Flere refleksioner over min afrika-tid…det er hvad jeg har på bloggen i dag krydret med fotos og en samling af links til ‘gamle’ indlæg fra dengang:-)

Som tiden er gået og det nu efterhånden er over 4 år siden jeg landende i Danmark med mit flyttelæs efter nogle meget spændende, men også hårde år i Botswana i det sydlige Afrika, så har erfaringerne sat sig fast i mit hjerte og i  mit sind på en lidt anden måde end da jeg L I G E var landet. Det skal forstås derhen, at mange af de oplevelser som jeg dengang fandt voldsomme og hårde, er nu dem som jeg er mest afklaret omkring og som jeg egentlig nu føler, at jeg har lært allermest af at være en del af.

Hvis jeg skal komme med et eksempel på sådan en oplevelse kunne det f.eks. være dengang jeg havde besøg af to af mine døtre og jeg tog dem med ud for at besøge Familien Max i deres lille landsby, som jeg gjorde ofte for at give dem mad og lidt penge og snoller til de små. Mine piger var rystede over forholdene, som de levede under derude, og havde tårer i øjnene under hele besøget (jeg havde selv været præcist dér længe forinden) og det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig og står for evigt printet i min hukommelse da vores rige verden mødte deres fattige verden. Vi græd, mens de jublede over at vi var kommet med godter og mad og var stole og havde alle været i bad for at vise sig fra sine fineste side for os. Den forskel både i kultur, levestandard, menneske- og livssyn var S Å voldsom for mig dengang og ramte mig som et boldtræ.

Men i dag er jeg afklaret med oplevelsen og har fundet ro med mig selv til trods for, at jeg ikke kan gøre mere for Familien Max, selvom jeg ved at de mangler de mest basale ting hele tiden, M E N jeg ved også at hvis ikke Max og sønnerne  drak helt så meget af den hjemmelavede afrikanske øl, Chibuku og røg så meget Ganja (Pot) og gik på arbejde i stedet for, så ville der være mange flere penge at købe mad for til familien. Så set i bakspejlet, så havde de det vist egentligt meget godt eftersom der var overskud til øl – og mobiltelefoner havde de også – og generatorer i ler hytterne, så de kunne have køleskabe og enkelte havde TV…

O G her siger jeg ikke at de ikke er fattige, jovist, men de gør ikke selv ret meget for at få det bedre, for der er arbejde nok, de gider bare ikke. Nogle vil se dette som en påstand, men fakta er at det er almindeligt kendt og accepteret i visse egne i Afrika, at mændene ikke arbejder for føden (kvinderne gør), så tænk nu hvis de lærte at arbejde betaler sig, så behøvede de ikke så meget hjælp fra os måske og vi behøvede ikke have så satans dårlig samvittighed hele tiden…..Blot en eftertanke og jeg ved godt at den kan vinkles og drejes og ses fra flere sider og jeg får sikkert også tæsk for min holdning, M E N husk lige at den er oplevet på allerførste hånd inden I slagter mig:-)

Tja, dette var blot en af de oplevelser som har sat sig i mig – der er mange flere…

Speed driving og korruption i Botswana er dagens emner! Speed driving, fordi det er noget jeg tilfældigvis ved en del om dernede fra og korruption, fordi det hænger sammen med politiet, jo;-)

Som tidligere fortalt begyndte jeg at køre rundt selv efter at have boet i Gaborone i knapt 1/2 år, fordi jeg har det bedst med at være uafhængig af en chauffør, som bare skulle sidde og vente på mig udenfor butikkerne. Selvstændigheden betød så også at jeg S E L V stod med bøvlet, hvis og når jeg blev stoppet af politiet eller på anden vis kom i nærkontakt med offentlige instanser;-)

O G det skete da selvfølgelig for mig kort tid efter jeg var begyndt at suse rundt i min lille MG sportsvogn på Gaborones knapt så gode veje (som I kan læse i linket ovenfor). M E N vejene er alligevel gode nok til at man nogle steder kan køre et stykke over de 80 km/t som er højeste hastighed flest steder – også på motorvejen gennem Gaborone City. Jeg var på vej ind til City med mine forældre som passagerer  og U D E N chauffør og det gik fint med hyggesnak og dejligt vejr, så jeg opdagede da ikke lige at der var fartkontrol, selvom jeg ellers udmærket ved hvor de plejer at stå (opfindsomhed er jo ikke deres stærke side;-)). Bum, midt på motorvejen stod en politimand og vinkede mig ind til siden. ØV! Dernæst blev jeg sgu lidt skidt tilpas og urolig i maven, for det var første gang jeg var blevet stoppet uden min chauffør var med!

Nå, men han var godt oplært, ham her og trak mig med sig ved hånden, hele vejen O V E R motorvejen for at vise mig, hvad han havde optaget, da jeg kom kørende og for at give mig en bøde, god damn it!

Mig: “Jamen, hvad koster det så?” – “1300 Pula” sagde ‘drengen’ (han var nok cirka 20 år gammel) og grinede. Hmmm, så prøvede jeg til med, at jeg ikke havde så mange kontanter med mig…”Hvor mange har du,” spurgt han? “300 Pula”. Okay, så giv mig dem og kør videre….Done!! og pengene røg lige i inderlommen på hans jakke! Kæft, de er korrupte, de knægte:-)

Hvad jeg skulle have gjort, var at sige til ham at jeg ikke havde penge med, men at vi skulle køre på politistationen sammen og afregne der, for så var pengene kommet i Statskasssen i stedet for i hans lomme – ja, ja, man lærer hele tiden:-)

Men vi nåede frokosten til tiden;-)

Korruption er bare sådan et mega problem dernede på kontinentet og selv om alle undersøgelser siger noget andet og at Botswana f.eks. er et af de M I N D S T korrupte lande i Afrika, så er der stadig sygt meget betaling under bordet og gensidige tjenester. Men det er da også helt forståeligt, da de kommer fra et bytte samfund og til at skulle afregne alt efter vores metoder og de fatter jo ikke hvor pengene bliver af, så hvorfor give dem til andre, når det er ‘mig’, som har fået dem???

S H O P P I N G for mad i Botswana er mange ting. Da jeg første gang kom derned boede jeg på hotel og havde derfor ikke brug fo rat vide hvor maden kom fra;-) M E N da jeg så flyttede derned for ‘good’, så blev det jo rimeligt nødvendigt, at jeg vidste hvor jeg skulle købe ind til min husholdning. Jeg kunne så godt have valgt den løsning som mange andre hvide tyer til, nemlig at få huspigen til at løbe ind. M E N hvis hun skulle det, ville der blive købt billigst muligt ind og det betød så, at jeg ville skulle spise M E G E T lokalt produceret mad og det var min mave ikke klar til;-)

Jeg valgte derfor selv at stå alle indkøb til husholdningen plus at jeg også godt kan lide at se og mærke på mine råvarer, som jeg skal bruge i madlavningen. Dette valg betød så også, at jeg var afhængig af min chauffør, Zodeck, som skulle bruge lige så lang tid som jeg hver dag på indkøb. Han sad så bare udenfor i bilen og ventede, men jeg fandt varerne og derefter sms’ede til ham at han skulle komme ind og hente mine poser – det lyder lidt arrogant og udbyttteagtigt, læst med europæiske øjne og mentalitet kan jeg godt se, når det kommer på skrift, men sådan gør man bare og alle er glade. Han (og hans kone, som var min huspige) fik en R I G T I G god løn, masser af goder og var faktisk næsten som en del af familien, skal jeg skynde mig at sige….

