60 år og tanker…

Så rundede jeg igen

60 år og tanker…Nu er det jo temmeligt længe siden jeg sidst har skrevet et indlæg her på min blog. Derfor tænker jeg, at det er meget passende, at dagens indlæg handler om, at jeg netop har passeret de 60 år.

TRES ÅR – 60 år… Ja, hold da så helt op! Jeg husker da stadig, da jeg fyldte 20 år og fik et barn i fødselsdagsgave. Det er 40 år siden… Hun, Camille, fyldte nemlig 40 år samme dag, som jeg rundede 60 år.

Ja, det er egentligt ret utroligt, at hun lige valgte at blive født den dag. Jeg husker, at jeg krydsede fingre for, at hun ville få sin egen dag, men sådan gik det ikke. I stedet blev hun min bedste gave nogensinde og det er jeg meget taknemmelig for.

Det har så selvfølgelig betydet, at det mest af alt har været hendes fødselsdag i mange, mange år. Sådan at forstå, at det har for det meste været min datter, vi har fejret og min fødselsdag er for det meste forbigået i stilhed. Det har passet mig rigtigt godt.

Sådan var det i hvert tilfælde indtil hun flyttede hjemmefra og så var der stadig år, hvor vi var nødt til at koordinere, hvem der holdt hvad. Det er jo ofte næsten de samme gæster vi inviterer.

Den perfekte dag

MEN i år, hvor vi begge har rundet, igen, havde jeg inviteret alle til en brunch hjemme i Herning. Med alle mener jeg, vores forældre, børn, svigerbørn, børnebørn og søskende. Vi var 21 i alt, så jeg bookede brunch på en restaurant. Sandgaarden rummer ikke så mange mennesker inden døre, det bliver simpelthen alt for presset.

Jeg havde glædet mig til dagen og til at fejre vores fælles fødselsdag sammen, for en gang skyld og jeg krydsede fingre for, at de alle kunne komme og hygge sammen med os.

Alle kom (næsten alle) og jeg havde en fantastisk dag, lige som jeg drømte om. Gæster til brunch og derefter hjem på Sandgaarden, hvor nogle af børnene og børnebørnene fulgte med til et par hyggelige timer med leg og snakke.

Så kom der pludselig uventede, men meget velkomne gæster forbi. Der kom flere som dagen skred frem og inden jeg fik set mig om, havde jeg haft gæster hele dagen og det var tid til, at vi skulle ud at spise, kun os to, Rene og jeg…

Dagen derpå

Nu dagen derpå er jeg så dybt, dybt taknemmelig og lykkelig for alle de skønne mennesker, jeg har i mit liv. De sendte allesammen så meget kærlighed min vej i går og jeg er stadig helt høj på det hele. Tænk, at så mange skønne mennesker tog sig tid til at skrive, ringe, køre forbi, købe blomster og gaver, for min skyld?! Det er for vildt og jeg er stadig helt overvældet.

I dag har jeg bare NYDT alle de smukke buketter, som jeg fik igår. Vores hus dufter som en blomsterbutik, ret skønt!

Lige nu skriver jeg på det her udlæg samtidig med at jeg drikker champagne slatter fra i går og stadig forsøger at holde fast i dagen, som simpelthen var magisk for mig.

Jeg holder også fest i Spanien

MEN jeg kan jo selvfølgelig ikke nøjes med at holde EN fest, vel? Måske har jeg nævnt det før et eller andet sted, men da vi købte Villa Colina, sagde Rene til mig, at han gerne ville holde min 60-års fest for mig dernede i varmen.

Jeg blev vildt glad, men tænkte samitidg, at det ville vi jo kunne nå at lave om mange gange, for det er 2 år siden vi købte huset.

Men for hulen da! Det er nu, lige om lidt. Vi holder fest i Spanien. Det mest fantastiske ved det er, at halvdelen af de inviterede gæster rent faktisk har sagt jatak og flyver derned for at være med til festen. Er det ikke bare vidunderligt og en kæmpe gave? Jeg er SÅ taknemmelig og GLÆDER mig helt vildt.

Jeg skal nok holde jer opdateret på festen og alt det rundt om. Så følg lige med her på kanalen, for festen er i slutningen af maj, Pinselørdag og det bliver SÅ fedt!! Indtil da er der forberedelserne og dem arbejder jeg på dagligt.

Tanker om 60’erne

Hvordan jeg har det så med at fylde 60 år?

Altså, det har jeg det faktisk rigtigt fint med. Jeg føler mig frisk og energisk og hvis jeg ikke havde set mit eget sundhedskort, så ville jeg vurdere mig til at være ca. 10-25 år yngre. Altså indeni…

Udvendigt kan jeg ikke nok ikke bilde nogen ind at jeg er 45. De “fine” linjer er blevet dybere og det hele er sgu begyndt at rejse mod syd.

Men jeg klager ikke, jeg træner 5 dage om ugen og gør en ihærdig indsats, så det bekymrer mig ikke, at min krop lige så stille begynder at ældes. Det er jo sådan det skal være. Alternativet ville være mere sørgerligt – altså at jeg slet ikke var i live. Det ville være træls!

Selvfølgelig har det da strejfet mig, at jeg nu sandsynligvis har levet over halvdelen af det liv, der er tildelt mig. Det kan da godt være lidt øv, når jeg sådan rigtig tænker den tanke til ende. Men det betyder så også, at jeg i DEN grad skal leve livet, resten af den tid jeg har det.

Optimistisk type

Det gør jeg så og jeg har jo valgt, at være optimistisk (- og er det vist også ‘by nature’) og at have en kæmpestor PYT-knap monteret lige i øjenhøjde. Livet er bare for kort til at bekymre sig om alt og intet. Bekymringer er der nok af og de fleste af dem bliver jo alligevel aldrig til noget, så det er spild af tid, at bruge kræfter på sådan nogle negative tanker.

Det er også på det her sted i livet, at jeg tænker tilbage, vurderer mit liv indtil nu og tager nogle beslutninger om, hvordan livet skal forme sig fremadrettet.

Det vigtigste for mig er, at jeg (ja, at vi begge) forbliver raske og rørige, så vi kan gøre alle de ting og få alle de oplevelser, som vi stadig har lyst til og heldigvis også har mulighed for.

Jeg har stadig enormt lyst til at lære nyt og involvere mig i hvad end tiden byder på. Det er vel også derfor jeg er blevet blogger-typen og fiser rundt efter den nyeste farve neglelak, ja I ved hvad jeg mener, ikke?

Sidder sjældent ned

Jeg sidder stadig sjældent ned. Jeg har det generelt bare stramt med at sidde ned, altså bare at SIDDE…

Hvad skal det til for? Det virker dovent for mig. Hvordan kan man bare sidde dagen lang uden at have lyst til at bevæge sig og gøre ting? Jeg forstår det ganske enkelt ikke, og det er nok fordi jeg ikke er en doven type – eller magelig eller hvad man kalder det.

Godt nok er jeg begyndt at øve mig i at tage pauser og lægge mig på en solseng, når vi er i Spanien eller snuppe en power nap når vi er i DK. Men det ligger ikke lige til mig, så det er virkelig noget jeg skal arbejde på. Der er altid lige et eller ander jeg skal ordne – blomster at vande, mad at forberede eller nogle ord, der trænger sig på og som skal skrives ned med det samme, høns at fodre, ting der skal hentes eller afleveres.

Jeg er aldrig i ro, kun når jeg sover og det gør jeg så minimum 8 timer hver nat. Jeg sover godt, har let ved at falde i søvn og vågner sjældent om natten. Jeg er vist heldig, kan jeg fornemme når jeg taler med andre jævnaldrende om søvn.

Morgenfrisk

Om morgenen er jeg også i fuld gang med det samme, når jeg vågner. Jeg har ikke den der periode, hvor jeg liiige skal vende mig tre gange, inden jeg gider stå op. Næh, jeg er oppe straks jeg vågner og i fuld sving inden der er gået mange minutter.

Sådan har jeg altid haft det. Jeg har aldrig haft svært ved morgener, heller ikke mandag morgener. Jeg ser det ikke som en uge, der truer, men som en mulighed for at rette op på noget af det møg, jeg eventuelt lavede i sidste uge.

OG, så skal vi jo lige allesammen huske på at sengen er det farligste sted at opholde sig – det er i sengen at de fleste dør! Så er det sagt! Pas på!

Aldrig sur

Måske også derfor er jeg bare altid grund-glad, aldrig sur, heller ikke skuffet. Mor bliver aldrig skuffet, for det siger jo mere om mig end om den jeg i givet fald skulle være skuffet over, ikke? Jeg kan godt blive vred og ked af det eller forundret over noget, men aldrig sur. Sur er ikke godt og jeg gider ikke bruge energi på ikke-gode tilstande. Det er der så rigeligt at andre mennesker, som bruger sin tid og energi på. Og så får man flere rynker af et surt ansigt, end af et glad et.

Summa, summarum er nok, at jeg er det allerbedste sted i mit liv lige nu – jeg lever det bedste liv og er nærmest lykkelig…

Jeg har en dejlig mand, smukke børn og børnebørn, begge mine forældre er ‘still going halv-strong’ og så har jeg det store privilegie at leve sammen med min mand i to lande 50-50. Danmark og Spanien.

I dag er jeg meget taknemmelig!