Søndag er beige, hvid og blid
Søndag er beige, hvid og blid og har sin helt egen stemning hos mig.
Ikke larmende. Ikke effektiv. Ikke “nu skal vi også lige nå”. Bare stille.
Ja, jeg fortsætter min ugedags-farve-række lidt endnu…
Søndagsfarven er blid
Hvis søndag var en farve, ville den for mig være beige, hvid og blide pasteller. Sådan nogle farver, der ikke kræver opmærksomhed. De er bare rare at være i. Som en blød strik. Som stearinlys midt på dagen. Som en kop urtete, der bliver drukket langsomt og gerne to af dem.
Søndag er den dag, hvor jeg trækker vejret lidt dybere.
Jeg sover måske lidt længere. Bare det i sig selv føles som luksus. Jeg lister ud i køkkenet, laver kaffe eller te og sætter mig uden at tænde for ret meget. Ingen nyheder. Ingen støj. Bare stilhed.
Det er ikke altid Instagram-pænt. Håret ligner en fuglerede, der er blevet raseret. Men tempoet er mit.
Søndag er også selvomsorg
Jeg træner ofte søndag formiddag, men på den rolige måde. Ikke “nu skal der præsteres”, men mere “jeg vil mærke min krop”. 20 minutters pilates med efterfølgende meditation. Lidt havearbejde, hvis det er sommer. Eller bare at bevæge mig uden at have travlt.
Nogle gange er det en ansigtsmaske og god tid foran computeren med mit bloggeri m.m.
Andre gange er det at lave søndags-simremad, der dufter af god tid.
Og helt ærligt? Nogle søndage er det at rydde en skuffe, der har irriteret mig i tre uger. Det giver også ro.
Jeg omgiver mig bevidst med lyse, bløde farver, også om søndagen. Beige puder. Hvide lys. Friske blomster, hvis jeg har nogen. Det lyder måske banalt, men det gør noget ved mit sind. Det sænker tempoet indeni.
Søndag er min dybe indånding.
Tid til roen
Det er her, jeg ikke skal bevise noget. Ikke planlægge hele fremtiden. Ikke optimere.
Bare være!
Og jeg har faktisk lært at værne lidt om søndagen. Ikke fylde den med for mange aftaler. Ikke sige ja til alt.
Fordi jeg ved, hvor meget det betyder for resten af ugen.
Og måske endnu vigtigere: hvad det betyder for mig.
For selv om jeg ikke arbejder ret meget i hverdagen, og dagene på mange måder kan være mine egne, så kan jeg stadig mærke forskellen.
Tempoet findes stadig. Tankerne. De små ting, der hele tiden kalder på opmærksomhed. “The metal load” også…
Derfor er søndagen ikke bare en pause fra arbejde. Den er en pause fra det indre tempo.
Et lille åndehul, hvor jeg ikke skal noget – heller ikke mentalt.
Søndag behøver ikke være kedelig. For mig er den blid. Næsten lidt hellig. Som om dagen har sin egen rytme. En langsommere puls.
Måske er din søndag helt anderledes.
Men måske har du også givet den en farve? En stemning. Et lille ritual, der kun er dit.
En kop kaffe, der får lov at blive drukket langsomt.
En gåtur uden mål.
En stille stund, hvor du bare er i det, der er.
For når jeg giver søndagen ro, giver den mig styrke tilbage.
Ikke som noget dramatisk.
Men som en stille fornemmelse af at være landet lidt mere i mig selv.
Og det er en ret fin byttehandel.
Lad os tage søndagen ind med ro og åbent hjerte. Ikke som endnu en dag, der skal bruges rigtigt, men som en dag, der bare må være.
Har din søndag en farve?
Pludselig var jeg der igen!
Måske kan du også lide
Knoglewellness – MIN EGEN HISTORIE
Laver hun aldrig mad?
