Juleforberedelser uden stress – sådan passer jeg på min energi og mit velvære
Juleforberedelser uden stress – sådan passer jeg på min energi og mit velvære
December kommer altid snigende lidt hurtigere, end jeg forventer. Pludselig er der kalenderlys, julepynt, julefester og gaver, der skal findes — og et sted midt i det hele opdager jeg, at jeg har glemt det vigtigste: at trække vejret.
Julen er vel for de fleste af os en tid med varme, samvær og glæde. Men den kan også være en tid med store forventninger, pres og en underlig følelse af, at man hele tiden skal nå noget.
Derfor har jeg for et par år siden besluttet, at jeg vil gøre det anderledes.
Mindre perfekt – mere nærvær
Jeg starter allerede i oktober med at købe julegaver. Ja, jeg venter ikke på ønskesedlerne, men finder selv på. Iøvrigt synes jeg at ønskesedler er noget frygteligt noget og det vende jeg tilbage til i et andet indlæg.
Samtidig med at jeg starter tidligt med nogle af jule dimserierne, så øver mig i at give slip på idéen om, at alt skal være perfekt. At huset skal skinne, at maden skal imponere, og at alle skal være i julehumør på kommando.
I stedet prøver jeg at mærke efter: Hvad giver mig ro? Hvad gør mig glad?
Ofte er det de små ting — en gåtur i frostluft, duften af appelsiner og nelliker, eller et øjeblik med en kop te i stilhed.
At passe på energien
Selvom jeg selv synes, at jeg har oceaner af energi igen, så husker jeg mig selv på, at “energiforvalte”, som det hedder på fagsprog.
Jeg mærker tydeligt, hvor stor forskel det gør, når jeg prioriterer søvn, bevægelse og nærende mad. Det handler ikke om at gøre alting “rigtigt”, men om at give kroppen og sindet lidt omsorg midt i tempoet.
For mig er det at bevæge mig, spise et roligt og nærende måltid og sige nej tak til lidt flere ting – faktisk en måde at sige ja til mig selv på.
Den holistiske balance
Jeg tror på, at trivsel handler om mere end blot det fysiske. Det handler om balance — mellem aktivitet og hvile, mellem at give og at modtage, mellem at være social og have stille stunder alene.
Med alderen (og måske også med livserfaringen) har jeg lært, at kroppen og sindet hænger tæt sammen. Når jeg presser mig selv for længe, kan jeg mærke det fysisk – som spændinger, uro eller træthed, der ikke går væk. Og når jeg ignorerer mine behov for ro, fordybelse eller nærhed, mister jeg noget af min indre balance.
Derfor prøver jeg altid, men især ved juletid, at se på mig selv som et helt menneske. Ikke kun en krop, der skal holdes i gang, men et sind, der har brug for næring, og et hjerte, der har brug for mening.
Nogle dage betyder det at tage en ekstra lang træning eller en gåtur. Andre dage betyder det, at sætte tempoet ned, sige nej tak og lade op i stilheden.
Når jeg mærker efter, bliver det lettere at vælge det, der føles rigtigt for mig. Ikke ud fra, hvad jeg bør gøre, men ud fra, hvad jeg trænger til.
Og måske er det i virkeligheden det, balance handler om — at turde lytte til sig selv, også når verden larmer.
Mit juleønske i år
Mit juleønske i år er enkelt: at have overskud til at nyde de små øjeblikke.
Til at lægge mærke til duften af gran, til lyset fra et enkelt stearinlys, til latteren fra dem, jeg holder af.
Jeg har efterhånden lært, at julen sjældent bliver smuk af alt det, vi planlægger os til. Den bliver smuk, når vi giver slip på tempoet og lader de stille øjeblikke få plads.
Når vi tør lade noget være uperfekt — lade småtingene ligge, lade opvasken vente, og i stedet være til stede dér, hvor det føles rigtigt.
For mig handler det om at finde glæden i det nære: i samtalerne, i stillheden, i følelsen af taknemmelighed over alt det, der allerede er.
Jeg tror, julen bliver smukkest, når vi tør skrue lidt ned — og opdager, at det faktisk er nok.
Juleforberedelser uden stress – sådan passer jeg på min energi og mit velvære…
Hvordan gør du?




