Ventesorg. Når sorgen begynder, længe før nogen dør
Ventesorg. Når sorgen begynder, længe før nogen dør.
Jeg tror, at de fleste af os lever med en stille forestilling om, at vores forældre altid vil være der. Ikke fordi vi ikke ved bedre, for selvfølgelig ved vi godt, at livet har en udløbsdato. Og at vi en dag skal sige farvel til dem, der har været en del af vores liv, så længe vi kan huske. Men den tanke fylder sjældent ret meget i hverdagen. Vi lever vores liv, besøger hinanden, taler i telefon, holder fødselsdage og regner helt naturligt med, at vi også har hinanden i morgen.
Sådan havde jeg det også. Indtil jeg langsomt opdagede, at noget var ved at forandre sig. Ikke fra den ene dag til den anden, men så gradvist, at jeg næsten ikke lagde mærke til det i begyndelsen. Der kom flere bekymringer, flere ting at tage stilling til og flere situationer, hvor jeg måtte erkende, at det, der engang havde været så selvfølgeligt, ikke længere var det.
Og et sted undervejs begyndte jeg at sørge. Ikke fordi jeg havde mistet nogen. Ikke endnu. Men fordi jeg allerede var begyndt at miste noget af det, vi havde haft sammen. Det var først langt senere, jeg blev opmærksom på, at der faktisk findes et ord for den følelse.
Ventesorg.
En sorg, jeg ikke vidste, jeg bar rundt på
Når jeg ser tilbage på de seneste år, kan jeg godt se, at ventesorgen har været en del af mit liv længe. Jeg har bare ikke altid været bevidst om det, og jeg har bestemt heller ikke gået rundt og følt mig sørgmodig hver eneste dag.
Tværtimod har livet fortsat med alt det, der hører til. Vi har rejst, grinet, været sammen med familie og venner og haft masser af gode oplevelser. Men samtidig har der ligget noget andet i baggrunden. En viden om, at mine forældres liv var ved at forandre sig og at jeg ikke kunne gøre ret meget for at standse udviklingen.
Ofte var jeg mest optaget af alt det praktiske, af bekymringerne og af at finde løsninger på de problemer, der hele tiden opstod. Der var ikke altid tid eller overskud til at mærke efter, hvad det egentlig gjorde ved mig.
Men når jeg ser tilbage, kan jeg godt genkende sorgen. For det er jo ikke kun tanken om at skulle miste et menneske, der gør ondt. Det er også erkendelsen af, at noget af det, man har haft sammen, allerede er forsvundet.
Når rollerne langsomt ændrer sig
Mine forældre har jo altid været mine forældre. Dem, der kendte mig fra begyndelsen og som havde alle svarene, da jeg var barn. Og som på hver deres måde har været en fast del af mit liv, også efter at jeg for længst blev voksen og fik min egen familie.
Men på et tidspunkt begyndte rollerne at ændre sig. Pludselig var det mig, der skulle holde øje, tage ansvar, træffe beslutninger og forsøge at skabe tryghed. Og selvom det på mange måder føltes helt naturligt, var der også noget sørgeligt og vemodigt ved det.
Jeg har oplevet, hvordan sygdom kan komme til at fylde mere og mere. Og hvordan demens langsomt kan ændre et menneske, man har kendt hele sit liv. Hvordan samtaler bliver anderledes, hvordan fælles minder ikke længere nødvendigvis er fælles. Hvordan man kan sidde over for et menneske, man har kendt hele sit liv og alligevel savne det menneske, man engang kunne tale med om alt.
Samhørigheden er der jo stadig, men relationen ændrer karakter. Det kan være svært at finde sig til rette i.
Jeg har i hvert fald haft svært ved det indimellem. Ikke fordi jeg ikke ville tage ansvar, men fordi jeg også selv skulle vænne mig til, at alt var blevet anderledes. Og fordi jeg nogle gange savnede bare at være datter uden samtidig at skulle være den, der havde overblikket. Det er jo helt forkert, det vender forkert, hvis du forstår?
Man kan godt være glad og sørge samtidig
Jeg havde nok tidligere en forestilling om, at sorg var noget, der kom, når et menneske døde. At man græd, savnede og efterhånden lærte at leve med tabet.
