At stå i sig selv og slippe behovet for at måle sig med andre

Jeg har selv brugt rigtig meget makeup, lige siden jeg var helt ung. For mit vedkommende tror jeg, det begyndte med noget meget konkret. Fordi, som barn og ung fik jeg ofte at vide, at jeg var tynd, bleg og så syg ud.

Det sætter sig jo i en ung hjerne, ikke?

Så makeup blev en måde at få mere farve i ansigtet på og se mere frisk ud, da jeg nåede til den alder, hvor jeg måtte bruge sådan noget. Med tiden blev det bare en naturlig del af det at gøre mig klar.

Foundation, øjenmakeup, mascara. Alt det, der fik mig til at føle, at nu så jeg ordentlig ud.

Jeg har tænkt over det i mange år, for det interessante er jo, at ingen behøver at sige direkte til én, at man skal ændre sit udseende. Nogle gange er det nok, at man igen og igen får at vide, hvordan andre synes, at man ser ud. Bleg. Træt. Syg.

Og langsomt kan man komme til at se sig selv gennem de ord. Det er måske noget af det, der interesserer mig allermest: Hvor meget af vores blik på os selv er egentlig vores eget og hvor meget er blevet formet af de kommentarer, spejlinger og idealer, vi har mødt gennem livet?

Reklamernes magt

Det lå i reklamerne, i magasinerne, i menneskene omkring mig og efterhånden også i mit eget blik på mig selv. Når man har set sit ansigt med makeup i mange år, kan det næsten føles, som om ansigtet uden makeup, er den forkerte version. Blegere. Trættere. Mere nøgent.

Men nøgent? Altså, det er jo mit ansigt. Sådan ser jeg faktisk ud. Og det er egentlig dét, der har sat nogle tanker i gang hos mig. For det handler ikke kun om makeup. Det handler om den måde, vi kvinder lærer at se os selv på.

Vi ser ikke bare ud. Vi ser på os selv. Hvordan ser min mave ud? Ser jeg gammel ud? Har jeg mormor-arme? Burde jeg tabe mig? Burde jeg gøre mere ud af mig selv? Hvordan ser de andre mig? Det kan blive en konstant baggrundsstøj, hvis vi ikke passer på.

Nye måder

Og samtidig bliver vi hele tiden præsenteret for nye måder at optimere os selv på. Noget til huden. Noget til håret. Noget til maven. Noget mod rynkerne. En ny kur. En ny træningsform. Et nyt skønhedsideal. En ny metode til at blive yngre, slankere, sundere eller mere attraktiv.

Der vil altid komme noget nyt. Og hvis vi ikke står stærkt nok i os selv, tror jeg, vi bliver meget lette at lokke med. For så kommer vi til at lede efter svaret udenfor os selv.

Måske har hende på billedet i reklamen eller i indslaget på Instagram fundet den rigtige kost. Måske burde jeg træne som hende. Måske burde jeg få lavet det samme. Måske ville jeg også se bedre ud, hvis bare jeg… Og sådan kunne jeg blive ved.

Alle andre er yngre, slankere, pænere i huden…

For der vil altid være en anden kvinde, der er yngre, slankere, mere veltrænet, bedre klædt, mere glat i huden eller tilsyneladende mere disciplineret end mig.

Hvis min egen værdi afhænger af sammenligningen, kan jeg næsten kun tabe. Derfor tror jeg mere og mere på, at noget af det vigtigste, vi kvinder kan lære, er at stå i os selv. Ikke som en smart frase om selvkærlighed, men helt konkret.

At kunne mærke, at det her er mig. Det her er min krop. Det her er mit liv.

Jeg må gerne vælge det, der føles rigtigt for mig, også selv om en anden vælger noget helt andet. Jeg behøver ikke løbe efter enhver ny trend. Jeg behøver ikke ændre min krop, bare fordi nogen har fundet endnu en måde, den kunne være anderledes på. Og jeg behøver ikke træffe mine valg ud fra, hvad andre kvinder måske/måske ikke tænker om mig.

Forandring er ok

Det betyder ikke, at jeg aldrig må ønske mig forandring.

Jeg må gerne bruge makeup. Jeg må gerne farve håret. Jeg må gerne træne, tabe mig, spise sundere, få lavet noget eller ændre min stil. Men der er en verden til forskel på at gøre noget, fordi jeg har lyst til det og så at gøre det, fordi jeg føler, at jeg ellers ikke er god nok.

Måske er det dér, friheden ligger. Ikke i at blive mere naturlige. Ikke i at smide makeuppen. Ikke i at holde op med at gå op i mit udseende.

Men i at stå så meget i os selv, at vi ikke hele tiden bliver revet med af andres blikke, andres valg og den næste idé om, hvordan en kvinde burde se ud.

For måske behøver vi ikke elske hver eneste delle, rynke eller grå hårstrå. Måske er det nok, at vi holder op med at gøre dem til et problem.

Det her er mig

At jeg kan kigge mig i spejlet og tænke: Der er jeg. Jeg er ikke perfekt. Jeg er ikke nødvendigvis som de andre. Jeg er bare mig.

Og måske er det først dér, vi for alvor begynder at stå rankt. Når vi ikke længere bruger så meget energi på at spørge: Hvad tænker de andre om mig?

Men i stedet begynder at spørge: Hvordan har jeg det egentlig med mig selv?

For hvis vi kan finde ro dér, bliver vi sværere at lokke, sværere at gøre utilstrækkelige og sværere at sælge endnu en løsning på et problem, vi måske aldrig havde, før nogen fortalte os om det.

En kærlig hilsen

Så en kærlig hilsen til alle jer kvinder derude: Lad os være lidt mildere ved os selv og lidt mere rummelige over for hinanden.

Lad os øve os i at stå rankere i os selv, vælge det der føles rigtigt for os og give andre kvinder den samme frihed. Vi behøver ikke ligne hinanden. Vi behøver ikke vælge det samme. Vi behøver ikke forstå alle hinandens valg.

Men vi kan godt respektere dem!

Og måske er det netop dér, noget begynder at ændre sig. Når vi ikke længere måler os så meget med hinanden, men i stedet giver hinanden plads til bare at være dem, vi er.

Så en ægte, kærlig hilsen fra mig til alle jer skønne kvinder, der gør det på jeres egen måde. ❤️

Kram fra Tina/Mormormedstieltter

Hvad tænker du om det her?