Throwback torsdag - til engang i Afrika

Throwback torsdag – til engang i Afrika. Sådan er overskriften i dag. Men hvorfor nu det?

Jeg boede i Afrika

Jo, fordi jeg med jævne mellemrum får spørgmål om tiden, da jeg boede i Afrika. For jer som ikke har opdaget det, har jeg nemlig engang boet i et af verdens varmeste lande i et par år. Botswana.

Min tid dernede sidder som et både godt og dårligt minde. Forklaringen på det får du ved at læse nogle af mine ældre indlæg, om lige netop den tid. Find dem under ‘Afrika – mit eventyr’.

Ester og Hazel

I dag har jeg genopfrisket mindet om dengang min huspige, Ester var gravid og fødte lille Hazel. Jeg tænker så tit på hende og hendes små og alle de andre små og store børn, jeg mødte dernede. Måske er det fordi mine egne døtre er i den fødedygtige alder nu og vi får børnebørn sådan ret jævnligt i de her år.

Når jeg ser, hvilke fantastiske betingelser vores børnebørn fødes og vokser op under, sammenligner jeg. Og ikke mindst når jeg ser og hører, hvordan de gravide mødre (og fædre) bliver passet på her i landet, så mindes jeg og sammenligner.

Det får mig bare tit til at tænke på, hvor sølle og sundhedsfarligt det er, at føde børn i Afrika og endda i Botswana, hvor jeg boede. Selvom det er et af de højst udviklede lande på det afrikanske kontinent.

Jeg har allerede for mange år siden skrevet om Esters graviditet og lille Hazels fødsel og om hvordan jeg følte, at jeg bare var nødt til at hjælpe, alt hvad jeg kunne. Den lille dreng, som min chauffør og huspige allerede havde da jeg flyttede dertil, var lille og tynd. Tsafadswa var en lille klog fyr, som gerne ville lære og jeg forsøgte at tage mig tid til, at hygge med ham ind imellem. Vi skypede sammen ved mit skrivebord, til mine børn i Danmark og de lærte ham via Skype at tælle til 10. Fantastisk og helt rørende, at se den lille fyrs kæmpestore glæde og stolthed, når han fik ros.

Jeg var nødt til at rejse hjem

Selvom der er gået mange år nu – over 10 – siden jeg lærte dem at kende, så har jeg det, som om det var lige her for kort tid siden, at jeg rejste hjem. Der var ingen vej tilbage, jeg måtte hjem og det var faktisk næsten ligeså svært at forlade dem, som det to år forinden havde været, at forlade mine egne børn og mit første lille barnebarn hjemme i Danmrk.

Jeg efterlod mine ansatte i deres eget land, med midler nok til, at de ville kunne klare sig rigtigt godt. Hvis ellers de forstod at forvalte, det jeg efterlod. Det er det, som jeg ofte tænker over. Klarer de sig? Passede de på, det som de fik?

Og hvordan går det med de to små børn, Tsafadswa og Hazel, som nu må være 11 og 7 år gamle? Og de andre børn ude i bushen hos Familien Max? Går de i skole? Får de ordentligt mad? Har de fået flere søskende? Lever de overhovedet i dag??? Det er næsten ikke til at bære, at tænke på, men det er sådan det er, at bo dernede og være indfødt. Der er stor risiko for, at børnene ikke når at blive voksne.

Sygdom er hverdagskost

Ikke så meget på grund af fejlernæring lige i Botswana, for de har mad ok. Nej, mere på grund af sygdomme, som de ikke tager alvorligt. Klik på foregående link, så ved du hvad jeg mener! HIV/AIDS, tuberkulose og nu Corona. De fleste indfødte har ikke råd til at gå til lægen og tager derfor ikke sygdomme alvorligt nok, for det ofte er for sent.

Jeg har flere gange sendt unge kvinder med små børn til lægen, for min regning og i alle tilfældene blev de hjulpet, og børnene blev raske igen. På nær én gang.

Modet svigter mig…

Hvis jeg havde modet, tog jeg derned og så med mine egne øjen, hvordan de allesammen har det i dag. Men jeg tro ikke, jeg tør. Jeg føler, at jeg har været dér. At jeg ikke kan gøre mere, at det ikke hjælper, at de bare skal være i fred og have lov at udvikle sig i deres eget tempo, ikke i vores.

Jeg vil ikke presse mit vestlige menneske- og livssyn ned over hovedet på dem og tvinge dem til at føle og tænke som mig. For de evner det ikke. Det er for svært for dem og de bliver forvirrede og kommer til at gøre dumme ting, i deres iver efter at gøre tilpas.

Men derfor må jeg gerne tænke på dem – tit – og bede for at de alle er okay stadig og at de fik det bare en anelse bedre af det, jeg efterlod til dem.

Throwback torsdag – til engang i Afrika – tak fordi du læste med.

See you later!