Nå men, der er jo shoppingcentre i Botswana, som jeg tidligere har skrevet om og i de centre er der minimum to ret store supermarkeder a la Bilka og Føtex, så det fejlede skam ingenting. Så er der også de mindre supermarkeder, som har lokalt fremstillede varer af mindre god kvalitet og til billige penge. Og endelig kan man jo købe næsten alt ved vejkanten og når man lige lærer hvilke larver, man kan bruge til hvad, så kan man sagtens lave en anstændig ‘Brai’ (Grillaften) til en stor flok mennesker:-)

Min favoritsted at købe dagligvarer var Sebele Centre kun 6 kilometer fra Phakalane hvor jeg boede og efter et par måneder eller tre var jeg så hardcore en bilist, at jeg snildt kørte turen i venstre side af vejen (som man skal dernede) A L E N E, fik handlet ind og kom hjem i et stykke. Totalt sejr og derfra gik det den rigtig vej og snart ræsede jeg rundt i hele byen på egen hånd. Zodeck måtte kun med når jeg skulle på offentlige kontorer og ikke lige vidste hvor de var beliggende.

Maden jeg spiste dernede er næsten mage til den jeg spiser i Danmark, bortset fra at kvaliteten af kødet er utroligt dårlig. Der er næsten ingen næring i og det betød da også at jeg i købet af det første have år fik vitaminmangel og måtte behandles for det. Derefter blev jeg meget kræsen omkring, at mit køb skulle komme fra Sydafrika, og ikke være lokalt produceret, så jeg kunne være mere sikker på kvaliteten og næringsindholdet…

På opfordring – flere Afrikahistorier…i dag lidt mere om den allerførste tid jeg boede dernede. Inden jeg overhovedet fik mit indbo leveret og ud pakket skete der ting og sager, som gjorde at de planer, som førte mig derned, blev ændret en del, hvilket i sidste ende betød, at jeg ikke skulle blive dernede den planlagte tid ud. Jeg har jo tidligere skrevet en lille føljeton på ca. 10 afsnit om min tid i Botswana, men på utallige opfordringer vil jeg nu gå lidt mere i detaljer og skrive lidt mere om, hvordan jeg egentlig havde det og hvad jeg oplevede dernede.

Hele projektet strakte sig over 4 år fra 2009-2013 og startede med at jeg sammen med min daværende partner rejste til Zimbabwe og Botswana for at kigge på forretningsmuligheder. Efter mange overvejelser faldt valget på at vi skulle gå ind i byggebranchen, da markedet var for opadgående i Botswana, som var og er et land i en rivende udvikling.

Hele planlægningsfasen varede cirka et halvt år og det lyder måske af meget, men hvis jeg nu fortæller at der f.eks. var to labrador hunde, som skulle cleares til flyveturen. Sådan en proces tager tid men mere om det i et andet indlæg. Så skulle der bestilles container til indboet og det skulle besluttes hvad og hvor eget indbo, der skulle med på rejsen. Det var også nødvendigt at købe ind, for noget kan man slet ikke købe i Botswana, så vi havde lager med af mange ting, som f.eks. stearinlys, boligtekstiler og håndklæder, bare lige for at nævne noget:-)

Jeg ankom jo flere uger før flyttelæsset så det var noget med at leve i en kuffert og bare vaske og vaske indtil forsyningerne nåede frem. Åh, hvor var det en lækker dag, da containeren blev åbnet og jeg kunne indrette mit fremtidig hjem, ligesom jeg havde tænkt det hjemmefra. Jeg nød det den første tid, hvor alt var nyt og spændende og mit arbejde bare fløj der ud af med nye tiltag hver dag, samtidig ned at jeg skulle holde hånd i hanke med mine tjenestefolk og de andre ansatte firmaerne:-)

Jo, den første tid var rigtig god og spændende!

Vi vil gerne på safari – gensyn med Afrika. Mest fordi Rene aldrig har været på safari og har en drøm om, mindst  E N gang i livet at komme afsted, O G også lidt fordi jeg gerne vil vise ham det kontinent, hvor jeg boede i et par år:-) Nu ved jeg ikke om det bliver Botswana, vi rejser til for at komme på safari, for der er nogle kæmpestore parker i Sydafrika også, som skulle være ret spændende. F.eks. er der Krüger Nationalpark, som har alle ‘Big Five’ og jeg synes næste at vi skal gå efter at f dem alle at se, når nu det er Rene’s første gang. ‘The Big Five’ er jo Den afrikanske løve, Den afrikanske elefant, Afrikansk bøffel, Leopard og næsehorn! Jeg mangler kun at se løven:-)!!!

For god ordens skyld så skal jeg lige lå fast med ti-tommer søm, at når jeg skriver safari, så er det altså foto-safari og ikke noget med at skyde dyrene. Så er det på plads!!

Jeg har jo selv været på safari adskillige gange da jeg boede i Botswana, så for mig bliver det er særligt, kærligt gensyn med bushen og den der kildrende fornemmelse i maven, når vi leder efter de vildeste, af de vildeste dyr:-) Heldigvis tog jeg åndssvagt mange billeder, da jeg var afsted, så jeg tænker at jeg denne gang, K U N vil tage billeder af særlige situationer eller dyr, som jeg ikke har haft i linsen allerede, for det er altså federe ikke at se det hele gennem et kamera…

Hvornår skal vi så afsted??? Tjaaa, der er lige et par andre ting, som står på ventelisten også inden Afrika står for tur, men mon ikke det bliver indenfor de næste to års tid:-) Men derfor kan man jo godt drømme og planlægge, ikke?

Familien Max bor i bushen og de er mange i familien, sådan cirka 40+, altså mor og far, børn og børnebørn og måske et enkelt oldebarn nu:-)

Botswana er jo en del af mig og den livserfaring, som jeg bærer med mig resten af livet og ind imellem kigger jeg på de fotos, jeg har fra min tid dernede og kan ikke lade være med at tænke på hvordan de mon klarer sig. Men det gør de helt sikkert, for det er nogle stærke, gode mennesker, som har gå-på-mod og bærer hinanden gennem livet, qua deres familiemønster.

I dag var det billedet her af en flok dejlige, glade unge mennesker – hvide og sorte – med hver sin baggrund, som bragte mig ned ad Memory Lane.

De hvide kommer fra Danmark og har et liv som de sorte ikke engang har set billeder af og de sorte har et liv, som de hvide får ondt i maven over, men fælles for dem alle er, at de er glade for lige netop sit liv, ingen misunder hinanden det liv de har, men nyder blot hinandens selskab og det dejlige vejr. Men de hvide unge mennesker tog hjem til Danmark med et uudsletteligt indtryk printet ind i hukommelsen for evigt, af et liv som er M E G E T sværere end det de selv lever herhjemme og med nogle billeder på nethinden, som gav dem tårer i øjnene mens vi var på besøg derude i bushen.

Det er da også hårde betingelser, at hønen som man kan ane bagved gryden i køkkenet aka bålstedet på et af billederne, den høne havde fået brækket vingerne så den ikke forsvandt inden aftensmaden skulle tilberedes og den skulle spises. Ja, det virkelige liv kom tæt på!

Denne her familie – Familien Max – besøgte jeg ofte mens jeg boede dernede. Inden et besøg var jeg altid en tur i supermarkedet for at købe mad til dem, dvs. jeg købte majsmel til at lave sadza af til dem og slik til børnene, som ikke rigtigt havde smagt det før. Familien levede af at dyrke vandmeloner og sælge dem på markeder og i vejkanten og så af de penge, som de voksne børn tjente ved forskellige jobs inde i Gaborone City (et meget seværdigt link til en video fra byen) et par stykker af dem endda på kontor:-) Men der skal mange penge til, selv i Afrika for at mætte så mange munde hver dag og der kommer hele tiden flere børn i familien;-)

Når jeg skulle komme på besøg, ville de altid vide det et par dage i forvejen, for de skulle jo i bad først! A L L E S A M M E N!! Skulle det nu være nget særligt tænker du nok? JA, når man bor i lerhytter så er et bad ikke hverdags kost, ikke engang ugentligt får de bad og når det endelig sker, skal der hentes vand i spande langt væk fra og det foregår i en balje! Alle bader i en balje 40+ personer i alt – det tager timer…..

Men de er altid glade og ønske sig kun lidt tobak, nogle Pula og snoller til ungerne:-) Måske kunne vi lære noget…….

