Jeg bliver mere mig, med årene

Jeg bliver mere mig, med årene. Jeg er nu 63 år, og jo ældre jeg bliver, jo bedre lærer jeg naturligvis mig selv at kende. Ikke fordi jeg har fundet alle svarene. Men fordi jeg efterhånden ved, hvad der betyder noget for mig. Hvad jeg vil bruge min tid på, og hvad jeg ganske enkelt ikke længere har lyst til.

Et helt liv bor i mig

Der sker noget med én, når man bliver ældre. Man får et helt liv med sig. Ikke bare som årstal og minder. Men som erfaringer, mennesker, kærlighed, tab, glæder, fejl, valg. Nye begyndelser, der på hver sin måde har været med til at forme den, man er blevet.

Jeg har elsket, mistet, fundet vej igen, sagt ja, sagt nej, nogle gange alt for sent og jeg har lært, at det faktisk er helt okay at skifte mening undervejs. Jeg har truffet beslutninger, jeg stadig er glad for, og andre, jeg med fordel kunne have tænkt lidt længere over. Jeg har været modig, været bange, taget chancer og nogle gange stået med følelsen af ikke helt at vide, hvad jeg lavede. Men jeg har alligevel fundet ud af det.

Alt det er blevet en del af mig!

Når jeg ser tilbage, kan jeg også mærke, hvor meget jeg har forandret mig. Det, der engang kunne fylde hele mit hoved, fylder måske næsten ingenting i dag. Mens andre ting, jeg tidligere tog for givet, er blevet utrolig værdifulde. Jeg ved i dag, at livet ikke nødvendigvis bliver bedre af, at alting går efter planen. Nogle gange bliver det bare anderledes, og det kan vise sig at være mindst lige så godt.

Et helt liv bor i mig, og det kan jeg mærke. Det giver mig en ro, jeg ikke havde tidligere. Fordi jeg efterhånden ved, at jeg nok skal finde vej, også når livet igen tager en drejning, jeg ikke havde set komme.

Jeg ved mere om livet, men måske endnu vigtigere: Jeg ved mere om mig selv. Hvad jeg elsker, hvad jeg står for, hvad jeg ikke længere vil bruge min tid på, og hvem jeg gerne vil have tæt på.

Og det er måske noget af det fineste ved at blive ældre: Man kommer ikke tomhændet ind i de nye kapitler. Man tager hele historien med sig.

Verden ser lidt anderledes på os

Samtidig oplever jeg, at verden nogle gange begynder at se lidt anderledes på kvinder, når vi passerer de 60. Som om vi gerne må være velsoignerede, friske og aktive, men helst ikke fylde alt for meget. Som om det langsomt forventes, at vi træder lidt til siden og giver plads til de yngre. Det kan ligge i små bemærkninger, i måden man bliver mødt på eller i den usynlige forventning om, at man nu nok har haft sin tid.

Men det har jeg ikke tænkt mig!

Jeg vil stadig klæde mig, som jeg har lyst til, grine højt, sige min mening, drikke champagne, rejse og kaste mig over nye ting. Jeg vil stadig være nysgerrig, have holdninger, drømme og planer. Også selvom kroppen indimellem minder mig om, at den ikke længere er 30.

Til gengæld er der også noget, jeg ikke længere har lyst til. Jeg behøver ikke være med til det hele,. Behøver ikke sige ja, når hele min krop siger nej. Eller bruge energi på hele tiden at forklare mig selv og gøre andre tilfredse. Det handler ikke om, at jeg er blevet ligeglad. Tværtimod. Jeg er blevet langt mere bevidst om, hvad og hvem der virkelig betyder noget for mig.

Jeg vil hellere bruge min tid på det, der giver mig noget tilbage. På familien, kærligheden, havet, mine børnebørn, gode samtaler, grin og oplevelser. Og selvfølgelig på en god kjole og et glas champagne i ny og næ.

For måske er det netop noget af det bedste ved at blive ældre: Man bliver bedre til at vælge til og vælge fra. Og jeg har tænkt mig at bruge den frihed.

Jeg vil hellere være mere mig

Selvfølgelig savner jeg også noget fra mine yngre år. Den hurtige krop, den glatte hud og følelsen af bare at kunne gøre ting uden at tænke så meget over det. Der var en lethed i kroppen, som jeg måske ikke satte helt så stor pris på, mens jeg havde den.

Men jeg savner ikke den usikkerhed, der fulgte med. Behovet for at være rigtig, se rigtig ud, blive valgt til. Hele tiden spekulere på, om andre syntes, jeg var god nok. Det har jeg heldigvis lagt fra mig undervejs. Og i dag ved jeg, at jeg er god nok, præcis som jeg er.

Måske er det netop noget af det bedste ved at blive ældre: Man begynder at forstå, at man ikke skal finde en ny version af sig selv, men turde være endnu mere den, man allerede er. Jeg bliver mere mig med årene, mere ærlig, mere fri og mere sikker på, hvem jeg er. Jeg er blevet blødere nogle steder og tydeligere andre steder, og jeg er langt mindre optaget af, hvad andre mener, jeg burde være.

Jeg behøver ikke længere bevise mit værd eller passe ind i en bestemt forestilling om, hvordan en kvinde på 63 bør være. Jeg må gerne fylde, have holdninger, drømme, stil og lyst til livet. Og måske er det netop dét, jeg allerbedst kan lide ved den alder, jeg er nået til: Jeg bruger ikke længere så meget energi på at blive den, andre forventer. Jeg bruger den på at være mig!

Stadig med stiletter i sjælen

For mig handler det ikke om at kæmpe imod alderen eller lade som om, jeg stadig er 40. Det handler om at tage det hele med – rynkerne, erfaringerne, kroppen, der kræver lidt mere omtanke, og samtidig lysten til livet.

Jeg har ikke tænkt mig at sætte mig pænt hen i hjørnet og vente på, at livet går videre uden mig. Jeg vil stadig være med, stadig være nysgerrig, stadig opleve, grine, rejse, elske, mene noget og kaste mig over det, jeg får lyst til.

For jeg er 63 år, og jeg har stadig masser af liv i mig. Måske er jeg endda blevet bedre til at bruge det, fordi jeg efterhånden ved, hvad der er værd at bruge tid på.

Så ja, jeg bliver mere mig med årene. Og jeg har tænkt mig at blive ved med at gå efter livet, gerne i en god kjole, med stiletter i sjælen og et glas champagne i hånden 🥂❤️

Kram
Tina/Mormormedstiletter

Kender du det?