Ja, vi er rejst til Spanien!
Ja, vi er rejst til Spanien! – og jeg føler, at jeg lige har lyst til, at give livstegn fra mig hernede fra. Der er nemlig flere, som har udtrykt ægte bekymring for, om det nu også var en klog beslutning af os. Alså at flyve til Spanien.
Efter grundig overvejelse
Lad mig først sige, at vi overvejede det virkeligt grundigt og var faktisk klar på, at måtte aflyse helt op til afrejsedagen, hvis situationen ændrede sig drastisk hernede. Det gjorde den så heldigvis ikke og vi tog afsted for nogle dage siden. Læs også mit indlæg om hvordan vi krydsede fingre, for at corona ikke udviklede sig værre end den er nu.
Selve turen herned gik så fint. Vi bar mundbind under hele turen. Man har dog lov til at tage det af, når man skal spise eller drikke, både i lufthavnen i Danmark og på flyene undervejs. I lufthavnen i Amsterdam, hvor vi altid mellemlander, var det selvfølgelig også med mundbind hele tiden.
Det at bære mundbind hele tiden vænner man sig hurtigt til og det tjener jo ens eget og alle andres bedste i den sidste ende og så giver det fint mening for mig.
Hernede i Andalusien har der været omkring 50 nye smittede per 100.000 indbyggere de seneste 14 dage. Til sammenligning har der i Danmark været omkring 30-39, som jeg kan læse det på statistikkerne. Så ved jeg godt, at tallene stiger hernede for øjeblikket, men jeg kan så fortælle, at de restriktioner man arbejder med er noget skrappere end dem vi har tumlet med i Danmark. I kan læse mere om de forkellge restriktioner lige her. Den side, samt SSI.dk har jeg gennemtrevlet de seneste uger, kan jeg fortælle.
Vi bor på Bjerget og alt det med mundbind
Vi bor jo som I ved, oppe på et bjerg med udsig til både Middelhav og de andalusiske bjerge. Vores hus ligger i en urbanisation med 30 huse i alt og vi er for tiden de eneste, som er her. Vi er helt alene heroppe og så er det jo svært at blive smittet med noget som helst.
Selvfølgelig skal der købes ind nede i byen, men det klarer jeg alene, med mundbind og handsker på. Ved indgangen til supermarkedet står der vagter, som sørger for, at selv de handsker man har på, bliver afsprittet inden man begynder at røre ved varerne.
Hvis vi vil på cafe eller restaurant er det på med masken fra vi står ud af bilen og hen til cafeen, hvor vi så må tage den af, når vi har sat os ved et bord. Når man går ture er det med maske på. Kun hvis man løber eller cykler eller træner på et strand gym, må man lade masken hænge uder hagen. Alle personer fra 6 år og opefter SKAL bære mundbind fra i dag, hernede.
Restriktionerne i Andalusien
Generelt er alle diskoteker, spillesteder, dansebarer m.m. lukket helt ned stadigvæk, ligesom i Danmark. På restauranter og cafeer skal der være 1,5 m mellem bordene og der må max være 10 personer i et ‘selskab’. Alle restaurationer lukker kl. 01.00, noget lig Danmark.
Så er det desuden forbudt at indtage alkohol i det offentlige rum, dvs. på stranden og i gaderne, medmindre man sidder på en strandcafe eller bar. Man må heler ikke ryge i det offentlige rum, hvis ikke man kan overholde 2 meters reglen.
Der vanker kæmpebøder, hvis man ikke overholder reglerne. Dette gør jo, at alle passer på alle og ingen snyder, for ingen ønsker at blive peget fingre ad, som den der ikke passer på andre.
En meget vigtig ting at tage med i overvejelserne om at rejse herned er det faktum, at når man opholder sig udendørs, er der meget mindre risiko for at blive smittet, selv uden mundbind. Jeg har hørt at det er 20 gange vanskeligere at blive smittet udendørs end indendørs.
Derfor tror jeg på, at der kommer styr på smitten, også i Spanien, inden ret længe.
Vi er allerede på plads og nyder det hele
Nu tænker I nok, at det så må være super kedeligt at være hernede, når nu man ikke kan gøre som man plejer…. Det frygtede jeg selv at det ville blive, men det er slet ikke tilfældet. Vi er indtil nu mere herhjemme i huset end vi plejer og det nyder jeg faktisk. Vi har det hele for os selv og da vi har 30+ grader hver dag, foregår meget af tiden ved poolen, skiftevis med skyggen.
Jeg har fået bagt rugbrød (medbringer altid et par poser færdig rugbrødsblanding hjemmefra) og vi har været på planteskole og har fået købt planter og krydderurter, som allerede er plantet ud. Nu er her som her skal være og som vi kan lide det. Nu kan vi nyde det hele og solen og glæde os over, at vores sommer er blevet forlænget med en måned.
Hvad med forsikringen?
Hvad med forsikringen? Ja, altså vores forsikring dække præcis som den plejer, UNDTAGEN corna relateret sygdom. Hvis vi bliver smittet og syge af corona, skal vi på det offentlige hospital, medmindre vi selv vil betale for privathospital. Men hvis vi brækker et ben, så er det privathospital og hjemtransport og hele pibetøjet.
Øvelsen går så på IKKE at blive smittet og syge, mens vi er hernede og det tror jeg på, at vi klarer. Så snart vi lander i Danmark igen, bliver vi testet i lufthavnen og igen efter 3-4 dage. I den periode er vi selvfølgelig i karantæne derhjemme på Sandgaarden.
Nå, det blev lige lidt langt, men jeg føler at det er lidt vigtigt, at få sendt et budskab til alle de, som er bekymrede derhjemme. Vi er IKKE rejst med hovedet under armen og tør godt anbefale andre, at rejses herned, som det er nu. Bare overhold de lokle og nationale restriktioner, så er I passet godt på.
Vi føler os faktisk mindre udsat for smitte her i Andalusien, Spanien – end da vi var hjemme i Danmark.
Ja, vi er rejst til Spanien! Synes I, at vi er uforsigtige?
Skønneste mandag til jer alle!
One Comment
Pingback: