fungerer.
At kunne gå en tur uden mål.
At have nogen at savne – fordi det betyder, at man har nogen at holde af.

Det er ikke stort.
Men det er ægte.

Der er mere at være glad for, end vi tror

Et varmt hjem. Rent vand i hanen. Frihed til at vælge retning i livet. Tryghed i hverdagen. Muligheden for at starte forfra. En ny dag.

Et smil fra en fremmed. En dør, der bliver holdt. En kort samtale, der føles ægte. Musik, der rammer noget indeni. En besked, der lander på det rigtige tidspunkt.

Alt det, vi ofte overser, fordi det ikke larmer.

Hvad nu hvis glæde ikke kun er noget, vi føler – men også noget, vi vælger?

For måske er glæde ikke noget, der pludselig rammer os.

Måske er det også noget, vi aktivt kan vælge at give plads.

Ikke ved at ignorere det svære.
Men ved samtidig at give plads til det, der er godt.

At stoppe op.
At lægge mærke til det, der faktisk er.
At turde vise glæde, også når den ikke er perfekt.

Glæde behøver ikke være stor og larmende.

Den kan være enkel. Et smil til en fremmed. Et “hej” uden grund.

At være den, der tager det første skridt.

Glæde smitter. Men den kræver mod.

Mod til at være den, der bryder mønsteret.
Mod til at være menneskelig i et rum, hvor mange holder igen.
Mod til at træde frem i stedet for at trække sig.

En opfordring fra mig

Hvis du går rundt med en tung følelse, så er du ikke alene.

Du behøver ikke fikse det hele.
Du behøver ikke være glad hele tiden.

Men du kan vælge noget.

Du kan vælge at give glæden en plads i dit liv.

Du kan vælge at få øje på det, der allerede er der.
Du kan vælge at dele det.
Du kan vælge ikke at holde det hele tilbage.

Et smil. Et blik. Et venligt ord.

Måske er det ikke følelsen, der kommer først.
Måske er det valget.

Og nogle gange… følger glæden efter.

“Hvornår blev det for meget at være glad?” Jeg tænker stadig over det og ønsker mig sådan, at vi bliver enen flere, som tør tage det første skridt og vælge glæden til i livet.

Vælger du glæden?