Mit Walk-In, på opfordring!
Mit Walk-In, på opfordring! Fordi der er nogle som gerne vil vide, hvordan vi har bygget det og alt sådan noget…
FØR vi gik igang
Altså, da vi købte huset var her et soveværelse og to teenage-værelser. Et kontor skulle jeg jo bruge og så var det ET rum tilbage og ved I hvad? Det skulle da være vores walk-in, hvad ellers?
Jeg brugte flere måneder inden vi flyttede ind på at forberede og planlægge indretning af hele huset. Du kan læse lidt om mine walk-in tanker her eller her. Da vi endelig fik nøglerne, var alt bestilt og klart til levering på dagen!
Så gik starten
Vi har i mange år samarbejdet med KVIK køkkener, så de fik selvfølgelig lov at hjælpe os med indretningen af walk-in’et.
For at det skulle passe til stilen her på Sandgaarden valgte vi en gråbrun farve til hylder og skuffefronter. Derefter valgte vi en vildt flot marmorplade til ø’en.
På grund af den lave lofthøjde her på Sandgaarden, var vi nødt til at få det hele speciallavet og tilpasset lige præcist til rummet. Det er blevet rigtigt godt og vi nyder at have det fine rum til vores tøj, tasker, sko og alt andet gear, som vi begge elsker at samle på;-)
Da vi havde brugt al pladsen til skabsmoduler og skuffer, købte vi et helt almindeligt stående spejl hos JYSK og satte derind. Det passer så fint i stilen og det er dejligt lige at se sig selv i hel figur, når man er klar til at gå ud..
Jeg købte også nogle gammeldags knager i Bauhaus, som Rene monterede forskellige steder derinde. Der hænger så tasker og hatte. Bag på spejlet har jeg lange kjoler og andre ting, som ikke kan være i skabene.
Hverken spejl eller knager kan desværre fås længere, men så er der sikkert noglet andet fint, man kan bruge, hvs man vil lave et walk-in.
Jeg fik jo indrettet det hele med to rækker bøjlestænger i de fleste af modulerne, så det lange tøj blev der ikke rigtig plads til. Men pyt ned det, for vi har et lille ekstra skab i soveværelset, hvor der er plads til det lange.
Overblik er mit nøgleord
Jeg elsker bøjler, altså, jeg elsker, at mit tøj er på bøjler. Det er bare så meget mere overskueligt, at man lige kan bladre i det hele og finde lige hvad jeg skal bruge.
Nu tror I nok, at det udelukkende er mig, som drømte om walk-in, men nej, nej, Rene er lige så pjattet med det, som jeg er:-)
Hvad tænker I – er det godkendt?!