Sandgaarden og haven,  Spanien

Sidste nyt fra Sandgaarden – og ikke mindst fra Spanien

Sidste nyt fra Sandgaarden får du i dagens indlæg. Der kan forekomme noget, som minder om reklame og det er det også, MEN jeg har ikke fået betaling eller gaver for det. Anbefaler det af ren og skær begejstring!!

Jeg opdagede, at det er langt over 1 år siden, jeg sidst har opdateret sådan lidt mere detaljeret om, hvad der går for sig her på Sandgaarden og i Spanien. Det er simpelthen, fordi livet sker hele tiden og det eneste jeg sådan rigtigt når med jævne mellemrum, er at poste på Instagram. Det er bare for dårligt!

Derfor får I i dag lidt godt og blandet fra mig. Noget af det kommer der mere om senere og andet kun, hvis I beder om det. MEN jeg advarer om, at det er rodet og blandet, så tag det som der er og giv mig gerne feedback på, hvad I eventuelt vil høre mere om…TAK, søde mennesker!!

Hønsesnak

SÅ…siden sidst er der f.eks. sket det, at de der sorte Orpington’er, som som jeg skrev om i sidste opdatering herfra Sandgaarden, ik’? Ja, de er her heller ikke længere. Det er en temmelig skør historie, som I selvfølgelig skal have…

Altså, jeg bestilte 8 sorte høns, som afløsere for de endnu ældre gule høns, som var stoppet med at lægge æg. Det var 8 uspecificerede unghøns, som ikke var kønsbestemt, da jeg fik dem. Jeg kan nemlig ikke finde ud af at kønsbestemme høns. Nåmen, de flyttede ind og voksede sig store og smukke. Jeg syntes bare, at de var meget ens. Både i størrelse og aftegninger. Jeg havde godt nok meget svært ved at finde ud af, hvor mange høner og haner der var.

Til sidst måtte jeg have hjælp fra eksperter og gudhjælpemig om ikke det var 7 haner og 1 høne!!

Hvad er oddsene lige for, at det kan ske?! Jeg var flad af grin, da det gik op for mig og alle andre hønsefolk, som jeg fortalte det til, var ligeså paffe.

Nå, afsted med dem alle til et sted, hvor de kunne bruges til avl, mad og hygge. Helt skørt, men hvad så?

Ja, nu har jeg så 1 hane og 2 høner i racen Brahma – se foto nedenfor. Der var 4 damer til at begynde med, men sygdom tog 2 af dem og nu leder jeg efter et par stykker, da jeg synes at 3 styks fjerkræ er for lidt til den store hønsegård. Det er ikke den nemmeste race at finde, men jeg er jo som bekendt vedholdende, så det skal nok lykkes. Bare vent og se!

Anneks

Mere nyt er, at vi har købt os et ‘kontor-anneks’. Vi har jo haft kontor ude i byen altid. Men vi har nedskaleret virksomheden hen over de seneste år. Mest på grund af alder, men også fordi vores livsnyder-muskel vokser og vokser, jo ældre vi bliver. Nu arbejder vi så hjemme fra annekset, ude i haven.

Da det er helt nyt for os og lige installeret midt i april i år, har vi ikke rigtigt nogen erfaringer med det. Vi glæder os, til vi kommer rigtigt i gang med at bruge det.

Annekset består af et rum på 20 kvm og vi har indrettet det, sådan at vi både kan arbejde derovre og holde møder m.m. Der er internet og air-condition og rigtigt pænt, faktisk.

Mon ikke jeg kommer til at poste mere om det, når vi er kommet godt igang med at bruge det?

Hvordan det kom ind i haven og blev kraner ned på jordskruer, er også en fortælling værd, så den får I i et andet afsnit.

Brændeskur

Måde du kan huske fra tidligere indlæg, at vi nede i haven lige efter hønsegården, havde et brændeskur. Det var beregnet til det brænde, vi bruger for at fyre op i sauna og vildmarkskarret og til at lave bål med.

Det brændeskur var så fint, med græs på taget og virkeligt charmerende. Men ak, træværket var mørt og ved at brase sammen. Derfor har vi nu fået bygget et nyt, flot brændeskur. Samme sted. Det er virkeligt fint og rummer mere brænde end det gamle.