Safari og bush brunch i Botswana hænger uløseligt sammen. Jeg har for et par år siden fortalt det meste af historien om mit ophold i Botswana, men da jeg skiftede platform for længe siden gik nogle gamle indlæg desværre tabt og andre blev underlig, så jeg har forsøgt at genskabe/genfortælle nogle af mine oplevelse der nede fra. En af de mere specielle var en af de gange, hvor jeg var på safari med mine børn og vi skulle på Rhino Tracking!!

Først et par timer på safari og så et par timer med dejligt mad midt ude i bushen blandt de vilde dyr og det kan være svært at tro på, men man E R faktisk ret sulten efter sådan at have jagtet rundt i hælene på f.eks. et næsehorn eller et andet dyr, som leget gemmeleg med os:-)

Hvad tror I, guiden har i hånden?????? Y E S! R H I N O-S H I T!!! Næsehorns-lort, mmmmm, lækkert, lige op i ansigtet…..

De der guider i safari parkerne har en rimeligt underlig humor og ham her havde så brygget en historie om, at hvis man liiiige rørte lidt ved sådan en fætter der og måske lige sniffede den ind i næseborene en gang, så fik man ligesom færten af dyret og så kunne man nemmere lokalisere det og måske være så heldige at få det at se!!! Nu var vi jo alle hestefolk og vant til lugten af møg, men sådan noget næsehorns-møg stinker, lugter 20 gange stærkere end hestemøg, UFFF. Ingen af os tog imod hans tilbud, så det stod han ret alene med den dag:-)

Men afsted det gik i jeepen, for vi skulle finde et hvidt næstehorn med en nyfødt unge. Vi kørte i laaaang tid, så gik vi i laaang tid, i en lang række (og mødte en kobraslange på vores vej!) en spejder forrest og derefter en guide med gevær og bagest endnu en guide med gevær, scary faktisk! Efter noget nær 100 år fandt vi mor næsehorn og hendes unge og vi blev af guiderne dirigeret op mod vinden, så dyrene ikke fik færten af O S! Vi blev ved med at gå tættere på og til sidst var vi kun ca. 100 meter fra dyrene…Det var en fantastisk og meget speciel oplevelse at være 100 meter fra et af verdens farligste dyr!

Vi blev stående i 20 minutter (sådan et næsehorn er faktisk halvblindt og kunne derfor ikke se os tydeligt og troede måske bare vi var nogle antiloper:-)) og så blev der ellers fotograferet igennem. Tror seriøst vi tog 300 billeder af det samme motiv;-)

Efter vi havde fundet dyret var det tid til at køre tilbage til camp’en og der havde vi bestilt frokost i det grønne. Det var ellers lige noget andet en sådan en lille snoldet dansk madkurv med ternet dug og et par sandwich, skulle jeg hilse og sige.

En vild og flot dag med kæmpe oplevelser for os alle!

Lidt mere om arbejdsforholdene i Afrika. Indlægget i dag er blevet til, fordi jg tidligere har skrevet lidt i overskrifter om samme emne, men nu har jeg lyst til at fortælle lidt mere om mine egne oplevelser i Botswana.

Som jeg tidligere har fortalt, så har det jo selvfølgeligt gjort et kæmpestort og uudsletteligt indtryk på mig, at arbejde og bo i et land, som også huser nogle af verdens fattigste mennesker, til trods for at diamanterne har hjulpet landet meget hurtigere på vej mod velstand end mange af de andre lande under Sahara. Jeg føler virkelig, at jeg gjorde alt hvad jeg overhovedet havde mulighed for både menneskeligt og økonomisk for at hjælpe så meget som muligt, der hvor jeg mødte de lokale. Det første og mest naturlige sted at starte var jo med mine egne ansatte, både i virksomheden og i mit hus. Som jeg skriver i mit tidligere indlæg, så fik de, hvad vi herhjemme vil kalde ordnede forhold og hvad de kalder det vildeste luksus – ikke underligt at der stod en række friske fyre udenfor porten og søgte job dagligt.

Der er ikke noget Arbejdstilsyn i landet, som ser til at alt foregår uden fare og ulempe for de ansatte og at ingen arbejder 24-7 uden fritid. Det er ret vildt at ens ansatte aldrig går hjem, men bare venter indtil man kalder næste gang og de skal gøre et eller andet for én og så derefter får lov at tage for sig i køleskabet eller få madrester med hjem til familien eller bare få en flaske rent vand at drikke i stedet for at drikke direkte fra haveslangen…

Men det underligste af det hele er at de altid smiler! De er sgu så taknemmelige og glade hver dag og vil hente månen ned til mig, hvis jeg beder om det.

Min kontordame sad som en dronning på sin trone hver dag og tog telefonen og smilede og var så sød (mens hun solgte vores reservedele til dem hun kendte bag min ryg og stoppede pengene i lommen;-)) og havde aldrig haft så godt et liv, som efter hun fik job, uniform og blev behandlet som et ligeværdigt menneske. Hendes familie som bestod af mand og tre børn O G 50-60 flere som også nød godt af det, når jeg ryddede ud i mit tøj skab eller købte skoleudstyr til børnene.

Til gengæld er der så andre, som slider i det hver dag med f.eks. at flette de smukkeste kurve (har selv nogle med mig hjem og de er bare så smukke) og de kvinder gør det simpelthen fordi de ikke kan lade være – de elsker at flette og se arbejdet vokse mellem hænderne og at frembringe smukke ting. Jeg talte selv med nogle af dem og direkte adspurgt, svarede de at de faktisk ikke ville vide hvad de skulle lave, hvis de fik en ugentlig fridag for eksempel, for de havde jo gjort deres hobby til deres levevej.

Nu skal det ikke lyde som om jeg er en helgen, men jeg fortæller blot dette for at sætte nogle ord på, hvor meget det egentligt betyder for de lokale dernede, at vi ægte interesserer os for dem og hjælper dem ansigt til ansigt, i stedet for bare at sende penge til en organisation og ikke vide, hvem som får hjælpen. tænk lidt over det næste gang I sender penge afsted – hvis I spørger mig, så køb en flybillet og rejse selv derned og se til at dine midler bliver brugt, hvor de gør mest gavn!

Mere om Moden i Botswana i dag – fordi jeg kom til at se mine gamle fotos fra forskellige shopping centre og indlæg om tøj og ting fra min tid i Botswana igennem og fandt nogle sjove, som jeg aldrig har vist jer tidligere. Dette her første foto er taget i Stuttafords (som jeg også omtaler i mit gamle link her), som er en slags kopi af Magasin, som vi jo kender og elsker herhjemme. Selvfølgelig er der laaaangt til vore standarder, men jeg synes nu alligevel de gør det så ganske flot. For eksempel forhandler de 46664, som jeg er ret vild med. 46664 står for Nelson Mandela Foundation og så ved vi jo hvad det handler om:-) Som en del af projektet er der opstået en modelinje, som forhandles worldwide og får stor opmærksomhed overalt, hvor det vises. Det er også bare S Å flot og farverigt og jeg får simpelthen lyst til at købe det hele, hver gang eg støder på det ude i verden. Indtil nu har je dig sldrig set tøjet her i Danmark, men måske er jeg bare ikke vidende om det, så hvis I har set det her i lille Dk, så skriv lige, ik?

Nå, men læg lige mærke til måden tøjet bliver præsenteret på i butikkerne…De har sgu ret meget styr på det hele, synes jeg og så kan de farvekoordinere, så det er en fornøjelse;-) Det er for sådan en som mig, som er vant til sort, gråt, hvidt og nude farver en udsøgt fornøjelse og glæde at gå en tur i Stuttafords (lidt som at gå på kunstudstilling) for det er en O P L E V E L S E hver eneste gang. De skifter udstillinger hver anden uge og nusser og pusler om ginerne og podierne, som var det babyer.

