Bloggen og jeg er blevet ældre sammen

Bloggen og jeg er blevet ældre sammen. Da jeg begyndte at blogge for over 14 år siden, boede jeg i Afrika. Dengang var bloggen mest en måde at fortælle dem derhjemme, hvad jeg gik og lavede. Små glimt fra en hverdag langt væk. Oplevelser, tanker, billeder, historier og alt det, der var svært at forklare i en enkelt mail eller telefonsamtale.

Jeg havde ikke en stor plan med det. Ingen strategi. Ingen contentkalender. Ingen tanker om, hvad bloggen skulle blive til. Jeg havde bare altid elsket at skrive. Det havde jeg faktisk gjort, så længe jeg kunne huske, bare kun for mig selv. Ord havde altid været min måde at samle tanker, oplevelser og følelser på.

Men da internettet for alvor åbnede en helt ny verden af muligheder for mere end 14 år siden, blev jeg fascineret af tanken om, at det, jeg skrev, ikke længere behøvede at blive liggende i en notesbog eller gemt på min computer. Pludselig kunne jeg dele det. Og den mulighed tog jeg til mig.

Jeg havde lyst til at skrive. Til at dele lidt af det liv, jeg stod midt i. Til at sende små hilsner hjem fra en anden del af verden og fortælle om det, jeg så, mærkede og oplevede.

Men det var dengang.

Mange år er gået

Livet har flyttet sig. Jeg har flyttet mig. Og bloggen har på en måde fået lov til at flytte med.

Den begyndte som en slags brev hjem. Et vindue ind til mit liv i Afrika. Senere blev den et sted for hverdagsglimt, tanker, rejser, familieliv, mad, grin, minder og alt det, der enten får mig til at smile eller ryste lidt på hovedet.

Og sådan har MormorMedStiletter fået lov til at være mit lille fristed. Et sted, hvor der gerne må være lidt rod, lidt grin, lidt ærlighed, lidt kant og masser af liv.

Men både bloggen og jeg er blevet ældre. Jeg er 63 år nu og det føles faktisk både helt naturligt og lidt mærkeligt at skrive. For indeni er jeg jo stadig mig. Stadig Tina. Stadig hende, der gerne vil opleve, grine, pynte sig lidt, være nysgerrig, mærke vinden i håret, se havet, være sammen med dem, jeg holder af og stadig have noget på hjerte.

Kroppens egen stemme

Men kroppen har også fået sin egen stemme med årene. Den hvisker ikke altid længere. Nogle gange taler den temmelig højt.

Den minder mig om, at jeg ikke længere er 25. At tempoet har forandret sig. At pauser ikke er et nederlag. At skavanker ikke nødvendigvis betyder, at livet bliver mindre. Måske betyder det bare, at man må leve det lidt mere nænsomt, lidt klogere. og lidt tættere på sig selv.

Og måske er det dér, bloggen også er på vej hen nu. Altså, ikke væk fra det personlige, tværtimod, mere ind i det. Jeg har lyst til at skrive fra det sted i livet, hvor jeg står nu. Med flere år bag mig og flere erfaringer i kroppen, flere mennesker at elske, flere minder at bære på og flere grunde til at standse op.

Og ja, også med flere skavanker, men ikke med mindre liv!

Jeg har lyst til så meget

Jeg har lyst til at skrive om livet efter 60. Ikke som en afslutning, men som et sted at stå. Et sted at se ud fra og et sted, hvor jeg måske bliver mere mig selv, fordi jeg ikke længere orker at være så meget andet.

Jeg vil skrive om kroppen, der forandrer sig. Om energien, der stadig er der, men ikke altid på kommando. Om sundhed uden hysteri, stil uden alder, pæne sko og praktiske pauser.

Om familieliv og børnebørn og om at være mormor i flere varianter. Om sejlerliv, havluft, have, mad, rejser, minder og alle de almindelige dage, der ofte viser sig at være de fineste.

Jeg har ikke lyst til at jagte tempoet derude. Jeg har prøvet at tro, at jeg burde være mere synlig, poste mere, følge bedre med og være mere på.

Men jeg kan mærke, at det ikke er der, jeg skriver bedst fra.

Med mellemrum

Jeg skriver bedst, når jeg ikke skynder mig. Når jeg ikke forsøger at passe ind i en bestemt form. Når jeg lytter til det, der fylder, og giver ordene lov til at komme i deres eget tempo. Derfor kommer bloggen heller ikke til at larme hele tiden. Der kan være stille perioder. Der kan være små glimt. Der kan være længere tanker. Der kan være noget om knogler, noget om børnebørn, noget om havet, noget om livet, noget om alt det, der knirker og noget om alt det, der stadig danser.

Men altid med et strejf af champagne og stiletter. Måske er det i virkeligheden den røde tråd nu.

Livet efter 60. Med stil, med skavanker, med grin, med pauser, med selvironi, med havluft og med ærlighed. Og med tid til livet.

For jeg tror ikke på, at man bliver usynlig, bare fordi man bliver ældre. Jeg tror ikke på, at man skal sætte sig pænt i hjørnet og blive mindre, bare fordi dåbsattesten siger noget andet end spejlet, energien eller lysten.

Jeg tror på, at man stadig må ville noget.

Man må stadig pynte sig. Drømme. Grine højt. Tage plads. Ændre mening. Lære nyt. Holde pauser. Sige fra. Sige ja. Være blød. Være stærk. Være træt. Være taknemmelig. Være lidt besværlig.

Være præcis den kvinde, man er blevet til!

Ikke et farvel

Så dette er ikke et farvel til den gamle blog. Det er mere et nyt kapitel.

Bloggen og jeg er blevet ældre sammen. Den begyndte som en hilsen hjem fra Afrika, og siden har den fulgt mig gennem mange slags liv, mange slags hverdage og mange slags tanker.

Nu står jeg et andet sted. Mere hjemme i mig selv, tror jeg. Og måske ved jeg også lidt tydeligere, hvad jeg gerne vil dele. Ikke store sandheder. Ikke glitrende facader. Ikke et liv, der er pyntet til perfektion.

Bare liv. Mit liv, som det føles indefra. Med lidt rod, lidt rynker, lidt kant, lidt grin, lidt skavanker, lidt champagne og masser af ærlighed.

Jeg håber, du har lyst til at læse med.

Kram
Tina / Mormor med stiletter

Mormor med stiletter er bloggen for kvinder, der gerne vil ældes levende — ikke usynligt!