60 år fest spanien danse
Livsstil

Ting som ingen ved om mig

Ting som ingen ved om mig – små hemmeligheder fra MormorMedStiletter

Vi har alle sider af os selv, som ikke lige står skrevet i panden – selv mig, selvom jeg deler både tanker, humor og hverdagsglimt på MormorMedStiletter. Nogle ting gemmer man på, ikke fordi de er farlige, men fordi de er… ja, menneskelige, skæve, ærlige og nogle gange lidt sjove.

Så i dag åbner jeg op for nogle af de ting, som næsten ingen ved om mig. Måske vil du smile, måske vil du nikke genkendende – og måske opdager du, at vi alle sammen går rundt med små historier, som gør os helt unikke.

Morgenenergi er min superkraft

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg fungerer simpelthen bare bedst om morgenen. Jeg elsker roen, lyset OG mørket og den friske energi, der ligger i de tidlige timer.

Det er her, jeg får idéer, klarhed – og ofte min bedste version af mig selv. Det er her min energi er i top og hvor jeg får SÅ meget fra hånden.

Hvornår på dagen ligger din superkraft?

Jeg hader at gå barfodet

Bare fødder på gulv? Nej tak. Aldrig. Det eneste sted, jeg kan gå barfodet uden at få det helt skidt, er i sand.

Jeg er meget sart med fødderne – og derfor filer og plejer jeg dem også flere gange om ugen. Det er næsten terapeutisk efterhånden. Er det sært?

Og ja, jeg har knyster

Det er måske ikke det mest glamourøse – men det er sandt. Og der er altså ikke derfor jeg hader at gå barfodet. Men de knyster der, de gør mig kun endnu mere dedikeret til fodpleje og komfort… selv når jeg står i stiletter.

Har du pæne fødder?

Heste? Smukke, men… nej tak

Jeg er bange for dem. Der er noget ved deres størrelse, der gør mig helt utryg. Jeg beundrer dem gerne – på afstand.

Og det skal I høre fra mig, som er mor til 3 hestepiger og et barnebarn, som over i stalden. Hele deres barn- og ungdom foregik nærmest på en rideskole eller i en stald, med mig som medhjælper. Det er sgu da utroligt, ikke? Men jeg overlevede.

Hvad med dig er du nervøs i nærheden af de smukke dyr?

Kortspil? Det kan jeg simpelthen ikke

Jeg har altid haft et lidt anstrengt forhold til kortspil. Faktisk kan man roligt sige, at jeg helst undgår det helt.

Spil som Uno, Rummy eller 500? Nej tak, jeg bliver stresset bare ved tanken om at skulle huske reglerne, holde styr på point og samtidig forsøge at spille strategisk. Det ender altid med, at jeg roder rundt, laver fejl og ser alle andre vinde, imens jeg sidder der og tænker: “Hvordan kan det være, jeg stadig ikke kan finde ud af det her?”

Den eneste situation, hvor jeg faktisk åbner op for kortspil, er i flyet. Langt oppe i luften, hvor tiden er lang, og der ikke er andre aktiviteter end film, søvn og snacks. Her tvinger nød og kedsomhed mig til at åbne min telefon og starte kabale – og ja, selv der er jeg ikke særligt god. Jeg lægger kabale på utallige måder, og alligevel ender det med, at jeg gentager de samme fejl og må starte forfra igen og igen.

Så kortspil er ikke min stærke side. Men kabale på telefonen i flyet? Det er min undtagelse – et lille, stille kaos, som næsten føles som meditation på skyerne.

Jeg elsker at ryge vandpipe/shisha

Det kommer måske ikke så meget bag på dig, hvis du har fulgt mig gennem flere år! Jeg har da vist postet et foto eller to af en vandpipe.

Hvorfor – når nu rygning er sådan noget skidt? Jamen, jeg elsker simpelthen stemningen, duften og roen. Det er min lille hemmelige nydelse, når lejligheden byder sig.

Har du prøvet at ryge vandpipe?

Jeg danser, når ingen ser

Det sker for det meste i køkkenet. Musik på, opvasken i baggrunden, og så danser jeg som om, jeg er 20 år og lige har opdaget verden igen.

Eller om aftenen, når jeg ikke gider sidde stille længere….prøver at lokke min mand med, meeeennnn……..

Jeg har en vildt god intuition

Og den har reddet mig fra mere end én virkelig dårlig beslutning gennem livet.
Jeg mærker mennesker og energi hurtigt og som regel ret præcist.

Med det sagt, så har jeg i den første halvdel af mit liv, bevidst eller ubevidst overhørt min intuition og det med mange ret så katastrofale følger….Men nu har jeg lært at lytte!

Lytter du til din intuiton?

Mobning – noget jeg aldrig tolererer

Som barn blev jeg massivt mobbet. I folkeskolen. Det har sat dybe spor, og det er en af grundene til, at jeg har så stor omsorg for mennesker, som er udenfor, i dag.

Elle mennesker, som bare er lidt skæve, har diagnoser eller på anden vis ikke lige sådan lukkes ind i fællesskaberne.

Jeg hader mobning. Punktum. Og jeg står altid på den side, hvor der gives plads, varme og respekt!

Hvorfor deler jeg alt det her?

Fordi jeg tror på, at historiefortælling bygger bro mellem mennesker.
Fordi vi alle har små skæve sider, som gør os til os.
Og fordi MormorMedStiletter ikke kun handler om hverdagsrefleksioner og lidt glimmer, men også om at være autentisk, ærlig og stå ved sig selv.

Hvis du har læst helt herned, så tak fordi du ville lære mig lidt bedre at kende.


Mormoren med stiletterne… og alle særhederne 💋

Har du hemmeligheder, som du vil dele?

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.