Edgars er en anden stor kæde dernede. Minder lidt mere om en sammenblanding af H & M, Sinnerup og Zara… Ret fede ting de har O G farvekoordinerede, så det er en fryd for øjet. Det var i Edgars jeg købte babytøj til Esthers baby Hazel,da hun blev født mens jeg boede dernede. Esther var himmel henrykt over alt det lyserøde tøj, for hun havde jo kun Tsafadswa’s gamle blå tøj at give sin nye baby-pige på.

På gaden skinner det helt tydeligt igennem, at kvinderne i Botswana har flair for at klæde sig på. De er vildt sexede og meget feminine, med meterhøje stiletter (I L O V E I T!!) og stramme skørter. Jo jo, de ved skam hvordan en rigtig kvinde skal føre sig frem både til hverdag og fest!

Botswana er et land hvor det at være hvid er lig med at man har penge, mange penge, flere penge end en en sort mand nogensinde kunne drømme om at få. Sådan ser verden i hvert tilfælde ud fra en sort mands perspektiv:-)

At virkeligheden nok er en lidt anden, kommer han aldrig til at forstå og hans opfattele er da også logisk, når man ser hvordan de hvide i Afrika klarer sig i forhold til de sorte. I Botswana er det ud over de velhavende indfødte Batswana (flertal for Motswana, som er betegnelsen for en indbygger i Botswana), som styrer landet, Inderne og Kineserne som ejer langt de største virksomheder. Inderne bygger ejendomme og udlejer til virksomheder, mens kineserne står for detailbutikkerne. Der er oceaner af kinesiske butikker med alt muligt ragelse til ingen penge og afrikanerne lapper det i sig som slik i stedet for at spare pengene op og købe noget med en længere holdbarhed!

Når man så som hvid kommer til landet og starter en virksomhed op, som f.eks. et autoværksted og et byggefirma, så ser de på en som var man solen selv—-og det forpligter jo, i hvert tilfælde i min verden:-)

Hvorfor blev det også til et autoværksted?

Jo, som en del af planlægningen af flytningen til Botswana, skulle der lejes et hus og bil og mange andre praktisk ting, som letter hverdagen. Eftersom Botswana er et forhenværende engelsk protektorat, har man stadig venstrekørsel i landet, dvs. at bilerne har rattet i højre side! DERFOR importeres der vanvittigt mange biler fra England og Singapore til Botswana….og helt tilfældigt blev min første bil dernede en Volvo S60, importeret fra England og nu skal sådan en bil jo have service – og især i et land med subtropisk klima er der behov for at servicere sin bil, da både solen og varmen er meget hård ved bilerne.

Fra bilen blev købt og til jeg flyttede derned gik der 1 år tid og i den perioden blev bilen ‘passet’ af den lokale Projektleder og han er en økonomisk mand, så han fandt en mekaniker, som kunne reparere specielt Volvo’er, da han var udannet på det som svarer til Volvo Danmark, bare i Bots hvor det hedder Barloworld. Altså en meget kvalificeret mekaniker til jobbet – Dlamini er hans navn:-) Hans ‘værksted’ var under et akacietræ lige uden for byen på kanten af bushen!:-) Fantastisk, så lidt man egentligt har behov for…..

 Nå, men sådan kunne han selvfølgelig ikke arbejde, mente jeg og min forretningspartner og i løbet af et par uger havde vi lejet et lokale, som man kunne drive værksted fra, ansat 5 ‘mekanikere’, 1 kontorpige og en huspige til stedet. De var alle ellevilde og fik rigtige ansættelseskontrakter, arbejdstøj og gratis frokost, som jeg hentede til dem hver dag, sukker til theen og hygiejniske toiletforhold med rindende vand, ja, kort sagt, alt hvad vi har i Danmark, blot lidt mere simpelt, men stadig 8 niveauer op fra, hvor de var inden da…

Det var et sjovt og vildt projekt at sætte i søen, mest fordi det var mennesker, som var u-uddannede på nær en og som var meget fattige og som derfor først og sidst var interesserede i pengene og ikke sagen…Derfor var det også nødvendigt for mig at forholde mig til dem på en kontant og forretningsmæssig måde, så de ikke løb om hjørner med mig – og så gjorde de det alligevel hele tiden;-)

F.eks. med hensyn til sukker! Raffineret sukker er en luksus for dem og jeg købte jo bare et kilo sukker til fri afbenyttelse….Gæt hvad, efter 3 dage var det væk!!! ET KILO SUKKER til 8 mennesker, væk på 3 dage….crazy:-) Så holdt jeg et foredrag om sukker, om hvad sukker kan gøre af skade ved din krop og hvorfor man skal spise sukker med måde – det var som at slå vand på en gås!!! De grinede sig til mavepiner allesammen og fattede NUL …. Resultatet af den historie blev at sukker blev rationeret, øv…..

De fik betalt frokosten hver dag og jeg gjorde meget for at få dem til at forstå, at det rent faktisk var en del af lønnen, men den kobling forstod de heller ikke. Ej heller bruger man ur i Afrika og derfor møder man jo på arbejde, når vejret og transportmulighederne tillader det!!! Pisse anstrengende, når man man har kunder, som forventer at få sin bil kl. 15  en given dag og to ud af flokken ikke et mødt klokken 9, pga. blæst eller en punkteret bus. Nå, jeg opfandt så en regel, som hed at hvis man kommer for sent, så får man ingen frokost den dag! Det virkede!!!! Alle kom til tiden – kl. 7.00 sharp – derefter og var glade. Tror sgu bare de har brug for at man stiller nogle krav til dem og ikke ‘føler’ for meget….

Samtidig med at man skal være kontant, skal man respektere at Motswanaerne er nogle stolte folk, som man ikke skal undertrykke, men undervise og derved give dem styrken til at flyve selv bagefter. Det synes jeg faktisk lykkedes meget godt med de drenge og piger, som arbejdede på autoværkstedet for mig og jeg endte med at blive slags mor og mentor for dem alle, både arbejdsmæssigt og personligt og det var skønt at se dem blomstre og blive trygge og yde en indsats med stolthed:-)

Uhhhh, nu løber tiden igen af med mig og du skal endelig skrive, hvis der er noget du gerne vil have uddybet:-)

Botswana er på rigtig mange områder i en fantastisk udvikling, som jeg også har fortalt om tidligere, men på ligeså mange andre områder halter det altså gevaldigt. Her tænker jeg f.eks. også på hele det område, som hedder B Ø R N…

Altså lige fra at blive gravid, gå til jordmoderkontrol, fødslen, tiden efter, at opdrage sine børn, at give dem en uddannelse etc…

På grund af det generelle lave uddannelsesniveau og ringe oplysning om sundhed og kost tillige med den ofte dårlige økonomi hos befolkningen, er der ikke mange som ved, at man bør tage vitaminpiller under graviditeten og spise sundt og gå til kontrol hos en jordemoder. Der er heller ingen fokus på fødselsdepression, ernæring til spædbarnet, opdragelse af små børn og en bevidsthed om at uddannelse er vejen frem…

Da jeg kom til Botswana første gang i 2009 og grundlagde den første virksomhed dernede, mødte jeg jo selvfølgelig mange mennesker og blandt dem var en ung mand, Zodeck, som var født i Zimbabwe, men senere var rejst til Botswana for at prøve lykken for sig selv og sin kone, Esther, og nyfødte søn, Tsafadswa.

