
Evenity behandlingen er slut!
Evenity behandlingen er slut!
Nu har jeg fået scannet min ryg igen efter 12 måneders behandling med Evenity og ved I hvad? Der er sørme effekt af medicinen!
Mine knogler indeholder mere kalk nu. Jeg har fået lavet en ny Dexa scanning (som måler de mg kalk, som findes i knoglerne, sammenlignet med mg kalk i knoglerne på en person af samme køn, etnicitet – som 30-årig)!! Målingen kaldes en T-score.
Altså, jeg ved sgu ikke rigtigt….hvorfor skal man måles op imod en på 30 år? Jeg er 62 år og helt forventeligt afkalker menneskers knogler jo med alderen. Hvis vi bliver gamle nok, får vi allesammen knogleskørhed. Det virker lidet mærkeligt, at man udregner T-scoren på den måde, ikke?
Min T-score i ryggen er forbedret fra -3,1 til -1,9. Hvabehar? Så godt havde jeg ikke turdet håbe, at det vil gå.
Er det så Evenity alene, som har givet mig mere kalk i knoglerne? Nej, det tror jeg bestemt ikke, for som jeg jo skrev i mit indlæg om, at jeg havde fået konstateret knogleskørhed, så lavede jeg jo også en kostomlægning, da jeg fik diagnosen.
Jeg er da glad for resultatet, bevares, med en meget bedre T-score, men tænker på om det mon udelukkende skyldes den medicinske behandling…

Hvad består knogler af?
Vores knogler er jo lavet af både en organisk og en mineralsk del, hvoraf den mineralske del udgør ca. 70%, jeg gentager – 70% – og den organiske del udgør ca. 30% af knoglens vægt. Jo ældre en levende knogle er, desto mere udgør den mineralske del. Mineralerne giver knoglerne deres stabilitet, hvorimod den organiske del gør knoglerne mere modstandsdygtige.
Vores kroppe har brug for vitaminer og mineraler – næringsstoffer – som er uundværlige for os og indgår i alle kroppens funktioner. Hvis man ikke får de rigtige næringsstoffer, så fungerer kroppen ikke optimalt. Det ved vi godt.
Det kan påvirke vores energiniveau, hjerte, muskler, knogler, hjerne og immunforsvar. Det er jo derfor vi spiser vitaminpiller (med mineraler i) og derfor lægerne måler på vores blod, om vi mangler vitaminer eller mineraler, hvis vi f.eks. føler os trætte over en længere periode.
Lægerne ved iøvrigt også, at det er kvaliteten af knoglerne som betyder noget, ikke kun mængden af kalk.
Når vi nu godt ved det allerede, så undrer det mig at der slet ikke er fokus på, om man er i mineralmangel eller lever sundt nok, når man konstaterer knogleskørhed. Vi får ikke målt mineralniveauet i knoglerne og kroppen generelt, men kun D-vitamin og kalkniveauet. Ret underligt…
Turnaround
Så derfor var det, at jeg lavede en turnaround med kosten, som jeg er sikker på har virket også. Jeg kan kun anbefale, at du lige tjekker ind hos Kirsten, som har lavet alt det hårde arbejde, så vi alle kan bruge hendes gode råd og kloge betragtninger.
Selvom jeg ikke har fået målt mineralniveauet i mine knogler, så har jeg mærket effekten af ændringerne i hele min krop, så mon ikke også knoglerne har fået sin del af lækkerierne….
Hvordan jeg har mærket det i kroppen?
Jeg er ikke udmattet midt på dagen længere. Jeg har ikke hjernetåge mere. Mit energiniveau er tilbage på niveauet fra før brækket ryg for første gang siden 2018. Min kreativitet og virkelyst er i top. Jeg kan overkomme langt mere end for 6-7 år siden. Jeg føler mig ikke så let stresset mere. Kort sagt, så har det været en win-win på alle områder.
Efter jeg stoppede med Evenity behandlingen blev jeg tilbudt et vedligeholdelses præparat (noget andet kemi), men det sagde jeg nej tak til for nu og så får jeg en kontrolscanning om 3 år og så ser vi, om jeg er ved at skvatte sammen igen;-)
Grønt og plantebaseret
Indtil da spiser jeg mine grønne smoothies hver dag. Tager en mundfuld flydende silica og mine plantebaserede vitaminer og mineraler hver dag. Jeg bruger CBD olie som smertestiller til mine daglige rygsmerter og passer min daglige træning.
Så deeeett……
Jeg er glad og positiv og regner med at blive en stærk, gammel dame med en klar hjerne. Krydser fingre!

Hvad med dig?