Jeg kan ikke det samme som før…

og det irriterer mig mere, end jeg vil indrømme. Derfor følte jeg for, at skrive lidt om hvordan jeg har det, når nu kroppen ikke spiller med længere på samme måde som for bare 5 år siden. Det er ikke noget klageskrift det her og du skal ikke gå herfra og have ondt af mig, for jeg har det sådan set fint med det hele.

Jeg fortæller bare om nogle observationer jeg har gjort mig på det seneste.

Der var engang, hvor min krop bare gjorde, hvad jeg bad den om.

Jeg tænkte: “Vi gør lige det her”. Og kroppen svarede: “Ja da, lad os det!”

Den tid er forbi!

På tålt ophold i egen krop

Min krop er begyndt at have holdninger. Meget klare holdninger.

Som for eksempel:

“Nej, du skal ikke sove igennem i nat”
“Jo, du bliver træt kl. 14 – uanset hvad du havde planlagt”
“Og ja, den ryg? Den bestemmer lige lidt i dag”

Og jeg står der og tænker: “Undskyld mig, hvornår blev det her en diskussionsklub, som jeg har mistet den fulde styring i?”

Jeg kan ikke det samme som før

og det er nok den sværeste erkendelse. Ikke fordi jeg vil løbe maraton (det har jeg aldrig haft planer om 😏)
Men fordi jeg kan mærke forskellen.

Jeg bliver hurtigere træt
Jeg skal bruge længere tid på at komme mig
Og nogle dage… der gider kroppen bare ikke samarbejde

Og det kan godt irritere mig. Ret meget faktisk.

Overgangsalderen – den gave, der bliver ved

Jeg troede lidt, at når man var igennem den… ja, så var man igennem den. Men nej.

Det er som om, den lige efterlader små hilsner:

en krop der opfører sig anderledes
en energi der ikke altid er til at regne med
og en træthed, der ikke altid kan soves væk

Tak for det. Ægte. Og så var min tid i overgangsalderen ikke engang særlig slem. Jeg opdagede det næsten ikke. Ærligt.

Og ja, nogle dage er jeg skuffet over min krop

Det er jeg. Jeg kan godt finde på at tænke: “Kan du ikke bare lige tage dig sammen?”

Men det er jo lidt som at skælde vejret ud. Det virker ikke rigtigt.

For sandheden er, at min krop er ikke imod mig. Den er bare ærlig!

Den siger når noget er for meget, når jeg skal stoppe og når jeg skal tage det roligt. Og det er måske det, jeg stadig er ved at lære:

At lytte. Også når jeg ikke har lyst.

Jeg øver mig i at samarbejde – det går …….. okay

Nogle dage accepterer jeg det. Andre dage brokker jeg mig. Og ved du hvad? Begge dele må godt være der. Jeg må godt: savne den krop, jeg havde. Jeg må godt være frustreret. Jeg må godt også være taknemmelig.

Det ene udelukker ikke det andet.

For helt ærligt?

Min krop har båret mig igennem et helt liv med oplevelser, følelser, børnefødsler, børnebørn, ægtemænd, gamle forældre, jobs og hvad ved jeg. Den har gjort det ret godt. Selvom den larmer lidt mere nu og da.

Så hvad gør jeg?

Jeg presser i hvert tilfælde ikke på samme måde længere. Jeg holder pauser uden dårlig samvittighed, lytter lidt mere og accepterer, at tempoet er anderledes. Ikke dårligere. Bare anderledes.

Men lad mig lige være ærlig én gang til

Jeg er ikke altid enig. Jeg ville da gerne have endnu mere energi, lidt færre små skavanker og en krop der ikke lige skulle “overveje det” først. Men sådan er det ikke.

Og måske er det ikke et nederlag. Måske er det bare en ny måde at være i sin krop på. Som jeg skal tilgå med mindre kamp. Mere samarbejde. (Selvom jeg stadig vinder diskussionen indimellem 😏)

Så hvis du også står der og tænker: “Det her… det er ikke helt som før”.

Så er du ikke alene. Og der er ikke noget galt med dig. Din krop er ikke færdig. Den spiller bare efter nogle nye regler.

Og vi er mange, der stadig er ved at lære dem ❤️

Kan du også mærke det?