Livsstil

Coaching, coaching, coaching…lidt for meget!

image

Coaching, coaching, coaching…lidt for meget! Altså, hvis du spørger om min holdning til emnet….

Nu skal jeg jo ikke træde på folk, som virkeligt har brug for hjælp til at komme op af de sorte huller, som de falder i hen ad livets vej. Jeg er helt fuldstændigt klar over at man kan have alvorligt brug for hjælp og har stor respekt for de, som søger og tager imod hjælp og som efterfølgende kommer ovenpå igen:-)

Næ, det som jeg fokuserer lidt på p.t, er den trend, at man skal gå til coach eller endda uddanne sig til coach. Der reklameres alle vegne med tilbud til os om at købe et coachingforløb, hvis livet bare gør lidt ondt, hvis kæresten eller manden ikke lige agerer, som vi drømte om eller hvis de små poder rækker tunge ad de andre børn eller  kaster med sand i børnehaven, for så har vi nok fejlet som kæreste, kone eller mor eller også trænger manden lige til at få nogle velvalgte ord med på vejen, så han kan opføre sig som vi ønsker os.

image

Det er jo helt vildt så mange nyuddannede coaches vi har i Danmark! Snart kan vi sidde og coache hinanden allesammen eller hvad? Det kan da ikke passe at der er behov for SÅ mange?

Hvad blev der af den gode samtale med en nær veninde eller med din mor eller en anden, som du har respekt for og som kan give dig lidt feedback på dine bekymringer og udfordringer…? Der er jo ingen, der siger at bare fordi man har deltaget i et 10-turs forløb hos en eller anden coach, som tilfældigvis blev uddannet tidligere end dig selv, at man så får de rigtige redskaber til at klare de svære valg og fravalg her i livet, da de fleste nyuddannede coaches er mennesker, som selv har været eller stadig er skrøbelige og har følt sig tiltrukket at sådan et forløb og bliver så begejstret, at de da sørme selv vil rådgive andre efterfølgende…

Jeg vil nødigt rådgives af en coach, som har arbejdet sig ud af en krise for ganske nyligt, for vi ved jo at det at komme ud af en krise  tager lang tid og nogle bliver aldrig rigtigt robuste igen og slet ikke i en grad hvor de er i stand til at rådgive et andet menneske i nød.

Igen, jeg skal ikke neglisere, at mange virkelig har behov for at få hjælp, men helt ærligt, slap nu af med alt det coaching halløj, ikke?

Lad os i stedet tale med hinanden i hverdagen, lad os kende til hinandens store og små udfordringer og vær åben overfor hvad dine nære og kære siger til dig, for de mener det godt, tro mig;-)!

Lad os ikke blive en nation af mennesker som krænger vrangen ud på os selv og hinanden konstant, for jeg er bange for at det er en nedadgående spiral, hvor vi bekræfter os selv og hinanden i at vi har brug for hele tiden at blive vejledt og trøstet og derved ikke bruger de ressourcer vi er født med, den naturlige overlevelsesmekanisme, som til alle tider har hjulpet mennesket til overlevelse…

image

 

4 Comments

  • Holger Spanggaard

    Jeg er helt enig i, at det er sundt at overveje, om man brug for en coach/terapeut, eller om man skal lære at leve med sig selv og verden som den er. Ikke alting kan kureres vha. coaching og terapi.

    Jeg er også enig i, at det er sundt og godt, at finde støtte i ens nære relationer, fremfor at kontakte en coach/terapeut. Men det er de færreste relationer, hvor det autentiske og sårbare får den plads det fortjener. Det gør det hos en terapeut.

    Desuden vil en god coach/terapeut hjælpe en person til at blive selvkørende, så han/hun kan stoppe sin terapi. Eller så han/hun lærer at skabe dybde i hans/hendes relationer.

    Mange vil hævde, at de ikke har det godt, og ikke har brug for de ydelser, coaching/terapi kan bidrage med. Og det er jo fint.

    Men der er også mange som savner følelsesmæssig intimitet og fortrolighed. For dem er coaching/terapi er en vigtig kilde til livskvalitet.

    Jeg tror coaching og terapi er kommet for at blive – og at de bliver mere og mere udbredte. Og jeg tror at det store flertal vil ændre sin opfattelse af terapi. Fra at det er et tilbud til de svage, til at det er et tilbud til de stærke, dem som tager ansvar for deres liv og situation.

    Det var mit indspark i en vigtig debat.

    De bedste hilsner,
    Holger

  • Kamilla

    Undskyld, undskyld, undskyld… men jeg bliver nødt til at udfordre dig på den her.

    Jeg er helt med på, at du ikke er ude på at træde nogen over tæerne, og jeg kan overordnet godt følge dig i dine holdninger. Dog synes jeg omvendt, at vi alle sammen burde se det som en god ting, at der kommer flere og flere coaches – der må jo for søren være nogle, der har brug for dem!

    I Danmark har vi forfærdeligt mange tabu’er, der ikke er gode for noget som helst. Det er jo eksempelvis et kæmpestort tabu at gå til psykolog, og det samme er gældende, når det kommer til at benytte sig af en coach – vi danskere tør jo ikke at vise andet end vores stærke sider, og at indrømme at man bruger professionel hjælp til at finde retning i livet bør altså anerkendes.

    Det er idyllisk at tænke: “Lad os i stedet tale med hinanden i hverdagen, lad os kende til hinandens store og små udfordringer og vær åben overfor hvad dine nære og kære siger til dig, for de mener det godt, tro mig;-)!” – igen, er helt enig, men sådan er vi desværre ikke indrettede i det kolde nord.

    Og ja, jeg har selv brugt coaching, og det er måske derfor, jeg reagerer, som jeg gør. Jeg havde et kort forløb med Lars Klingert (www.klingert.dk), og jeg tror slet ikke, det er til at forstå, hvad man kan få ud af coaching, når man ikke selv har prøvet at være derude, hvor det er nødvendigt. Personligt har jeg mere selvtillid end nogensinde før, og det skylder jeg mit forløb.

    Nå, tag det ikke for mere, end det er – jeg er fan af din blog og læser flittigt med – og det er måske derfor, jeg også bliver lidt følelsesmæssigt involveret 😉

    God jul!

    Kamilla

Jeg glæder mig til at læse din kommentar!

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.