Skagen – det sted jeg altid længes imod…
Skagen – det sted jeg altid længes imod…og som giver mig sådan en vidunderlig ro indeni.
Skagen er nok det sted i hele verden, som jeg føler den største tilknytning til. Det er en ang historie som starter den dag jeg blev født. Min mor er nemlig barnefødt i Skagen og derfor er jeg jo halv skagbo og har den størte del af min familie heroppe så nær som mine egne børn og søskende.
Hele mit liv har jeg været i Skagen mindst 3 gange årligt. Både for at besøge familie men også blot for at dufte havet og gå en tur langs stranden. Jeg kan til tider få det sådan helt stramt i kroppen, hvis det er længe siden jeg sidst har været deroppe. Jeg elsker byen og området, ikke kun om sommeren som de fleste andre mennesker, men også om efteråret når havet er vildt og man er ved at blæse omkuld, når man går tur og om vinteren, når byen er dækket af sne og der gøres klar til jul i gaderne. så er der boder med gløgg og hesteoptog – så hyggeligt!


I år er det allerførste gang i mit liv, at jeg er ankommet til Skagen ad vandvejen og det var en helt igennem fantastisk oplevelse, som jer er virkelig, virkelig taknemmelig for at have fået lov at opleve. Selve turen derop var lang, men skøn og det at ankomme til havnen, finde pladsen til skibet, fortøje hende så gå i land, var så fedt, at jeg ville ønske at jeg kunne opleve det hele en gang til lige nu!


Vi havde 10 dejlige dage i Skagen med familien, den dejlige Skagen stemning i uge 29 (lidt vildt gik det til) og cykel- og gåture med den lille Skibshund. Vi nød det hele rigtigt meget og havde mange gæster ombord, men det var pragtfuldt og lige som det skulle være.
Vi ankom jo midt i den berømte Hellerup-uge, uge 29, hvor der bare er så meget gang i den i Skagen og sådan som vi lå med vores skib var der masser af postyr og så lå vi ikke engang inde i midten af det hele. Der var masser af trsfik hen over skibet og fulde fok, som ville fotografere hinanden på fordækket midt om natten (eller ud på morgenen om man vil), musik fra havnene hyggelige restauranter og i det hele taget bare vildt meget liv døgnet rundt. Det blev en smule bedre da uge 29 randt ud, og vi var alene tilbage i vores del af havnebassinet. så kunne vi slappe lidt mere af og få vores nattesøvn:-)


Vi nød de forskellige spisesteder, nogle bedre end andre, og fik en enkelt aften for os selv, hvor vi lyttede til god musik, mens vi spiste på Pakhuset. Nu er jeg jo ikke den som normalt brokker mig over maden og sådan, men den aften fik vi godt nok det ringeste mad serveret, som vi har fået på hele turen i Skagen. Vi er enige om, at det sikkert er fordi alt er så travlt og hektisk i uge 29, at de ikke gør sig særligt umage, men bare skal have fodret alle turisterne hurtigst muligt og flest mulige på en aften. Forhåbentligt var det ikke deres normale standard, som de serverede for os den aften. Men musikken var god! Peter Viskinde band, altid til at regne med:-)
Et andet af mine favorit spise-steder i Skagen er Jakob’s Cafe, som altid serverer noget temmeligt dejligt mad og har den bedste underholdning, hvis der skal danses og synges med. I år spiste vi der nogle gange og var der til aftenunderholdning aka dans og sang og fest som vi kan li’ det, mange flere gange. Et hyggeligt sted lige midt i byen, som alle kan finde;-) Og så var vi da selvfølgelig også på Visevers-huset ikke at forglemme. Det var sjovt med sjovt på. Vi havde et par af vores unge mennesker med, men jeg er ikke sikker på at de havde den helt samme begejstring for stedet som os, for musikken er jo en anelse ældre end den de unge normalt lytter til, men skal man i vores aldre have det lidt ekstra sjovt og svinge danseskoene lidt og ellers have en på opleveren, så kan det anbefales at bruge en aften/nat der, for der sker altid noget uventet og sjovt – om ikke andet så er det altid det hele værd at betragte de andre gæster som fortrinsvis er svenskere og nordmænd og så behøver jeg vist ikke sige mere….?

Alt i alt var det en fed oplevelse , men næste år vælger vi IKKE uge 29, som vores ankomst uge, hellere noget før eller senere på sæsonen.
Har I været i Skagen denne sommer og hvordan var jeres oplevelse?
One Comment
Pingback: