Ønskesedlen - elsker eller hader?

Ønskesedlen – elsker eller hader? Den kan jo være god at støtte sig til hvis man ikke selv er så kreativ eller er i tidsnød, men ellers så synes jeg godt nok ikke om den.

Jeg følte lige for, at skrive det her blogindlæg om, hvordan børns ønskesedler i dag ofte bliver formet af reklamer og glittede kataloger. Og hvordan vi som voksne kan hjælpe dem med at finde ud af hvad de ægte ønsker.

Når ønskesedlen ikke helt er deres egen

Hvert år, når julekatalogerne dumper ind ad døren, sker der det samme: Børnenes øjne bliver store, og ønskesedlen vokser. Der bliver sat krydser, cirkler og små hjerter — og pludselig fylder listen en hel side.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke: Er det virkelig deres ønsker?

Eller er det butikkernes drømme, der har sneget sig ind på papiret – pakket ind i glimmer, smil og farverige sider? Jeg tror det.

Når reklamer bliver drømme

Jeg kan huske, da ønskesedler engang kom fra hjertet. En bamse, et spil, noget, man havde set hos en ven – eller bare et ønske om sne juleaften.

I dag føles det mere som et katalog over, hvad børn bør ønske sig. Reklamerne er så dygtige, at selv vi voksne kan blive fanget.

Men måske handler det ikke kun om ting. Måske handler det om følelsen bag: at høre til, at få noget nyt, at blive set.

At hjælpe børn med at ønske med hjertet

Jeg synes, at vi i fællesskab skal prøve, at tale med børnene om forskellen mellem at ville have og at ønske sig.

Vi kan jo tale om, hvad de gerne vil lave, opleve eller lære — ikke kun hvad de vil eje.

Vi kunne lære dem at ønske oplevelser i stedet for ting, som f.eks.:

Tid med mormor – en tur i sømmehallen eller bagedag eller en tur ud og sove i shelter eller en hjemmelavet gave (hvis man har kreative familiemedlemmer)

Jeg tænker, at det vil føles lidt mere ægte. Og meget mere som dem selv og som noget de selv har fundet på og virkeligt godt kunne tænke sig.

Julen som pause fra forbrug

Julen har efterhånden fået så mange lag af forbrug og forventninger, at det kræver mod at vælge simpelt.
Men måske er netop det den fineste gave, vi kan give vores børn og børnebørn:

at vise, at lykke ikke ligger i pakken, men i det, vi deler, når papiret er væk.