En måned i Thailand - Koh Lanta

En måned i Thailand – Koh Lanta

Altså, hvis jeg drømte om Thailand med kridhvide sandstrande, turkisblåt vand og en afslappet stemning langt fra larmende partyområder, så er Koh Lanta lige præcis alt det.

Vi havde booket 10 dage her på øen, på samme hotel. Coco Lanta Resort.

Og så undskylder jeg iøvrigt lige de ret så lange blogindlæg her fra Thailand, men det er svært at begrænse sig, fordi jeg oplever så meget hele tiden.

Hvordan kommer man her til Koh Lanta?

Koh Lanta ligger i den sydlige del af Thailand og er en del af Krabi-provinsen. Øen er kendt for sin rolige atmosfære, lange strande og mere autentiske vibe, sammenlignet med f.eks. Phuket og Koh Phi Phi.

2,5 timer tog det i speedbåd fra Koh Yao Noi til Koh Lanta og sikke en smuk tur! Blåt hav, sol på kinderne og bølger, der sprøjtede mod båden, så man næsten kunne mærke friheden i hver eneste skumsprøjt.

Vi havde 3 stop undervejs, hvor der blev skiftet lidt ud i passagererne. Vi stoppede i Riley, Koh Yum og Ao Nang. Og til sidst landede vi her på Koh Lanta i en vildt stressende havn, med masser af afgange og ankomster. Men vi fik heldigvis, takket være vores venner, som har været her flere gange tidligere, hurtigt en taxi og kørte afsted mod hotellet.

Man kan også komme hertil ad landvejen, men vi elsker jo at sejle, så deeeeeett…..

Coco Lanta Resort

Nu er vi landet på Coco Lanta Resort, et lille boheme-paradis, hvor farver, naturlige materialer og en afslappet stemning let kan få en til at føle sig hjemme med det samme. Værelserne er små (ja, det kan godt knibe med plads til tingene), men badeværelset er pænt stort og fint.

Alt er pænt og rent, lidt støvet dog og personalet er så søde, at man får lyst til at give dem et kram, hver dag. Det er et low budget hotel og det ses overalt. Her er mange børnefamilier og gang i den om aftenen med leg på stranden og hygge i baren.

Her kan man få massage, flettet hår, manicure, få håret vasket og føntørret. Dagen lang, hvis man vil. Og som prikken over i’et står der et skilt i strandbaren: “Ask for weed – 200 bath”.

Jeg kunne ikke lade være med at grine. Det er så typisk boheme-charme, og det sætter ligesom stemningen for hele stedet.

Coco Lanta er småt, hyggeligt og fuld af sjove detaljer. Vi havde nogle gode dage her. Masser af sol, strand og lidt ekstra skøre oplevelser.

Helt ude af kontekst: INFO til alle jer med lange, lakerede negle. Jer, som altid lægger mærke til mine: Det første jeg gjorde efter at vi havde pakket ud, var at finde en neglesalon og få booket til manicure,, pedicure og nye akryl negle på fingrene samt gellak på tæerne, i samme farve, Jatak!

Så kunne jeg slappe af igen. Men I kender mig jo, så hvad ellers…..?

En ø med plads til ro

Det første jeg lagde mærke til, da vi kom til Koh Lanta, er tempoet. Her er ikke helt så hektisk trafik, som på f.eks. Kata Beach, ingen strandbarer med dunkende bas hele dagen og natten med. Her er bare palmer, små lokale restauranter og solnedgange, der føles som taget ud af et postkort.

En af dagene tog vi til Klong Jak stranden, som vores gode venner kender fra tidligere. Sikke en forskel fra vores egen strand og dertil.

Det er en køretur i taxi på en lille halv times tid. Undervejs får man faktisk set en masse og jo længere sydpå vi kom, jo smukkere og mere uberørt var der.

Vi badede og nogen drak øl og så badede vi igen og fik vi frokost på U-bay. Se fotos nederst. Jeg havde aldrig fået en coconut shake før, så det måtte jeg jo prøve.

H.O.L.D. N.U. O.P. hvor det smager godt med sådan en til frokost – eller bare fordi. Jeg er blevet hooked!

Hvem passer Koh Lanta til?

Koh Lanta er et sted, man lander blødt.

For mig føles øen især som skabt til børnefamilier. Her er strandene brede og rolige, vandet lavt og venligt og tempoet så afslappet, at selv de mindste kan være med. Der er ingen stress over at skulle nå det hele. Dagene former sig efter børnenes rytme. Is om eftermiddagen, sand overalt, solkyssede kinder og trætte, glade børn ved aftensmadstid. Det er den slags ferie, hvor man som forælder faktisk også får skuldrene ned.

Jeg tror også, at mange par også finder roen her. De stille gåture i vandkanten, solnedgange hånd i hånd og middage med tæerne i sandet kan noget helt særligt. Men der er ikke den polerede, luksusromantiske stemning. Der er den ægte, nede-på-jorden slags, hvor nærværet fylder mere end det perfekte Instagram-billede.

Digitale nomader og rejsende, der søger et mere lokalt og mindre turistet Thailand, vil også føle sig hjemme. Øen har stadig sjæl. Små gadekøkkener, lokale markeder og den der fornemmelse af, at hverdagen leves side om side med ferien.

Øen passer fint til mig for en stund og mine morgner starter altid med at hente kaffe og så ellers åbne min Macbook og tjekke mails, skrive lidt og så videre….Skøn start på dagen.

Men hvis man leder efter fuldmånefester som andre steder i Thailand og nonstop natteliv, så skal man nok kigge andre steder hen. Her går det mere stille for sig.

Vi oplevede godt nok et par aftener med bal-faldera og musik til langt ud på natten et sted i nærheden. Men efter en hel dag i solen, faldt vi i søvn på få sekunder, så snart hovedet ramte puden. Og måske siger det i virkeligheden det hele: På Koh Lanta fylder dagene så dejligt meget, at nætterne bare bliver til ro.

Min personlige anbefaling

Koh Lanta er ikke stedet, der råber højest. Det er langsomme morgener, sand mellem tæerne og aftener med solnedgang i horisonten.

Det er Thailand i et roligere tempo. Det er en mellemting mellem Kata Beach og Koh Yao Noi.

Her er der plads. Plads på stranden. Plads i kalenderen. Plads i hovedet. Jeg vågner til lyden af fugle og bløde bølger i stedet for trafik.

Dagene glider sammen på den bedste måde. En tur i havet. En frisk coconut eller vandmelon shake i skyggen. Måske en taxi-tur ned ad kysten, hvor vi finder vores egen lille strandplet. Og om aftenen er der himlen, der langsomt skifter fra gylden til rosa til mørkeblå, mens vi sidder med fødderne i sandet og mærker, at skuldrene har sænket sig helt af sig selv.

Vi bestemmer selv tempoet og jeg har brug for roen, kan jeg mærke. Derfor var det faktisk næsten helt dejligt, at jeg fik lidt bøvl med maven et par dage. Så kunne jeg blive på hotellet og tage dagene i mit eget tempo.

Toiletforholdene i Thailand

Jeg har en lille…….. hvad skal jeg sige……… ting med toiletforhold. Især dem på strandene her i Thailand.

Jeg er simpelthen ikke typen, der bare trækker på skuldrene og tænker: “Det klarer jeg i vandet.” Nej. Jeg kan ikke! Jeg er ikke hende, der bare svømmer lidt længere ud og kommer tilbage med et afslappet smil.

Så efterhånden er det blevet en fast og nogen vil sige, at det er en ret underholdende eller måske snarere trættende, del af vores rejse rundt i Thailand, at jeg laver den obligatoriske “toilet-scouting”, så snart vi ankommer et nyt sted.

