Pausen er slut!!

For jeg vil rigtig gerne være her og jeg har tænkt en del over, hvordan jeg egentlig har lyst til at være her. Men også over, at jeg i en periode på de sidste 3 1/2 måneder slet ikke vidste, om jeg ville vende tilbage…

For min pause fra bloggen var ikke planlagt. Den opstod, fordi livet pludselig krævede næsten alt, hvad jeg havde at give. Begge mine forældre kom på plejehjem med kun 4 1/2 måneders mellemrum. Det var en stor omvæltning for dem, men også for mig, min mand og børn og mine søskende, ja, for hele familien. Der var mange praktiske ting, der skulle tages hånd om, og det sammen med den følelsesmæssige del, der fyldte rigtigt meget for mig.

At opleve sine forældre blive ældre og få brug for mere hjælp er en del af livet. Det ved jeg godt. Men det gør det ikke mindre svært, når man står midt i det. Der var bekymringer, beslutninger og følelser, som ikke bare kunne lægges til side. Og samtidig havde en af mine døtre også sine udfordringer i livet, en svær periode, hvor hun havde brug for mig.

At være stærk for andre

Jeg ville gerne være der. Både som datter og som mor. Men når man forsøger at være stærk for dem, man elsker, kan man indimellem komme til at glemme sig selv lidt undervejs. Det hele blev ganske enkelt for meget. Jeg havde ikke overskuddet til også at skrive og dele. Ordene var der måske et sted, men jeg kunne ikke rigtig finde ind til dem.

Derfor blev jeg stille.

Og jo længere tid der gik, desto mere begyndte jeg at tvivle på, om jeg overhovedet ville vende tilbage til bloggen. Ikke fordi jeg var holdt op med at holde af den. Men fordi jeg ikke vidste, om jeg stadig havde noget at sige, eller om bloggen stadig havde en plads i det liv, jeg stod i nu. Men langsomt begyndte lysten til at skrive heldigvis at vende tilbage.

Ikke nødvendigvis lysten til at være synlig hele tiden eller til at følge med i alt det, der foregår på sociale medier. Men lysten til ordene. Til eftertanken. Til at sætte ord på livet, sådan som det føles indefra.

Jeg elsker stadig at skrive

For jeg elsker stadig at skrive. Jeg elsker at skrive om de tanker, der ikke altid bliver sagt højt. Om de små erkendelser, der kommer snigende midt i en helt almindelig hverdag. Og om alt det, der måske ikke ser så stort ud udefra, men som kan fylde meget, når man selv står midt i det.

Det er ofte gennem ordene, jeg finder ud af, hvad jeg egentlig tænker og føler. Samtidig har verden omkring blogging og sociale medier ændret sig meget gennem årene. Det hele er blevet hurtigere, mere støjende og mere konstant. Der er altid noget nyt, man kan dele, noget man bør følge med i, og noget man helst ikke må gå glip af.

Men det er ikke derfor, jeg er her. Min blog har aldrig handlet om at tjene penge. Jovist, tanken har da strejfet mig af og til, men det er aldrig blevet til mere end tanken. Den har heller aldrig handlet om at blive stor, være synlig overalt eller være en “rigtig influencer”. Den har handlet om noget langt enklere og langt vigtigere for mig:

Nemlig at have en stemme. At dele et liv. At skrive mig selv og mine tanker frem i verden. Og det er stadig det, der føles sandt.

Derfor har jeg fået lyst til at skabe lidt mere retning og genkendelighed herinde. Ikke som en stram plan, jeg skal leve op til, men som nogle faste rum, jeg kan vende tilbage til.

Derfor har jeg skabt en række serier, som fremover vil dukke op jævnligt på bloggen.

Nye serier

Lounge søndag er tænkt som et wrap up på ugen/tiden der er gået siden jeg sidst postede sådan et indlæg. Jeg har allerede udgivet et par stykker, som du kan læse her eller her.

I Tinas tanker vil jeg dele mine tanker, holdninger og erfaringer og de erkendelser, livet har givet mig om alting og om tid til livet. Nogle er kommet stille og roligt. Andre har krævet omveje, fejltagelser og et par knubs undervejs. For livet lærer mig hele tiden noget, også når jeg ikke selv har meldt mig til undervisningen. Tinas tanker bliver et rum for nærvær, prioriteringer og alt det, der virkelig betyder noget. Om at huske at leve, mens livet faktisk foregår. Om de små øjeblikke, vi så let kommer til at overse, og om at turde vælge det til, der gør os godt.

Det hele serveres måske med lidt glimt i øjet. Måske med en kærligt løftet pegefinger. Og forhåbentlig altid med plads til både alvor, humor og det perspektiv, livet giver os med årene. Noget i stil med her eller her.

I Kroppen og jeg vil jeg skrive ærligt om forholdet til kroppen. Om alder, forandringer, sundhed, styrke og om at lære at lytte til den krop, der følger os gennem hele livet. Her vil Knoglewellness også få sin plads som en tilbagevendende del af serien. Det bliver indlæg om knogler, bevægelse, styrke og om at passe godt på det fundament, der skal bære os, også når kroppen begynder at stille andre krav end tidligere.

Og så er der jo Stadig med stiletter! For selvom livet forandrer sig, og jeg bliver ældre, behøver jeg og mine medsøstre ikke at gøre os selv mindre. Vi behøver ikke at gemme vores personlighed, stil, nysgerrighed eller glæde væk, bare fordi fødselsattesten afslører, at vi ikke længere er 25. Man må godt blive ældre og stadig have lyst til farver, høje hæle, store drømme og lidt ekstra glimmer i hverdagen.

Ærlige serier

Serierne bliver forskellige, men de har alle én ting til fælles: De handler om livet, sådan som jeg oplever det. Ikke om det perfekte eller polerede liv. Men om det virkelige liv.

Det liv, der kan være smukt, sjovt og helt vidunderligt, men også rodet, sårbart og til tider virkelig hårdt.

Der vil stadig være plads til de spontane indlæg. Til de tanker, der pludselig trænger sig på. Til oplevelser, jeg får lyst til at dele, og til ord, der ikke nødvendigvis passer ind i en bestemt ramme. Serierne skal ikke begrænse mig. De skal give mig nye steder at begynde.

Mit håb er, at det, jeg deler, vil føles ærligt, varmt og genkendeligt. Måske vil du kunne se noget af dig selv i mine ord. Måske vil du tænke videre over noget i dit eget liv. Måske vil du bare læse med. Uanset hvad betyder det meget for mig, at du er her.

For selvom jeg skriver, fordi ordene er en del af mig, er der noget særligt ved at vide, at de bliver læst. At de lander hos et andet menneske. At en tanke, der begyndte inde i mig, kan skabe genklang et andet sted.

Så ja. Jeg vil stadig være her. Jeg vil stadig skrive. Jeg vil stadig dele livet, tankerne, erfaringerne, kroppen, humoren, stiletterne og alt det, jeg lærer undervejs. Ikke fordi jeg føler, at jeg skal. Men fordi lysten til ordene er vendt tilbage. Og fordi de stadig betyder noget for mig.

Kram

Tina/Mormormedstiletter

Har du også brug for pauser?