Vores vinterhave
Vores vinterhave har det rigtigt godt her i starten af året. Fordi vi har været tvunget til at være herhjemme i en meget lang periode, måtte der jo ske noget. Så selvom det har været vinter og vi har været hjemme på gården, har vi fået sparket et par projekter ud over rampen. Vi tænker egentligt, at tiden skal udnyttes bedst muligt, inden vi igen må flyve til Spanien.
Stråtaget er blevet trimmet
Derfor fik vi, som noget af det første i efteråret, trimmet stråtaget og skiftet rygningen ud med kobber og sat en ny skorsten på. Det er simpelthen blevet SÅ flot. Taget ser næsten nyt ud og giver huset et lysere udtryk. Vi er godt tilfredse.
Vores tagdækkere er helt lokale gutter, som nærmest er født på et tag. Kim og Co. bevæger sig henover taget, som vi andre spadserer på gaden. Hold da op, de er seje. Det tog dem en uges tid og så var rygningen skiftet og en ny skorsten var monteret plus de havde barberet hele taget for alger og andet skidt, så det nu ser næsten het nyt ud. Skøøønt!
Nå, men det er nok kun mig, som kan falde i svime over et nybarberet stråtag….
Tilbygning
Så kom turen til mit haveskur. Det fejlede jo ikke noget, måske var det bare for småt. Det er jo i det skur, jeg opbevarer mine krukker til haven plus mine haveredskaber OG hønsemaden. Det var godt fyldt op, så da Rene ledte efter et sted at parkere sin ATV og havetraktoren plus et par andre motoriserede ting til haven, så var der bare ikke mere plads.
Så måtte vi jo udvide. Det har v så gjort nu og i samme stil. Det er blevet virkeligt godt og nu har vi plads til det hele og endda ekstra plads.
Rundt om haveskuret har vi fået lagt flere af de dersens brosten, som også ligger andre steder i haven nu. Det er bare blever SÅ godt og vi glæder os til foråret, hvor vi rigtigt kommer til at være deromme og bruge både skur og stier meget mere.
Nu med egen skov
For der er faktisk kommet en fin lille sti ud af det – omme bag skuret. Hvor der før var en gammel brønd eller noget, er der nu en lille granskov med cedertræer og andre nåletræer og en fin lille skovsti med havelåge. Der bliver mega hyggeligt om nogle år, når grantræerne er okset til.
Det er faktisk Lily og Leonora’s skov. De synes i hvert tilfælde begge at det er megasjovt at gå rundt deromme og nu hvor brønd m.m. er væk, kan vi være helt rolige, når de smutter rundt om haveskuret.
For ligesom at lave en indgang til ‘skoven’ har vi sat en bue op, med to hvide klatrehortensiaer på hver side. Nøj, hvor jeg glæder mig, til de blomstrer til sommer!
Nå ja, havelågen er ikke alene, den har en makker nede i haven ud mod marken, hvor naboens heste går. Bare fordi jeg synes, det er finere end flere hækkeplanter. Bare fordi det er hyggeligt, at vi kan gå gennem lågen ud og klappe hestene.
Haveoasen leverer altid
Da vi så var i gang, kom der til at mangle lidt krukker rundt omkring og nogle gamle, skulle væk. Så gik turen igen-igen til Haveoasen. Der er altid god hjælp og inspiration at hente hos Ivar og hans medarbejdere. De er bare super flinke og rare og bringer altid planter og krukker ud, så snart vi er kørt derfra. Vi hader at vente, når vi nu lige er i det kreative hjørne, ikke?
Vi købte flere af de der flotte krukker, som er helt forskellige i brændingen, men alle i den grønne tone. Vi fik de grønne til bålpladsen, hvis nogen husker det og vi valgte så at fortsætte i samme farve og serie, da det hænger bedst sammen. De krukker har sådan en fed, grøn, irret farve blandet med den brune lerfarve. Jeg er helt tosset med dem:-) Hvad tænker I?
Kom forår!
Ellers nusser vi om det hele udendørs også. Rene harver gårdspladsen med jævne mellemrum selvom der for tiden jo næsten ikke kører biler på den. Men alt skal være i orden her.
Orangeri og de andre steder med vinterplanter m.m. bliver også nusset om og vi GLÆDER os til de første forårstegn, så vi kan begynde at forberede alt til den nye sæson.
Hvad ellers? Nååh, jo der blev jo nogle brosten til overs, ikke? Så vi får da lige lagt en mini-terrasse i gårdspladsen, men det må I lige vente med at se, for de er ikke gået igang endnu…
Vores vintehave har det pragtfuldt! Det var alt herfra i dag, håber ikke det er for langt at tygge sig igennem, det her indlæg?
Ha’ en aldeles pragtfuld mandag!
One Comment
Pingback: