At beslutte at være hjemmegående contra karrieren – let eller svært valg?
At beslutte at være hjemmegående contra karrieren – let eller svært valg?
Dengang for mere end 30 år siden hvor jeg tog beslutningen sammen med pigernes far, var det er relativt let valg. Vi ønskede for vores bøn, at de skulle have en tryg og fast base og altid vide hvor H J E M var mens de voksede op – og som sagt så gjort…Det er en beslutning, som jeg både er stolt af og som jeg aldrig, aldrig nogensinde har fortrudt i forhold til mine børn, men i andre forhold har det da kostet mig lidt på flere måder.
Allerede dengang var vi kvinder jo godt ude på arbejdsmarkedet, men det var allerede ret moderne at gøre ‘karriere’ som kvinde, så jeg måtte da ofte svare på spørgsmål om hvorfor jeg havde valgt karrieren fra…Det var da lidt trælst at skulle forholde sig til, når nu jeg var så glad for mit ‘job’. Det hjalp så en hel del, at de fleste af kvinderne i vores omgangskreds også gik hjemme hos børnene, så det var jo meget accepteret, i hvert tilfælde i vore kredse. Jeg er selv vokset op med en mor som gik hjemme indtil vi tre søskende var teenagere og det var derfor helt naturligt for mig at gøre det samme, uden at jeg af den grund følte mig mindre værd – ikke i de første år i hvert tilfælde.
Pigernes barndom og tidlige ungdom gik jo med skole og sport og så har jeg jo altid haft kreative interesser ved siden af mit ‘job’ som husmor. Jeg syede og strikkede, lavede det meste mad fra bunden og gik ikke af vejen for at male køkkenet og lige sy nye gardiner, hvis det skulle være. Vi havde heste på rideskolen ( og senere flyttede vi på landet i en periode), hunde og mange andre husdyr. Jeg startede selv med at dyrke sport hver dag sådan lidt seriøst, da jeg fyldte 30 år fordi jeg havde læst, at det er fra man har født sine børn og fremad at det er mest påkrævet, så min tid var fuldt ud besat hver dag og jeg har ikke kedet mig E T eneste sekund af alle de år.
Da pigerne blev store skolepiger begyndte jeg dog at føle, at det strammede lidt, at gå der hjemme og søgte og fik forskellige lederstillinger i butik og andre steder, samtidig med at jeg involverede mig meget i Autismeforeningen og på rideskolen, for ligesom at gøre noget fornuftigt med min tid. Jobbene virkede bare aldrig rigtigt for mig, for pigernes far var selvstændig og meget væk hjemmefra, så jeg stod for det meste med det hele selv i hverdagen, hvilket gjorde det umuligt for mig at passse selv et halvdags job.
Så hver gang skete det samme: Jeg fik jobbet, kløede på med krum hals og måtte så give op efter 3-4 måneder for det meste, for selv jeg har kun 24 timer i døgnet!! Jeg vidste hvad jeg kunne – og kan – så det begyndte efter nogle år at frustrere mig, at jeg ikke blev respekteret så meget, fordi jeg ikke havde en karriere (tiderne havde jo skiftet en hel del til fordel for ‘Karriere-kvinderne’). Omvendt kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til at træffe det valg at mine børn skulle overlades til sig selv eller en hushjælp, så jeg fortsatte med mit hjemmegående liv endnu nogle år, faktisk helt indtil den yngste var 15 år, hvor jeg traf et sindssygt svært valg, som har påvirket resten af mit liv indtil nu og mine pigers liv ligeså……
Hvis du har lyst, så følg med:-)
t u n g e n l i g e
2 Comments
Pingback:
Pingback: