Rank ryggen! Du behøver ikke gøre dig fortjent til din plads
Rank ryggen! Du behøver ikke gøre dig fortjent til din plads.
Jeg har aldrig været typen, der satte mig stille i et hjørne og ventede på at få lov til at være med. Jeg har altid haft mine egne meninger, været temmelig kontant og bramfri. Og som regel heller ikke været bange for at sige højt, hvad jeg tænkte. Ikke fordi jeg nødvendigvis har haft ret. Men fordi jeg altid har ment, at min mening var lige så berettiget som alle andres.
Jeg har også levet et liv, hvor jeg i høj grad har fulgt mine egne ønsker og drømme. Jeg har boet i Afrika i nogle år, rejst rigtig meget. Gennem de seneste 12 år har jeg haft en tilværelse sammen med min mand, hvor vi blandt andet har boet i Spanien halvdelen af året. Vi har haft friheden til at indrette vores liv på vores egen måde og den frihed har jeg nydt i fulde drag.
Så jeg kan bestemt ikke påstå, at jeg har levet et liv, hvor jeg altid har sat mig selv i sidste række. Jeg har gjort meget for andre, men jeg har sandelig også gjort meget for mig selv. Og det er jeg glad for.
Alligevel har jeg på det seneste tænkt over noget, som egentlig undrer mig lidt. For selvom jeg altid har betragtet mig selv som et selvstændigt menneske, kan jeg mærke, at det med årene på nogle områder er blevet sværere at holde fast i mit eget rum. Ikke i den fysiske frihed til at gøre de ting, jeg har lyst til. Men i den mere usynlige frihed til at være mig selv, sige min mening og stå ved den uden at skulle bruge unødvendigt meget energi på andres reaktioner.
Og hvorfor er det egentlig sådan?
Når man begynder at vælge sine kampe
Jeg tror, at de fleste af os med årene bliver bedre til at vælge vores kampe. Vi lærer, at ikke alle diskussioner behøver at blive taget, at ikke alle uenigheder skal løses. Og at der faktisk kan være en vis befrielse i bare at trække på skuldrene og lade tingene ligge.
Det er for så vidt en udmærket egenskab. Men jeg er begyndt at tænke over, om der også kan være en bagside. For hvornår vælger jeg en diskussion fra, fordi den er ligegyldig, og hvornår gør jeg det, fordi jeg ikke orker konsekvenserne af at sige min mening?
Det er jo ikke helt det samme.
Jeg kan i hvert fald godt tage mig selv i at holde noget tilbage, som jeg tidligere ville have sagt uden de store overvejelser. Ikke fordi jeg er blevet mindre sikker på mine holdninger. Men fordi jeg nogle gange ganske enkelt ikke gider bruge energien på det, der kan følge efter.
Og det bryder jeg mig egentlig ikke om. For jeg har ikke lyst til, at min erfaring og modenhed skal ende med at gøre mig mere tilbageholdende, end jeg har lyst til at være.
Frihed er mere end at kunne gøre, hvad man vil
Når jeg tænker på frihed, falder tankerne naturligt på alle de muligheder, jeg har haft gennem livet. At kunne rejse, bo i udlandet, opleve nye kulturer og indrette hverdagen på en måde, der passer til mit liv lige på det tidspunt. Det er en fantastisk frihed og jeg er meget bevidst om, hvor privilegeret jeg er og har været. Men jeg er også blevet mere opmærksom på, at frihed har en anden side, som måske er mindst lige så vigtig.
Friheden til at være sig selv.
Til at have sine egne interesser, sine egne holdninger og sit eget ståsted. Også når de ikke nødvendigvis passer ind i andres forestillinger. Til at kunne være en del af et fællesskab uden at miste sin individualitet. Til at kunne være uenig med mennesker, man holder af, uden at det behøver at blive et problem.
For man kan sagtens have et liv med masser af muligheder og alligevel opleve, at det indimellem kræver en indsats at holde fast i sig selv. Det er måske netop den erkendelse, der har overrasket mig mest.
Jeg er stadig mig
Jeg har aldrig haft noget ønske om at være alles kop te. Jeg ved godt, at min måde at være på ikke nødvendigvis falder i alles smag og det har jeg egentlig altid haft det ganske fint med.
Jeg kan være kontant, jeg kan være stædig, og jeg kan sikkert også være temmelig besværlig og jysk træls, når der er noget, jeg føler stærkt for. Men jeg kan også lytte, ændre mening og erkende, når jeg tager fejl. Det ene udelukker heldigvis ikke det andet.
Og selvfølgelig har jeg forandret mig gennem livet. Det ville da være mærkeligt andet. Jeg har fået flere erfaringer, lært mere om mennesker og opdaget, at verden sjældent er så sort-hvid, som man måske troede engang. Men jeg vil gerne passe på, at den udvikling ikke også kommer til at betyde, at jeg langsomt giver køb på noget af det, der altid har været en del af mig.
For der er forskel på at blive mere rummelig og på at gøre sig selv mindre.
Retten til sit eget rum
Jeg tror, det er vigtigt at have noget, der er ens eget. Ikke nødvendigvis noget stort eller spektakulært, men interesser, tanker, holdninger og glæder, som ikke behøver at deles eller godkendes af andre.
Jeg holder af fællesskabet og af alt det, vi skaber sammen med de mennesker, der betyder noget for os. Men jeg holder også af at være et selvstændigt menneske midt i det hele. Og måske er det netop her, jeg med årene er blevet mere opmærksom på, at man godt kan komme til at give lidt for meget plads, også selvom man egentlig aldrig har haft problemer med at tage sin egen.
Ikke fordi nogen nødvendigvis kræver det, men fordi det nogle gange er nemmere at tilpasse sig end at insistere. Det kan være ganske små ting. En mening, man ikke får sagt. En diskussion, man undgår. Eller en situation, hvor man bagefter tænker, at man egentlig gerne ville have stået lidt mere fast. Hver for sig betyder de måske ikke alverden. Men tilsammen kan de godt få én til at stoppe op og tænke.
Rank ryggen
Jeg har ingen ambitioner om at blive mere højrøstet, mere påståelig eller mere ligeglad med andre mennesker. Jeg synes faktisk, at hensyn og rummelighed er nogle af de fineste egenskaber, vi kan have. Men jeg vil gerne bevare den del af mig, som altid har haft mod på livet, på nye oplevelser og på at gå mine egne veje. Også når det handler om noget så enkelt som at sige min mening og stå ved den.
For selvstændighed er åbenbart ikke noget, man én gang for alle kan sætte flueben ved. Det er noget, man skal blive ved med at værne om, også når man har levet et langt liv og egentlig synes, at man burde have helt styr på den slags. Måske er det netop en af de ting, jeg gerne vil tage med mig ind i de kommende år. At blive ved med at være nysgerrig, åben og hensynsfuld, men uden at miste min egen stemme undervejs.
Jeg har ikke behov for at fylde mere end andre. Men jeg har heller ikke lyst til at fylde mindre.
For jeg behøver ikke gøre mig fortjent til min plads. Den er allerede min.
Kram Tina/Mormormedstiletter
Ranker du ryggen?