Kan man blive lykkelig, sådan rigtigt??

Ja, det tror jeg faktisk på og jeg fik det så lige op og vende igen, da jeg genlæste artiklen her.

Artiklen siger godt nok, at vi skal glemme alt om at være lykkelige, sådan i den gængse forstand, hvor vi betragter Lykken som noget vi kan opnå ved at lave overspringshandlinger, som at læse sig til hvordan man bliver lykkelige eller spise piller for at blive lykkeligere….Det er jeg for s vidt enig i og jeg tror på at man skal arbejde lidt for at komme til at føle Lykke…

Men at være lykkelig er nok ikke det der store sus, som mange går og venter på, sådan et slags kæmpe lys eller voldsom følelse, som overmander dig og lige i samme sekund så ved du aller inderst inde, at N U er du lykkelig og den følelse vil så vare livet ud. Nej, sådan tror jeg ikke på at Lykken viser sig, snarere noget i retning af det som Aristoteles sagde: “Happiness is a life lived according to virtue”.

Altså, at et lykkeligt liv kommer af, at man lever et ordentligt liv.

Den er jeg helt med på! – og når man levet det ordentlige liv, så føler man Lykken omkring og i sig i sin hverdag og i de ting man oplever og foretager sig.

Jeg er dog også helt med på tanken om at Lykken kommer i glimt og når man ikke lige venter den…du ved, man sidder der midt i noget eller sammen med nogen og lige pludselig får man denne der helt fantastiske følelse af at dette her øjeblik, det er uvurderligt, det bliver aldrig gentaget, det skal jeg passe på og bære med mig:-) Har du aldrig følt det sådan??

Men Lykken kan man jo ikke opnå uden dens kedelige modstykke, nemlig ulykke, sorg og modgang, som vi allerhelst er foruden, men hvis ikke de trælse ting sker i vores liv indimellem, så kender vi jo ikke forskel og kan ikke mærke eller vide hvordan Lykken føles, når vi har den hos os, vel?

Jeg tror også, at man skal passe på med hele tiden og gå og mærke efter hvor man er på Lykke-skalaen og så kun stille sig tilfreds med at være på en 10’er hele tiden. Lykken varierer men den er der hele tiden – hvis man vil den♥