Kan man leve uden UDEN SoMe?

Kan man leve uden UDEN SoMe? JA!!! Det kan man sagtens.

Jeg spørger jer for at høre, om I også har tænkt over, om det er muligt her i 2024 helt at cutte SoMe? Det er nemlig sådan, at jeg de sidste ca. 2 måneder FRIVILLIGT har haft deaktiveret alle mine SoMe konti. Alle. Kun bloggen her har stadig været online. Men jeg har ikke skrevet noget herinde. Jeg har ikke engang tænkt på at skrive noget, nogen steder.

Det har slet ikke været skræmmende, overhovedet. Det har måske tværtimod været lidt befriende, føler jeg. Det er måske ligefremt sundt, lige at prøve at tjekke helt ud i en længere periode. Sådan at man lige får tingene sat i det rette perspektiv igen.

Når det så er sagt, så må jeg indrømme at jeg nu har gen-aktiveret ALT. Jeg blev simpelthen for nysgerrig på , hvad alle går og laver og hånden på hjertet, så bliver det sgu lidt kedeligt i længden kun at læse aviser og arbejdsrelaterede mails.

Småkedeligt

Jeg er jo ikke til lydbøger, podcast eller andet lytbart. Jeg er bare et læsende og skrivende menneske. Så for mig er det virkeligt vigtigt, at jeg får nyheder, inspiration m.m. ind gennem øjnene og ikke gennem ørerne. Men sådan er vi jo så forskellige og det ene er ikke bedre end det andet.

Derfor blev det så for mig lidt småkedeligt kun med aviser og mails og tjekke webshops osv. Det er også alt for dyrt, at have SÅ god tid til at tjekke webshops ud – si’r det bare;-)

Hvis I nu tænker på, hvad hulen jeg ellers har fået tiden til at gå med, som jeg har sparet ved at holde fri fra sociale medier, så må jeg ærligt sige at det aner jeg ikke! Eller jo, jeg fandt ud af, at jeg f.eks. er mere tilstede i de menneskelige relationer, jeg har, både hjemme og ude.

Bare at VÆRE

Jeg koncentrerede mig simpelthen om at bare VÆRE sammen med de mennesker, jeg var sammen med. Jeg skulle jo kke tænke på at tage fotos, som kunne bruges på SoMe. Ikke tænke over, hvad jeg ville poste næste gang eller bruge tid på at planlægge indlæg og posts osv.

Det har været lidt skønt, MEN shit, hvor har jeg også savnet at følge med hos jer allesammen på de forskellige platforme. Selvom jeg er i 60+ segmentet, så må jeg bare erkende at jeg er en livs-nysgerrig dame. Jeg går nødigt glip af noget og da slet ikke af alle I dejlige menneskers gøren og laden.

Jeg har virkeligt brugt meget tid det seneste halve år på af reflektere over, hvorfor SoMe er blevet så vigtige for os alle, eller næsten alle. Jeg blev nysgerrig på, hvad der mon sker hvis man bare cutter det hele? I processen de sidste 2 måneder har jeg virkelig tænkt meget over, om jeg bare helt skulle stoppe med BÅDE SoMe og blog og alt hvad der følger med. Altså, for good…..

Fotos mangler

Men så kom jeg til at scrolle igennem mine fotos!! Er I da vimmer folkens, jeg har næsten ikke taget billeder siden jeg de-aktiverede mine platforme! Det var faktisk lidt sørgeligt. Jeg synes jo, at de fotos jeg tager er en form for dokumentation på mit liv. Så vælger jeg at bruge en brøkdel af dem på mine sociale medier. Resten gemmer jeg bare i albummer. Så kan jeg scrolle igennem dem eller vise dem til andre, ligesom i gamle dage med de fysiske fotoalbummer.

Den dokumentation er der bare ikke for de 2 måneder. Fordi jeg ikke skulle bruge fotos, så glemte jeg at tage dem…Hmmm.