Da jeg kom tilbage for at bo fast i landet i 2011, var lille Tsafadswa lidt over 2 år gammel og en lille tynd og genert dreng, som stadig sad på ryggen af sin mor i et håndklæde. Men han var allerede da en klog lille fyr, meget interesseret i at lære og sad ofte hos mig på mit kontor og tegnede eller fik lov at skrive lidt på tastaturet på min pc. Noget af det bedste han vidste var, når jeg Skypede mine børn i Danmark, så kom han løbende og råbte “Miss Tina, Miss Tina, me talk”! – de lærte ham at tælle til ti på engelsk og synge sange, via Skype. Han var jo i huset hver dag, for Esther blev min huspige og Zodeck min chauffør og senere projektleder på byggeprojekterne og derfor lærte han hurtigt engelsk, som er hovedsproget i Botswana, selvom Shona er deres modersmål, fordi de er Zimbabwere…Modersmålet i Botswana er Setswana…

Snart blev Esther gravid igen og jeg havde en anelse om at grunden til at drengen var så lille og tynd (på billedet herover er han 4 år), var fejlernæring under både graviditet og efter fødslen, så jeg købte de nødvendige vitaminer til gravide til hende og sørgede for at hun tog dem hver dag, selvom hun sagde “Mam, I not ill”:-) Så måtte jeg jo forklare hende om fosterets behov og hendes egne også…Tror hun til sidst forstod hvad det gik ud på….. Zodeck forstod det i hvert tilfælde, men han var også skarpere end de fleste og var i gang med at uddanne til til ‘Projektleder’  – en uddannelse som ikke på nogen måde kan sammenlignes med den samme uddannelse herhjemme. Men han lærte at bruge en pc og sende og svare på mails, skrive regninger nåede han aldrig, så til den opgave havde jeg jo ansat Tuelo, min kontorpige:-)

Tilbage til Esther og babyen….Da Tsafadswa blev født vejede han 2500 gram, mens lille Hazel, som du kan se på de øverste billeder vejede 4200 gram! Nu siger jeg ikke at det er vitaminpillernes skyld, men mon dog ikke Esther og Zodecks nye viden har spillet ind?

Esther fødte Hazel på hospitalet, betalt af mig og lå der et par dage inden hun blev hentet hjem af den stolte far.
Amningen gik jo som den skulle og Hazel blev snart en rigtig lille tyksak, for der var mælk nok, hvilket hun ikke havde haft til drengen. Nu var han 4 år og hun gav ham stadig vælling to gange daglige – for nemhed skyld og fordi det var billigt:-(og uanset hvor meget jeg forklarede hende, at han skulle have ordentligt mad, lige lidt hjalp det og jeg gav han ofte kød og forsøgte at lokke grøntsager i ham, men han kendte det jo ikke og kunne ikke lide det….Alligevel voksede han lidt og jeg fik lov at give ham vitaminer som tilskud, så han i det mindste blev dækket ind på det område….

Jeg har fortalt og forklaret i timevis for Zodeck og Esther om vigitgheden af at deres børn får sundt mad og bliver uddannede og at det må komme før alt andet og jeg synes selv, at jeg var med ti at give Zodeck muligheden for at tjene pengene og få den viden som skulle til, for ham og hans familie, så de kan navigere den rigtige vej videre i livet….

Der er en spirende nysgerrighed i landet omkring sygdm og sundhed og bevidstheden om at børn skal fødes og leve og blive gamle er ved at få fodfæste, så jeg er fortrøstningsfuld på dette område, dog vil det tage tusinde år inden de til fulde forstår det og mange vil være syge og døde undervejs – her tænker jeg ogs på HIV/AIDS problematikken som er et helt kapitel for sig…

Når jeg fortalte om vores sundheds- og skolesystem, om vigtigheden af et godt helbred og en god uddannelse og følte jeg at jeg her igennem rørte ved dem og deres livs- og menneskesyn, hvilket fik mig til at tænke på om det overhovedet er godt for dem at vi blander os i deres måde at leve på????

Men jeg ved de klarer sig godt og nyder at tænke på det:-)

Botswana er som jeg tidligere har fortalt, et land i en rivende udvikling og grunden til at det går fremad (set med europæiske øjen) for landet og befolkningen ses på billedet herover…og hvad er dette???

Jo, det er såmænd en diamant-mine, set fra oven. Denne hedder Jwaneng og er Botswanas betydeligste og ejes af  Debswana, som er verdens største diamantvirksomhed og som stadig ejes af lander selv, altså ikke af udenlandske firmer, hvilket er ret vigtigt! Der er masser af miner i landet og mange af de andre producerer også godt, men den som trækker læsset er Jwaneng.

Minen åbnede i 1982 og er nu den rigeste diamantmine i verden. Den ligger i set syd-centrale Botswana, ca. 120 km vest for Gabs. Minen producerer 9.3 millioner tons om året. Mere specifikt for diamant-nørder, så producerede minen nu 11,5 millioner karat fra 2 millioner tons af sten i 2009, en fremgang man kan tage og føle på, ikke?

Dette er den altoverskyggende grund til at Boswana er er land i fremgang og at det går stærkt p.t.

Men nu gør rige diamantminer jo ikke arbejdet alene, for man skal jo forstå at forvalte de penge, som tjenes på den bedste måde for landet og befolkningen. Her har Botswana så heldigvis en fremragende præsident i disse år, Ian Khama, søn af den hedengangne Seretse Khama, som var den præsident, som fik landet sat fri i 60’erne og derfor lidt af en helgen i landet.

Han var en af tre ‘Chiefs’ – høvdinge – som styrede landet i begyndelsen efter frigørelsen fra England. Der er stadig mange hundreder ‘Chiefs’ i Botswana, men nu har de nærmest betydning som borgmestre eller politimestre i de forskellige byer om landsdele.

Men Ian Khama, den nuværende præsident er speciel på flere måder, bl.a. var hans mor hvid, britisk og skyld i at faren levede i mange år i England i en slags landflygtighed, da han ikke ville opgive sin kærligehed. Historien endte med at de kom til Botswana, fik Ian og levede lykkeligt. Ian Khama blev så som ung sendt til England for at blive uddannet og det er en væsentlig grund til at han i dag er i stand til at styre landet på en måde, som minder om den europæiske. Han har stadig stærke kontakter til Europa og sparrer meget med de forskellge kontakter.

Som du kan se på billederne herover bliver mange af de tjente penge brugt på byggeri og det var da også derfor jeg rejste derned i sin tid, for at bygge huse:-)
Det sjove ved bygge-boomet er bare, at der mest bygges til regeringen. Aldrig har jeg set så mange regeringsbygninger i forhold til antallet af indbyggere i et land, 2,1 millioner mennesker og der ligger regeringsbygninger overalt og de fleste mennesker arbejder enten for regeringen eller bankerne…
Det er vanvittige kontrakster man ser i Botswana, når man lever i landet i en længere periode…Jeg mener se de fine bygninger og se så landsbyerne…
– og ikke at alle bor i lerhytter, men de eksisterer stadig og bliver brugt!
Det er meget underligt at besøge nogen i en lerhytte som har en generator til at oplade mobiltelefoner med!

Nå, nok for i dag – spørg endelig ind til mine indlæg!

Botswana – fritidsaktiviteter og lidt om krokodiller.

Botswana er jo ikke et sted, hvor man har overvældende mange tilbud at tage, når det handler om fritiden:-)

Hvis man er så heldig, som jeg var, at have en pool i haven, kan man svømme sig en tur, hvilket jeg gjorde hver morgen og ofte også om eftermiddagen for at blive afkølet efter en lang og varm arbejdsdag…

Så kan man jo altid løbe en tur, MEN med de temperaturer de holder sig dernede, er det rent selvmord at løbe efter kl. 8.00 om morgenen og inden 19. 00 om aftenen. Før 8.00 om morgenen er det bedste tidspunkt, mens det er lidt farligt om aftenen, da det er tidligt mørkt og mange farer lurer i mørket…Så løbeture blev det ikke til, selvom jeg havde lyst til at prøve det og som du jo nok har læst her på bloggen, så kom jeg først sådan rigtigt igang med løberiet sidste år!

Motionscentre havde de også, meeeenn meget gammeldags udstyret og slet ikke noget for mig da klientellet ikke var kvinder ;-)!! Dog var der ET Gym, Ladies Gym, kun for piger, men her handlede det kun om vægttab og det er jo ikke lige mit behov, så jeg svømmede og klatrede og lavede mit Pilates og på den måde holdt jeg en vis form dernede:-)

ja, så er der sightseeing ud i landet, hvilket bedst egner sig til weekender og ferier, da afstandene er LANGE og tiden derfor bliver en faktor. Så i det daglige er der ikke mange aktiviteter at deltage i, medmindre man sel opfinder nogle – og det var der så nogle gæve folk, som havde gjort.

F.eks. var der to gange om ugen faste ture til toppen af Kgale Hill – et lille bjerg som ligger lige udenfor Gaborone City. Som der fortælles i linket, sker der ikke meget i Gabs, så disse ture var voldsomt populære:-)

Det skal også lige siges, at sådan noget med at motionere og løbe og alt der her, som vi europæere tager som den naturligste ting i verden og har gjort i mange år, er totalt nyt for Motswanaerne…De er det dovneste folkefærd i verden og GIDER ikke gå to meter efter noget som helst medmindre det er penge eller mad;-) Men efterhånden som internettet og tv har udbredt kendskaben til sund livsstil, er deres radioprogrammer og tv udsendelser fyldt med information på højde med den, vi fik via TV i 70’erne og 80’erne….Så langt bagefter er de på dette område og det var da heller ikke de sorte som var i overtal på turene op til toppen!

Nå, men turene til Kgala Hill var populære og jeg deltog da også et par gangge. Det gik simpelthen ud på, at man mødes for foden af bjerget og klatrer i en lang række op til toppen. Turen taget en lille times tid så du kan nok regne ud at det ikke er Gevinsten for at nå toppen var denne smukke, smukke udsigt, som jeg nød hver gang. Vandet som man kan se er den eneste sø i 1000 km afstand, Gaborone Dam, som blev brugt af sejlere!!! Der var faktisk sejlbåde på søen, believe it or not!
Men det var også en farlig sø, for der var masser af krokodiller og imens jeg boede i Gabs, blev 4 mand dræbt og fortæret under en tur på søen for at tage biologiske målinger, scaring as hell!!

Enjoy your day!

Botswana – safariparker i Gaborone er en lille mini-guide til et par seværdigheder med de vildeste dyr, hvis man skulle slå et smut forbi Botswana’s hovedstad på et tidspunkt:-)

Botswana, var selvfølgelig ikke kun hårdt arbejde- det var også fritid og skønne besøg hjemme fra Danmark flere gange, mens jeg boede dernede.
Især når der var besøg fra Danmark, blev der planlagt udflugter og kørt ture rundt om Gaborone City…

Det mest populære var selvfølgeligt safariturene til Mokolodi Game Reserve – den lokale safaripark – som havde næsten alle dyrearter i Afrika, med undtagelse af løver og elefanter, men dem har jeg set i Zimbabwe National Park ved Victoria Falls. Kunne dog godt have undt mine gæster at få samme oplevelse, men turen op til Vic Falls er lidt besværlig og blev derfor fravalgt…

Der er nu også så rigeligt meget andet at se på i Mokolodi, i hvert tilfælde når man er der for allerførste gang og aldrig i sit liv har set et vildt dyr i sine naturlige omgivelser:-)

Udover Mokolodi Game Reserve findes også Gaborone Game Reserve, som er en MEGET stor udgave af Givskud Dyrepark, hvor man kører i egen bil gennem den kæmpe park og kan gøre holdt ved grill-pladser, så man kan grille og spise sit medbragte mad – alt imens de vilde dyre og aberne hygger sig rundt om pladsen!!! Meget spændende og lidt skræmmende, at sidde og spise dejlig mad, mens 25 aber glor på mig og bare venter på at kunne stjæle maden!

Men tilbage til Mokolodi Game Reserve, som jeg nåede at besøge 6 gange imens jeg boede i Botswana og hver gang fik jeg nogle særlige oplevelser med mig hjem derfra…som f.eks. da jeg havde mine to yngste døtre på besøg og vi tog på Rhino Tracking, som går ud på at opspore og fotografere et næsehorn!

Dette her næsehorn som vi skulle finde havde endda en unge og det var derfor ekstra farligt og spændende at følge dets spor:-)

Lige i starten af turen præsenterede guiden os for næsehorns-pærer (ligner gigantiske hestepærer og lugter ca. 1400 gange så meget som hestepærer:-)

Han snupsede lige en prøve til os med de bare fingre, addddd!!!! Bare fordi han kunne og for at lade os fornemme duften af dyret, så vi nemmere kunne få færten!!??

Ja, og der var også  våben med på turen, men inden vi kom så langt som til at fortsætte til fods, måtte vi køre rundt i over en time i parken for at finde det friskeste spor af nærehornet, så vi ikke skulle gå for langt:-)

Da dyret var indkredset handlede det om at komme om op i vinden mod næsehornet, så det ikke kunne lugte os og da vi var det rigtige sted, blev vi alle gennet ud af bilen og skulle fortsætte til fods…En lille rask spadseretur på 1/2 tines tid – i flip flops og andet til lejligheden totalt uegnet fodtøj. Nu ved jeg hvorfor trekking skos er det foretrukne fodtøj i Afrika, selvom det er 45 graders varme!

Nå, men endelig fandt vi hende – det kæmpe store smukke næsehrn med sin unge:-) Efter en lang men spændende gåtur blandt de vilde dyr og utallige panikagtige scener, da vi alle var fuldstændigt forkert påklædt til safari;-)!!

Et utroligt og meget rørende og helt igennem fantastisk øjeblik, da vi så hende med ungen kun 25 meter fra os:-)

Ja, jeg kunne fortælle i timevis, men indlæggene bliver alt for lange, så jeg vælger at klippe i små bidder og når jeg engang er færdig med fortællingerne har du hørt det hele!:-)

Fortsat en rigtig god og dejlig, solskinssøndag til dig:-)

Botswana forekom mig ikke som et land, hvor man ville kunne købe værktøj eller haveredskaber eller andet til byggeri og bolig, så min overraskelse var naturligvis stor, da jeg stiftede bekendtskab med Builders Warehouse eller Bauhaus, som jeg hurtigt døbte det:-)

Som du kan se i linket, kan man købe ALT hvad vi kan her i Danmark og resten af Europa, indenfor den genre. Selvfølgelig er der forskel på hvad der er trendy her og dernede, men overordnet set, så er der samme muligheder for at købe hårde hvidevarer (omend kvaliteten ikke er noget at råbe hurra for), planter til hus og have, haveredskaber, hundeudstyr, maling, udstyr til camping i bushen (stor ting dernede!) gardiner, alt i pool tilbehør og selvfølgelig alt indenfor byggematerialer, baderumsindretning, og man kan sågar få tegnet et køkken, som så er klart til montering, når det leveres….

Det skulle da selvfølgelig prøves, for vores huse skulle jo bygges efter europæisk standard;-)

Jeg havde flere møder med køkkenfolkene i Builder’s og endelig efter mange forsøg, lod det til at deres tegner havde forstået opgaven. Hun har jo først lidt skeptisk over at jeg havde nogle specifikke ønsker om f.eks. måden køleskabet og komfuret skulle placeres i forhold til vasken og at der skulle tages hensyn til hvor el-stik blev placeres ud fra behovet på køkkenbordet også videre, som vi jo gør herhjemme…Det syntes fuldstændigt unødvendigt for dem, at tage sådanne nogle hensyn, for hvis man mangler strøm trækker man da bare endnu en ledning, som eventuelt kan ligge henover køkkenbordet eller gulvet, så både børn og dyr kan bide i dem eller på anden vis få stød….

Men efter lidt forklaringer fangede hun budskabet, som sagt, og det første køkken blev bestilt – med 6 ugers ventetid og uden at hun nogensinde var ude på byggepladsen og faktisk SE det rå køkken rum. Det bruger de bare ikke, altså det der med at tage ud og måle op!