Mens andre vurderer solnedgangen og strandens sandkvalitet, står jeg diskret og kigger mod bygningen bagerst:

Er der toilet?

Er der en dør ind til toiettet?

Er der papir?

Lugter der?

Er der… håb?

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er toiletterne i Thailand ikke ligefrem noget, der har givet mig ro i sjælen.

Tværtimod.

På Koh Lanta og de fleste andre steder i Thailand er toiletterne ofte en oplevelse i sig selv. Den slags, hvor man lige stopper op foran døren og tager en dyb indånding. Hvor man håber på lås, papir og en nogenlunde tør gulvflade og justerer forventningerne undervejs.

For mig betyder det faktisk, at jeg hver eneste dag laver små, strategiske overvejelser:
“Skal jeg lige gå nu, inden vi kører?”
“Er det her et sted, jeg kan holde mig?”
“Hvor langt er der tilbage til vores værelse?”

Det lyder måske besværligt og lidt krukket, men når man ikke er typen, der bare kan hoppe i havet og kalde det en løsning, så fylder det. Mere end jeg egentlig ønsker.

Så ja, det er blevet en del af vores rejsehistorier. Ikke de postkort-smukke øjeblikke, men de ægte. Dem hvor jeg ledder efter sæbe og håndsprit og øver mig i at have et tappert smil på og sige: “Det går nok.”

Jeg vænner mig til det

Og det gør jeg jo. Jeg finder ud af det. Jeg vænner mig lidt. Jeg griner af det bagefter.

Men hvis jeg skal være personlig og helt oprigtig: Det er nok det eneste, der for alvor kan udfordre min ellers dejlige strand-ro i Thailand. For når man længes lidt efter sit eget badeværelse derhjemme, så ved man, at man er uden for komfortzonen.

For mig hænger det faktisk sammen med hele følelsen af et sted, et land. Når praktikken fungerer, også den mindre glamourøse del, så kan jeg for alvor slappe af. Så kan jeg nyde havet, solen og de lange dage på stranden uden at ligge og lave væskeregnskab i hovedet.

Så ja, mens andre måske tager billeder af palmer, tager jeg mentalt noter om toiletstandarden. Det er måske ikke det mest eksotiske fokuspunkt i Thailand, men det er ærligt. Og det er åbenbart en del af min måde at rejse på.

Jeg er kræsen – ikke snobbet

Jeg har også en anden lille ting: Jeg er ret kritisk, når det kommer til, hvor vi skal bo.

Og med “ret” mener jeg faktisk, at jeg læser anmeldelser, som om jeg skal til eksamen. Jeg zoomer ind på badeværelsesbilleder. Jeg scroller direkte ned til de 1-stjernede anmeldelser først, bare for lige at mærke stemningen. Hvis nogen har skrevet ordene “egnet til børnefamilier”, “mystisk lugt” eller “hård madras”, så er jeg ude.

Det betyder så selvfølgelig, at det sjældent bliver den billigste løsning, når jeg får lov at bestemme. Jeg kalder det ikke dyrt. Jeg kalder det “ro i nervesystemet.”

For mig handler det ikke om luksus i marmor-og-champagne-forstand. Det handler om at kunne lukke døren, trække vejret og vide, at her fungerer tingene. At der er rent. At airconditionen ikke lyder som en scooter. At badeværelset ikke kræver mentalt beredskab.

Min mand ved det godt. Når jeg siger: “Jeg har fundet et sted,” så ved han også, at det er nøje udvalgt. Det er måske ikke backpacker-budget, men det er til gengæld et sted, hvor jeg kan slappe helt af og når jeg slapper af, så bliver jeg også en markant sjovere rejsekammerat.

Så ja, hvis jeg bestemmer, bliver det ikke det billigste.
Men det bliver trygt. Rent. Gennemtænkt.

Og ærligt talt? Det er alle pengene værd – især når man har mig med på tur.

Er du også kræsen med hoteller?