Arbejdsforholdene i Botswana

Lidt mere om arbejdsforholdene i Afrika. Indlægget i dag er blevet til, fordi jg tidligere har skrevet lidt i overskrifter om samme emne, men nu har jeg lyst til at fortælle lidt mere om mine egne oplevelser i Botswana.

Som jeg tidligere har fortalt, så har det jo selvfølgeligt gjort et kæmpestort og uudsletteligt indtryk på mig, at arbejde og bo i et land, som også huser nogle af verdens fattigste mennesker, til trods for at diamanterne har hjulpet landet meget hurtigere på vej mod velstand end mange af de andre lande under Sahara. Jeg føler virkelig, at jeg gjorde alt hvad jeg overhovedet havde mulighed for både menneskeligt og økonomisk for at hjælpe så meget som muligt, der hvor jeg mødte de lokale. Det første og mest naturlige sted at starte var jo med mine egne ansatte, både i virksomheden og i mit hus. Som jeg skriver i mit tidligere indlæg, så fik de, hvad vi herhjemme vil kalde ordnede forhold og hvad de kalder det vildeste luksus – ikke underligt at der stod en række friske fyre udenfor porten og søgte job dagligt.

Der er ikke noget Arbejdstilsyn i landet, som ser til at alt foregår uden fare og ulempe for de ansatte og at ingen arbejder 24-7 uden fritid. Det er ret vildt at ens ansatte aldrig går hjem, men bare venter indtil man kalder næste gang og de skal gøre et eller andet for én og så derefter får lov at tage for sig i køleskabet eller få madrester med hjem til familien eller bare få en flaske rent vand at drikke i stedet for at drikke direkte fra haveslangen…

Men det underligste af det hele er at de altid smiler! De er sgu så taknemmelige og glade hver dag og vil hente månen ned til mig, hvis jeg beder om det.

Min kontordame sad som en dronning på sin trone hver dag og tog telefonen og smilede og var så sød (mens hun solgte vores reservedele til dem hun kendte bag min ryg og stoppede pengene i lommen;-)) og havde aldrig haft så godt et liv, som efter hun fik job, uniform og blev behandlet som et ligeværdigt menneske. Hendes familie som bestod af mand og tre børn O G 50-60 flere som også nød godt af det, når jeg ryddede ud i mit tøj skab eller købte skoleudstyr til børnene.

Til gengæld er der så andre, som slider i det hver dag med f.eks. at flette de smukkeste kurve (har selv nogle med mig hjem og de er bare så smukke) og de kvinder gør det simpelthen fordi de ikke kan lade være – de elsker at flette og se arbejdet vokse mellem hænderne og at frembringe smukke ting. Jeg talte selv med nogle af dem og direkte adspurgt, svarede de at de faktisk ikke ville vide hvad de skulle lave, hvis de fik en ugentlig fridag for eksempel, for de havde jo gjort deres hobby til deres levevej.

Nu skal det ikke lyde som om jeg er en helgen, men jeg fortæller blot dette for at sætte nogle ord på, hvor meget det egentligt betyder for de lokale dernede, at vi ægte interesserer os for dem og hjælper dem ansigt til ansigt, i stedet for bare at sende penge til en organisation og ikke vide, hvem som får hjælpen. tænk lidt over det næste gang I sender penge afsted – hvis I spørger mig, så køb en flybillet og rejse selv derned og se til at dine midler bliver brugt, hvor de gør mest gavn!