Det var ellers ikke fordi de havde mange ordrer i den afdeling, at det skulle tage 6 uger, men simpelthen fordi det jo taget en krig for dem at finde ud af , bare hvordan pladerne skal vende og drejes inden de skære sop. Alt bliver vurderes og overvejet 500 gange inden man handler og så kan det godt være at man alligevel venter til i morgen, så endnu en kollega lige kan tages med på råd – Herre Jemini, nogle gange var jeg ved at få spat, indtil jeg huskede, at det jo var MIG, som havde valgt at leve i DERES land;-)

Nå, køkkenet blev leveret og sat op og selvfølgelig passede det ikke, så der måtte en ‘tømrer’ til at få det helt i orden og så var det stadig ikke helt godt nok efter vores standarder…Men de nye ejere var ‘over the moon’ over det køkken. Især den kvindelige del af parret, var helt ofrtabt og grinede og lovpriste mig, for di jeg havde en god smag, for det var præcis som hun havde set i bladene??!!! Hvilke blade? Jo, de Sydafrikanske ‘Bo Bedre’-blade, som alle kvinder læser dernede…..

Jeg blev faktisk glad over at få rosen, for jeg havde lagt meget arbejde og megen pædagogik i det  køkken:-)

Dette var endnu en snas fra mit Afrikanske Eventyr og jeg vender til bage med flere fortællinger efter en velfortjent Påskeferie i mit Skagen:-)

Kan du have en helt igennem fantastisk og afslappende Påske – nyd den!!

Botswana er som jeg skrev i et tidligere indlæg, et land i en rivende udvikling…Der bygges og projekteres som ingen sinde før i et afrikansk land – lidt ligesom i Dubai….

Men ting tager tid i Afrika, hvor alt byggeri foregår på den helt gammeldags facon med E N mand og E N skovl. Dog har de faktisk gravemaskiner, men de erstatter jo snildt 15 mands arbejde i en uge, så de bruges kun nødigt og under tidspres ( – som ikke er et ord de kan stave til, endsige har oplevet ret tit;-)). Huset på billedet nedenfor er det hus, der var ved at blive bygget lige på den anden side af min baghave og som kun liiige var startet den første gang jeg så mit hus i foråret 2011 og som stadig ikke var i nærheden af at være færdigt og klar til indflytning, da jeg rejste derfra i 2013! Det er så lang tid den slags tager:-)

Mit gæt vil være at det måske – kun måske – var færdigt inden jul 2014…..

Sådan et hus-projekt tager sin form lidt andeledes end vi er vant til her fra Danmark, idet man ikke umiddelbart starter med at støbe soklen og så ellers går derfra, nej, man starter med at bygge en mur hele vejen rundt om grundstykket, som nok ses bedre på billedet længere nede…

Nå, men hvorfor muren først? Jo, for når byggematerialerne til selve huset begynder at ankomme, så er der brug for en vagt ved porten døgnet rundt, så intet bliver stjålet (at vagten så selv snupper lidt hist pist, der er bare hvad man må forvente;-)) og det er jo lettest at bevogte noget, hvor indgangen er lille, ikke?

Med muren oppe og vagten installeret i et shelter eller lille blikskur i et hjørne på grunden, kan udgravningen til sokkelen tage sin begyndelse og her er det så at det er godt at have en lastbil. En lastbil er alt hvad der har et lad, uanset størrelsen, så kan de bruges til transport af et eller andet og er i høj kurs. Enhver fremadstræbende afrikaner med en lille smule drive, har en truck, så han kan køre med varer om ikke andet så for andre og tage sig lidt betaling for det…

Vores truck blev brugt til ALT – også til at hente arbejdere i hver morgen ved den store rundkørsel ind til udstykningsområdet. Der skal cirka 10-15 mand med hver en skovl til at grave ud til sådan en sokkel, men så tager det også kun et par dage;-)

Hvis du undrer dig over om man bare sådan må bygge hvor som helst og hvad man lyster, så er svaret NEJ, det må man ikke. De er meget strikse og det er ikke så få huse, som er blevet jævnet med jorden, fordi Building Permit ikke var i orden. 

Det meste af seancen med at skaffe byggetilladelse klares med lidt ekstra Pula til inspektørerne og lidt snilde og slesk tale kommer man lagt med, så det er oftest kun en formssag, hvis man følger spillereglerne (som er korrupte), men mere om det offentlige system en anden gang. Mind mig også gerne om at jeg skal huske at give dig fortællingen om dengang jeg blev stoppet for speed-driving og blev snydt lidt;-)

Midt i billedet herover kan du se førerhuset på vores ‘truck’ og stor er den bestemt ikke, men den har fragtet meget byggemateriale og mange mænd til og fra arbejde hver dag:-)

Botswana har en af verdens hurtigst voksende økonomier i øjeblikket og det ses og opleves meget tydeligt, når man bor og arbejder i landet. Det bygges overalt, beboelsseshuse- og ejendomme, kontorbygninger. Infrastrukturen vokser og breder sig langsomt, men sikkert. Men på trods af den store fremgang for landet (nogle vil endda sige, at det er negativt!) er de stadig 50-75 år bagefter vores udvikling her i Europa og derfor er befolkningen jo også stadig meget fattige, set med vore øjne. 

Nu er det så faldet nogle for brystet at jeg tidliger har nævnt, at jeg havde tjenestefolk, men jeg boede dernede….

Helt ærligt, så var det enormt svært for mig, overhovedet at skulle ansætte gartnere, huspiger, pool-guys, chauffør og så videre, til at begyde med, men Chigombe belærte mig at hvis jeg som hvid ikke ville have tjenestefolk, ville jeg blive betragtet af de indfødte som nærig eller endda underlig og lidt et dårligt menneske. Sagen er nemlig den, at for hver ansat man har, så hjælper man jo rent faktisk en hele familie med at få mad på bordet og tøj på kroppen – ham/hende jeg har ansat er måske den eneste person i hele familien, som har fast arbejde.

En af gartnerne for eksempel, cyklede ti kilometer hver dag på en cykel med kun E N pedal, for at arbejde for mig, med at vande have, hakke ukrudt og feje og alt muligt andet forefaldende. Vandingen alene tog 4-5 timer hver dag, da det foregik med en vandslange U D E N vandspreder og så er der altså langt rundt, når alt skal vandes grundigt på grund af tørken. Men i haven var græsset også altid grønt – det var meget prestigefyldt at have en grøn græsplæne, for det var jo et tegn på at man havde en gartner gående kun til at vande, næsten:-)

En chauffør er et must, når man er ny-tilflytter til et så anderledes land. Det er praktisk taget umuligt at finde rundt, for de bruger jo ikke vejnavne, men område- og udstykningsnumre, dvs. Plot 32431 Dikgosi Drive i Extension 5 i Phakalane.…der boede jeg! Øhhhh, det er sørme ikke let at finde tilbage til når vejskilte er meget undervurderet, så en chauffør havde jeg også. Efter 1/2 års tid begyndte jeg selv at køre rundt, men skulle jeg noget på et officielt kontor eller ude i bushen eller i et område, jeg ikke havde været i tidligere så var det altid med chauffør, både som stifinder og som vagt.

Min huspige (på billedet øverst), Esther, var gift med chaufføren og de havde lille Tfadswa og fik Hazel mens jeg boede dernede. Esther kom hver dag og fejede og støvsugede (der er en helt fantastisk historie om at lære hvad en støvsuer er, men den får du en anden dag), støvede af og ryddede op, redte senge også videre. Nu tænker du nok at vi var nogle svin, siden det var nødvendigt, men du må forstå, at husene ikke har døre og vinduer, som lukker tætte som i Danmark og derfor blæste der hele tiden fint, rødt Kalahari-støv ind ad alle sprækker og lagde sig som et fint lag overalt. 

Til at begynde med vaskede hun også alt tøjet i et badekar med håndkraft som herhjemme for 50 år siden. Jeg undrede mig fra mit første besøg over hvorfor alle husene havde mindst E T badekar ofte to-tre tykker og her fik jeg så forklaringen. De elsker at gå i karbad, det er simpelthen den måde de altid har badet på og brusebad er stadig ret nyt for de fleste…Yderligere bruger de så badekarrene til tøjvask – tænk dig at sidde og knæle timevis nogle dage over en badekar kant, av av av….og derfor købte jeg som en af første store ting en vaskemaskine!!! Det krævede så også lige lidt instruktion, men Esther er en kvik pige og hun lærte det lynhurtigt, så nu skulle hun kun hænge tøjet ud på tøjsnoren hver dag. 

Sådan en maskinfuld tøj med både jeans og t-shirts tørrede på under to timer!!!! Hvad skal man så med en tørretumbler?

Botswana – lige efter ankomsten – har jeg kaldt dette indlæg, som handler om hvordan det hele hurtigt tog fart så snart jeg var landet i Botswana, nærmere bestemt i Gaborone City, som er hovedstaden med ca. 230.00 indbyggere – dette er det officielle tal, men uofficielt regner man med det dobbelte, idet der er ufatteligt mange illegale indvandrere fra nabolandene til alle sider – især fra Zimbabwe.

Straks dagen efter at jeg er landet er det afsted til Immigration, for at stå i kø i et par dage, så jeg kunne få mine papirer med opholdstilladelse . Det vil sige, som hvid står man ikke selv i kø, men man betaler en pige for at stå i køen for sig  i et par dage og så ringer hun, når det er min tur! Det er bare sådan man gør dernede….Hos Immigration skulle jeg søge om Permanent opholdstilladelse i  5 år og den proces tog så frem til februar året efter, men så måtte jeg også bo og arbejde i landet indtil 2017:-)

Nå, men, der gik jo cirka 6 uger inden containeren med mit indbo landede udenfor huset og møbler og alt det andet kunne bæres ind og stilles på plads. Allerede i sommeren 2011, altså nogle måneder inden jeg rejste derned permanent, havde jeg lejet et hus med air-con, pool og masser af plads, da jeg godt vidste at det ville blive noget stramt at være væk fra mine kære i Danmark og derfor skulle have mulighed for at invitere gæster, som så kunne bo hos mig.

Mens jeg ventede på indboet, blev der arbejdet og byggefirmaet blev kørt tilbage på det spor, som oprindeligt var tænkt fra begyndelsen og midt i al virakken omkring indflytning, research efter egnede steder at lufte to danske labradorer uden at de skulle blive ædt eller skadet af eksotiske dyr, så gik den Volvo, som var købt til firmaet, selvfølgelig i stykker.

Hmmm, hvad gør man så i Botswana, når det eneste sted de har reservedele er møgdyrt og har ugers ventetid? Jo, man kender da lige en mekaniker, som er specialist i Volvo, men som desværre ikke aner en klap om papirarbejde og derfor ikke huskede at betale husleje og børnepenge, så hans værksted var nu under et Akacietræ i bushen, ca. 4 kilometer udenfor Gabs (Gaborone City).

Han viste sig faktisk at være ret dygtig til sit håndværk og det var jo synd for ham, at han ikke havde muligheden for at drive et rigtigt værksted, som kunne være et rigtige godt alternativ det det store, dyre sted som de lokale ikke havde råd til at besøge, så hvad gjorde sådan nogle naive danskere så (læs: jeg synes ikke det var en god ide og havde en mistænksom følelse i maven!)? Vi lejede da et værksted og skaffede reservedele fra Sydafrika, ansatte 6 mekanikere, dvs. et par udlærte og nogle håndlangere og en kontordame:-)

Så ejede jeg pludseligt et Volvo værksted og var både iværksætter og daglig leder på et noget anderledes projekt – men naturligvis med hjælp fra mere bil-kyndige end jeg selv;-)

To be continued….

Botswana – den korte fortælling om en lang oplevelse! Hvad skulle jeg egentlig der? Altså, lige bortset fra at få lov at klappe et af verdens farligste dyr….

Jeg er blevet opfordret både på mail og i kommentarfeltet her på bloggen til at fortælle lidt mere om, hvad jeg egentligt lavede i Botswana og det deler jeg da meget gerne ud af, så her kommer et laaaangt indlæg, som bliver det første af nogle stykker, for fortællingen kan ikke skrives i et enkelt indlæg er jeg bange for –  og man må gerne spørge ind….;-)

Allerede i 2009 rejste jeg for første gang til Botswana– fremadrettet forkorter jeg til Bots for nemheds skyld og fordi det er hvad de indfødte kalder sit land – sammen med min daværende partner, som havde en fortid som Danida-udsending på et pumpeprojekt i Zimbabwe – forkortes til Zim som også er den lokale slang – tilbage i tiden til dengang Mugabe smed de hvide farmere ud af farmene og landet…Fra den tid havde han stadig lokale kontakter og besøgte dem af og til, ligesom de også var på besøg i kolde Danmark. Gennem en af de kontakter fik vi at vide, at nabolandet til Zim, Botswana, var i en rivende vækst, da man nu havde fundet ud af at udnytte de penge, som man tjente på landets enorme ressourcer af diamanter, på en mere optimal måde, sådan at levestandarden i landet rent faktisk pt. er den højste på kontinentet pr. hoved.

Denne medgang for landet betød at der var mangel på boliger og på udenlandske investorer, som var interesserede i at være med til at forme landets fremtid og lære fra sig til de lokale. Med en viden i bagagen rejste vi nysgerrigt ned for at sondere terrænet, uden en egentlig plan, men alligevel med tanken på, at starte noget op, som kunne være en hjælp til de lokale og en udfordring til os selv.

Bots er et dejligt land, varmt og tørt, men dejligt alligevel og befolkningen er jo glade og tilfredse. Man ser ikke rigtig nogle som tigger, men masser af fattige selvfølgelig – de er bare fattige på en værdig måde. Da det meste af landet består af Kalahari ørkenen, er der ikke meget land tilbage, som er beboeligt og derfor er befolkningstætheden blandt verdens laveste. Tørken og ørkendannelsen er de største trusler mod befolkningen og hvert år oplever man at lidt mere Kalahari-ørken kommer flyvende ind over byerne – så er alt rødt af sand og sindssygt tørt og man får det dårligt at af gå ud.

Nå, men tilbage til mine grunde til at tage til Bots og hvad jeg lavede dernede.

I løbet af de uger jeg var i Botswana for første gang, blev det besluttet at vi skulle starte et byggefirma op dernede, som skulle bygge huse til middelklassen, som havde fået penge mellem hænderne og gerne ville have rigtige huse bygget af mursten. Chigombe, den lokale kontakt, som kendte landet ud og ind og selv drev en pumpefabrik i Zim, skulle være projektleder med støtte fra Danmark aka os, via Skype, mail og telefon. Et selskab blev stiftet med os begge som ejere og det første stykke jord blev købt. Vi lavede projektplaner for byggeriet af et hus, ned til mindste detalje, så Chigombe ikke skulle have for mange ubekendte hen ad vejen, for selv om han drev virksomhed i forvejen, så er det stadig Afrika vi taler om;-)

Det første år var jeg dernede et par gange i ferier og checke op på om alt gik efter planen, for der var jo immervæk investeret nogle Pula/kroner i projektet, som både var til indkøb ad byggematerialer og lønninger og husleje til det hus, som Chigombe havde stående til fri afbenyttelse når han var i Bots for at arbejde med hus byggeriet. Til info koster en Pula 0,60 DKK, så ting koster altså også penge dernede….

Det gik laaaangsomt med byggeriet, som det jo gør i Afrika og pengene strømmede ud af kassen til husleje og lønninger til arbejderne. Beslutningen blev taget om, at vi ville pakke vores sydfrugter her i Danmark og rejse derned for at arbejde med projektet selv og få sat lidt europæisk skub i tingene, so to speak;-)

Som sagt så gjort og efter en meget lang forberedelsesfase, som bl.a. indbefattede at to hunde skulle rejse med derned (en fortælling i sig selv), en 40 fods container skulle pakkes, vi skulle søge om opholdstilladelse i Bots og meget mere, så rejste jeg af sted i november 2011.

Fortsættelse følger…