Men sådan har det ikke været for mig. Min sorg har snarere været en stille følgesvend, som nogle dage næsten ikke har været til at mærke. Andre dage har den fyldt mere, end jeg havde lyst til.
Og midt i det hele har jeg kunnet være oprigtigt glad. Jeg har kunnet glæde mig til en rejse, nyde en dejlig middag, grine sammen med familie og venner og føle mig både heldig og taknemmelig over det liv, jeg har. Samtidig med at jeg vidste, at mine forældres situation blev mere og mere alvorlig.
Det har indimellem været en mærkelig dobbelthed at leve med. For hvordan kan man være så glad for sit eget liv, når mennesker, man har kendt hele livet, har det svært?
Jeg har efterhånden fundet ud af, at de to ting sagtens kan sam-eksistere. At min glæde ikke gør min bekymring mindre ægte og at jeg ikke behøver sætte mit eget liv på pause for at vise, hvor meget mine forældre betyder for mig.
Den magtesløshed, der følger med
Hvis der er én følelse, jeg virkelig forbinder med de seneste år, så er det magtesløshed.
Jeg er jo et menneske, der helst vil handle, når noget er galt. Jeg vil gerne finde løsninger, tage fat og få tingene til at fungere. Men sygdom og alderdom lader sig ikke nødvendigvis løse. Man kan sørge for hjælp, skabe bedre rammer, tage ansvar og gøre sig umage. Man kan bruge oceaner af tid på at finde den bedste løsning og alligevel stå tilbage med følelsen af, at det ikke er nok.
For man kan ikke gøre et sygt menneske rask ved at ville det nok. Man kan ikke standse en demenssygdom, fordi man savner den person, der langsomt forandrer sig. Og man kan ikke forhindre, at livet på et tidspunkt nærmer sig sin afslutning.
Den erkendelse har været svær for mig. Måske især fordi jeg har skullet lære at acceptere, at der findes situationer, hvor empati, omsorg og vilje ganske enkelt ikke er nok til at ændre det, der sker.
Når telefonen ringer, og man allerede frygter det værste
Jeg nåede faktisk til et punkt, hvor jeg kunne mærke en uro i kroppen, når telefonen ringede. Ikke hver gang, naturligvis, men når det var mine forældre eller plejepersonalet, nåede jeg ofte at tænke: Hvad er der nu galt?
Gennem årene havde der været så mange bekymringer og så mange situationer, der skulle håndteres, at jeg efterhånden vænnede mig til at være på vagt. Selv på de gode dage lå forventningen om den næste opringning et sted i baghovedet og jeg længtes efter bare at kunne være til stede i mit eget liv uden hele tiden at skulle forholde mig til, hvad der nu kunne ske.
Og det er måske noget af det sværeste at indrømme. At jeg indimellem ikke havde lyst til at tage telefonen. Ikke fordi jeg ikke ville hjælpe. Men fordi jeg allerede var træt og stresset ved tanken om endnu en bekymring, endnu en beslutning eller endnu et problem, jeg skulle forsøge at løse.
Efterhånden begyndte jeg også at beskytte mig selv følelsesmæssigt. Jeg tog mig stadig af det, der skulle gøres, men jeg kunne ikke længere lade hver eneste situation gå lige dybt ind. Jeg var nødt til at skabe lidt afstand, hvis jeg skulle kunne holde til det hele. Det gav mig så oftest dårlig samvittighed, men i dag ser jeg anderledes på det. For jeg tror ikke, man kan leve med alvorlig sygdom så tæt inde på livet gennem mange år uden på et tidspunkt at få brug for at trække vejret et andet sted.
Mit liv er også vigtigt
Jeg ville jo også gerne leve mit eget liv. Glæde mig over mine børn og børnebørn, vores rejser og alle de oplevelser, som gør livet værd at leve. Og jeg havde ikke lyst til, at mine forældres sygdom skulle komme til at definere resten af mit liv.
Samtidig mærkede jeg, hvordan samhørigheden med mine forældre langsomt ændrede sig. Vores forhold kom i stigende grad til at handle om sygdom, ansvar og praktiske beslutninger. Jeg savnede den ubesværede kontakt, vi tidligere havde haft.
Jeg begyndte at miste overskuddet og fik behov for at trække mig lidt følelsesmæssigt. Det var ikke nogen nem erkendelse. Men efterhånden forstod jeg, at jeg også måtte passe på mig selv, hvis der fortsat skulle være plads til både mine forældre og alt det andet, der betød noget i mit liv.
Jeg mistede lidt samhørigheden til mine forældre. Og jeg var begyndt at miste overskuddet til alt det, sygdommene førte med sig.
Jeg har også sørget over det, der aldrig blev
Noget andet, jeg først er blevet opmærksom på senere, er, at ventesorg ikke kun handler om det, man allerede har mistet. Den kan også handle om alt det, man havde forestillet sig, der stadig skulle være.
Flere gode år. Flere samtaler. Flere almindelige dage, hvor man bare kunne være sammen uden at skulle forholde sig til sygdom, bekymringer eller praktiske problemer.
Jeg tror ikke, jeg havde gjort mig særligt mange konkrete forestillinger om mine forældres sidste år. Jeg havde nok bare regnet med, at vi ville fortsætte med at have hinanden på nogenlunde samme måde, som vi altid havde haft.
Men sådan blev det ikke. For selvom jeg godt ved, at det er en del af livet at blive gammel, er der alligevel forskel på at vide det med sin fornuft og på at opleve det helt tæt på.
At leve videre, mens noget langsomt forsvinder
Jeg har tænkt meget over, om ventesorg i virkeligheden handler om at lære at leve med noget, man ikke kan ændre.
For man kan jo ikke gå rundt og sørge hele tiden. Det ville være uudholdeligt og det ville heller ikke være sådan, jeg ønsker at leve mit liv.
Jeg vil stadig rejse, opleve, grine og nyde alle de gode ting, der heldigvis også er en del af min hverdag. Men jeg har også måttet erkende, at livet ikke altid kan deles så pænt op i glæde og sorg, som vi måske gerne ville.
Jeg kan være taknemmelig for en god stund sammen med min mor og samtidig mærke savnet efter alt det, vi ikke længere kan dele. Jeg kan glæde mig over, at vi stadig har hinanden, og samtidig være ked af de forandringer, sygdommen har ført med sig.
Og måske er det netop dét, jeg langsomt er ved at lære. At jeg ikke behøver vælge mellem at være glad for det, der er, og sørge over det, der ikke længere er.
Hvorfor jeg har brug for at skrive om det
Jeg har længe haft lyst til at skrive om de følelser, der følger med, når ens forældre bliver gamle og alvorligt syge. Ikke mindst fordi jeg selv har oplevet, hvor svært det kan være at forklare, hvad det egentlig gør ved én.
For udefra kan det måske se ud, som om livet fortsætter helt almindeligt. Og det gør det jo også på mange måder. Men indeni sker der noget.
Jeg har lært endnu mere om både empati, kærlighed, omsorg, ansvar, afmagt og mine egne begrænsninger gennem de seneste år. Og jeg har lært, at sorg ikke nødvendigvis begynder med et dødsfald. Nogle gange begynder den længe før. Så stille og umærkeligt, at man først genkender den, når man ser tilbage.
Det er den sorg, jeg gerne vil skrive mere om i de kommende indlæg. Ikke fordi jeg har fundet den rigtige måde at håndtere den på. Men fordi jeg efterhånden har erfaret, at der kan være noget befriende ved at sætte ord på det, man ellers bare går rundt og bærer på.
Genkender du følelsen?
I er helt sikkert flere derude, som kan genkende følelsen. Som også har oplevet. at savne et menneske, der stadig er her. Som har følt sig magtesløse, trætte eller måske endda skyldige over indimellem at ønske sig fri for alle bekymringerne.
For mig har det været vigtigt at forstå, at de følelser ikke gør samhørigheden mindre. Jeg er efterhånden nået frem til, at det er helt okay at være i ventesorg. At være ked af det, frustreret, træt og indimellem have lyst til at trække sig fra det hele. Og at den dårlige samvittighed, som så ofte følger med, ikke behøver at være berettiget. For vi er jo bare mennesker, der forsøger at finde vej i en situation, vi aldrig selv har ønsket at stå i. Der findes hverken en facitliste eller en rigtig måde at føle på.
Måske skal vi blive lidt bedre til at give os selv lov til at have alle de følelser, der følger med. Også dem, vi ikke er så stolte af…
Har du været i ventesorg?