Det tog godt nok det meste af vinteren, at få det bygget færdigt, fordi håndværkerne havde tusinde andre ting at foretage sig. Alt andet end vores brændeskur var åbenbart mega vigtigt…

Alt er ved det gamle med hund, børn og børnebørn

…dog er Bobo blevet ordentligt kastreret siden sidst. Den der kemiske ting, han først fik virkede så godt, at dyrlægen syntes, at vi skulle få det gjort kirurgisk. Det virker perfekt. Han er afslappet omkring alle hunde nu – også damerne!

Alle børn og børnebørn har det godt. Nogle af vores børn har solgt hus og bygget nyt. Andre er flyttet fra lejlighed til hus og andre igen har fået hund. De mindste børnebørn er nu 2 1/2 år og trives og er lige så skønne, som sine søskende. De to ældste, Augusth og Izabell, er nu 9 år og snart 12 år og spiller henholdsvis fodbold og har pony, så de er nogle travle unge mennesker.

Vi forsøger at se dem alle, når vi er i DK, men med de unge menneskers kalender og vores travle liv, så kan der godt gå lidt vel lang tid imellem. Det er jeg lidt trist over indimellem, men sådan er det, når vi lever som vi jo gør – i to lande og pendler frem og til bage.

Vi er fløjet

Alt i alt går det fremragende, både på Sandgaarden og i Villa Colina. Som jeg nævnte i et tidligere skriv, så skal vi fejre min 60-års fødselsdag i Spanien her sidst i maj måned. Der er knapt 30 skønne mennesker, som flyver ned fra Danmark for at være med til feste. Det har virkelig rørt mig dybt, at jeg har så mange dejlige mennekser i mit liv og at de vil bruge både tid og penge på at rejse til Spanien for min skyld. Jeg er SÅ taknemmelig!!

I skal selvfølgelig ikke snydes for referat fra festen, men først EFTER at den er løbet af stablen. Jeg vil helst ikke afsløre for meget på forhånd. Dog kan jeg sige, at der bliver to sammenkomster, en fest og en frokost et par dage efter festen. Så fik I da lige en teaser mere og er nu nødt til at tune ind her på kanalen, for at følge med!

Vi er fløjet herned for snart et par uger siden og går og hygger os i solen, mens vi forbereder lidt til vores gæster. Det er en skøn årstid her i Spanien, ikke for varmt og nattekulden er væk. Jeg elsker, at stå op om morgenen, smøre solcreme på og trække i bikini, som jeg så lever i hele dagen. Fedt, ikke at skulle tænke på hvad man skal ‘have på i dag’…

Lige dagen inden vi rejste hjem herfra sidste gang, fældende vi de 3 store jasminer, som stod ved hver sin søjle, der bærer patioen. Det krævede et meget langt tilløb at gøre det, men vi følte, at de tog for meget af både udsynet og lyset ind huset. Det fik vi ret i og nu har vi så fundet på noget andet, som pryder de tre søjler. Også det kommer jeg tilbage til senere, for nu er det her indlæg godt nok blevet langt og rodet, synes jeg.

VI GLÆDER OS!!

Som sagt, så glæder vi begge os helt vildt til festen og tæller nu ned på dagene, imens vi holder et skarpt øje med vejrudsigten!?! Nerja er åbenbart faldet ud af vejrudsigten, for den passer overhovedet ikke på det vejr vi har i virkeligheden. Ikke på nogen som helst vejrtjenester….Så vi krydser fingre for at den regn, nogle truer med, slet ikke kommer hertil eller i hvert tilfælde kommer FØR festen. Nå, det skal nok gå og vi arbejder med en plan B, hvis det utænkelige skulle ske.

Nu vil vi bare gå og glæde os og suge sol og bade og spise dejligt mad OG arbejde, selvfølgelig. Vi er altid lidt på arbejde, også i weekenden og om aftnerne, så deeett…..

Hov! Der har lige været årets største byfest her i Nerja og det er jeg også nødt til at fortælle om i et indlæg for sig selv. Vi kunne godt lære noget af spanierne, kunne vi….

Følg med her på kanalen for fest-opdatering!!

de nye brahma'er

lille basse

brændeskuret

det gamle brændeskur

in the making

seje skills

vild manøvre

poolen er 29 grader

bourgonvillea

smuk aften

il covo

Iglesia de El Salvador

Jeg glæder mig til at læse din kommentar!

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.