De to måneder, ca., hvor jeg var frivillig SoMe-fri, har jeg også brugt til at fintænke over noget af alt det, der sker i og udenfor mit liv. Filosofere lidt. Have god tid til at forfølge en tanke. SE hvor jeg er lige nu. SE mine omgivelser, både menneskene og de fysiske rammer. Få detaljerne med. Spørge ind af interesse og ikke kun af pligt. Tænke kreativt på Sandgaarden. I ved, hvad skal der ske i haven i år og lægge planer for næste år.

Så mange, mange ting, som jeg har kunnet fordybe mig meget mere i end tidligere og det gør afhængig.

Presset

Tidligere følte jeg mig ærligt presset dagligt, hvis jeg ikke lige fik postet noget og så blev det ofte forhastet og lidt tyndt i det. Det syntes jeg ikke, at jeg kunne være bekendt efter at have været på sociale medier i mere end 12 år. Ja, faktisk var jeg en af ‘firstmoverne’ til at starte med at blogge i Danmark. Med den lange erfaring på SoMe føler jeg selv, at jeg kan gøre det bedre – eller det ved jeg, at jeg kan.

Men, men, men ting tager tid og den tid jeg har til rådighed hver dag til at være aktiv på SoMe, er jo begrænset lidt af, at jeg stadigvæk arbejder. Jeg er ikke gået på pension selvom jeg er rundet 60 år for længe siden. Så arbejdet først og så pligterne i hus og have, hygge med min mand, familien og venner, hobbies og SÅ SoMe og bloggen.

Som I kan se kommer SoMe til sidst i rækken og det er helt bevidst, præcist fordi det tager monster lang tid at skrive et indlæg til bloggen og I ved selv hvor meget tid alt det andet tager…. Derfor valgte jeg at prøve livet UDEN Instagram, FB og alle de andre for en stund, som så blev lidt kortere end oprindeligt tænkt. Min første tanke var 3 måneder hen over sommeren. Men nysgerrigheden, you know!

Det skal jeg ikke bede om igen

Nu er det afprøvet og det tror jeg ikke, kommer til at ske igen, for efter de første 3 uger var jeg kommet så meget i zen med mig selv, at jeg faktisk følte mig doven. Jeg følte, at det da også var for sløjt af mig, at jeg ikke var PÅ. Kan man leve uden UDEN SoMe? Det var jeg blevet nysgerrig på, fordi jeg gik med sådan en lidt dårlig samvittighed hele tiden over ikke at bruge tid nok og ja, det kan man godt, altså leve uden, men shit hvor er det kedeligt i længden. En kort ferie hvor jeg lige lukker ned er ok, men ellers ikke. For mig i hvert tilfælde.

Hvad har jeg lært

Så hvad har jeg lært? Jeg har lært, at jeg ikke vil undvære at være aktiv på sociale medier. Jeg har også lært, at jeg hver dag skal afsætte tid til SoMe, hvor jeg koncentrerer mig om det og ikke laver andet samtidigt. Og ikke have skærmtid når jeg er sammen med andre mennesker, medmindre det er aftalt at nu tager vi telefonerne frem og bruger lige 1/2 time på det.

Jamen, hvad så hvis der tikker en vigtig besked ind?

Ring i stedet for

Ingen besked er så vigtig, at den ikke kan vente til jeg har skærmtid næste gang. Hvis noget er virkeligt vigtigt, så går jeg stærkt ud fra at vedkommende, som vil i dialog med mig, simpelthen RINGER! I ved, en god gammeldags opringning! Hvor man afleverer sit budskab og får respons straks. Så undgår jeg også det der med at nogen sender spørgsmålstegn, hvis jeg ikke har svarer indenfor 5 minutter…

At jeg så ikke altid lige tager telefonen når den ringer er noget andet, som også bør adresseres synes jeg. For SKAL vi partout altid svare med det samme? Hvor lang tid må der gå fra et opkald og til vi ringer tilbage?

Jeg ved det ikke og gider godt vide, om det er regler for det….?