INTRO til Knoglewellness
INTRO til Knoglewellness og noget om, hvorfor jeg skriver om knogleskørhed her på bloggen nu igen-igen…
Knogleskørhed er jo et emne, de fleste af os først bliver konfronteret med, når skaden er sket. Efter et fald eller et brud.
Og hvad gør man så?
Knoglesundhed
Jeg har valgt, at skrive lidt om “knoglewellness” her på bloggen, fordi det er blevet vigtigt for mig – personligt. Når jeg deler min erfaring, vælger jeg at bruge ordet “knoglesundhed” i stedet for “knogleskørhed”. For mig handler det nemlig ikke kun om en diagnose, en sygdom eller risikoen for at få knogleskøehed. For mig handler det meget mere om styrke, forebyggelse og muligheder.
“Knoglesundhed” signalerer, at jeg kan tage aktive valg for at støtte og genopbygge mine knogler, uanset alder eller tidligere diagnoser. Det handler om at fokusere på, hvad jeg selv kan gøre, fremfor kun hvad jeg måske mister.
Jeg skriver om knoglesundhed for at inspirere andre til at se mulighederne i at styrke kroppen – med kost, bevægelse og målrettede tilskud – og for at vise, at det er muligt at tage ansvar for sin egen knoglesundhed på en positiv og handlekraftig måde.
Hvad er nyt her?
Jeg har selv brugt tid på at forstå, hvad der sker i kroppen og i knoglerne og hvad jeg faktisk selv kan gøre, for at passe på mine knogler, før det bliver nødvendigt at reparere på skaderne.
Mange forbinder knogleskørhed med høj alder. Men sandheden er, at processen ofte begynder allerede i 40’erne. Det betyder ikke, at noget er “galt”, men at det netop er her, vores valg i hverdagen kan gøre en reel forskel. Knogleskørhed kan ikke mærkes – før den kan – og derfor er forebyggelse vigtigere end symptombehandling.
Tidligere delte jeg mine erfaringer og min viden gennem min hjemmeside knoglewellness.dk, hvor jeg arbejdede mere informativt og kommercielt med emnet. Den side er nu lukket.
Ikke fordi knoglesundhed er blevet mindre vigtig – tværtimod.
Men fordi jeg har fået lyst til at dele på en anden måde. Mere personligt. Mere i øjenhøjde.
Derfor har jeg i stedet for valgt, at tage emnet med mig her over på mormormedstiletter.dk – et sted, der i forvejen handler om liv, valg, erfaringer og om at blive klogere på alting undervejs.
Jeg er jo ikke en ekspert, der sidder med en facitliste til, hvordan man vedligeholder og passer på sine knogler eller noget som helst andet, for den sags skyld.
Jeg er et menneske, der er nysgerrig på mit liv og min krop og har valgt en holistisk vej i mit eget arbejde med bl.a. at styrke og genopbygge mine knogler.
En vej, hvor kun helheden tæller: krop, sind, træning, kost, vaner, ro og ikke mindst de rigtige kosttilskud.
Min egen rejse
For mig handler knoglesundhed ikke om frygten for en diagnose, men om friheden til selv at tage ansvar for min egen krop. Om at kunne bevæge mig med tillid til, at min egen krop ikke svigter mig igen. Om at jeg kan føle mig tryg i min egen krop – også i de år, der kommer.
Jeg er blevet mere opmærksom på, hvor meget mine hverdags rutiner betyder. De små valg, jeg træffer igen og igen. Der findes intet quick fix, men kun mange små skridt, som tilsammen kan gøre en forskel.
Og hvad har jeg så gjort efter, jeg har haft brækket ryggen to gange og derefter fik konstateret knogleskørhed?
Så med overskriften “Knoglewellness” vil jeg her på bloggen fremadrettet dele små, konkrete indsigter, refleksioner og erfaringer i et tempo, hvor alle kan være med.
Den holistiske vej
Hvis du overvejer alternative/holistiske veje til at styrke dine knogler, viser min erfaring mig, at det er muligt at opbygge stærke knogler UDEN medicin, blot med den rigtige kost samt målrettede valg.
Jeg vil gerne dele mine egne erfaringer med dig, så du måske ikke behøver gå den samme, lange vej som jeg gjorde. Uanset om knoglesundhed allerede fylder i dit liv, eller om du først lige er begyndt at interessere dig for emnet.
Og hvis du læser med og tænker: “Det her har jeg også gået og rodet med“– så er du ikke alene.
Du er hjerteligt velkommen til at læse med, reflektere, spørge ind og dele dine egne tanker og erfaringer, hvis du har lyst.
Stay tuned til næste afsnit af Knoglewellness, hvor du får HELE min egen historie!
Små skridt tæller!




