Hjerting 2016 mormormedstiletter
Livet efter 60,  Tinas tanker

Hvis jeg kunne sige noget til mit yngre jeg … ville jeg måske lade være

Der er en sætning, jeg efterhånden støder på ret ofte: “Hvis jeg kunne sige noget til mit yngre jeg …”. Og så kommer de gode råd ellers på stribe. Man skulle have troet mere på sig selv, bekymret sig mindre, sagt nej noget oftere. Sagt ja noget mere og i det hele taget haft lidt mere styr på sit liv.

Men hvis jeg kunne sige noget til mit yngre jeg, ville jeg måske lade være. For hvad skulle jeg egentlig fortælle hende?

Jeg kunne selvfølgelig fortælle hende, at ikke alle problemer behøver at blive løst med det samme. Man behøver ikke at være alles kop te, og at det perfekte tidspunkt til at gøre det, man drømmer om, stort set aldrig kommer. Jeg kunne fortælle hende, at kroppen forandrer sig. Mennesker går nogle gange ud af ens liv, uden at man har gjort noget forkert, og at man godt må vælge sig selv.

Jeg kunne også fortælle hende, at hun skal købe den kjole, hun virkelig gerne vil have. Men ville det egentlig gøre nogen forskel?

Hun gjorde det jo så godt, hun kunne

Mit yngre jeg havde ikke den erfaring, jeg har i dag. Hun stod midt i sit eget liv og traf beslutninger ud fra det, hun vidste, følte og kunne se på det tidspunkt.

Præcis som jeg stadig gør!

Jeg har truffet gode beslutninger og nogle, jeg i dag ville have tænkt lidt længere over. Jeg har sagt ja, hvor et nej måske havde været bedre, og nej, hvor et ja måske havde åbnet en anden dør. Jeg har været modig, når jeg egentlig var bange, og jeg har været så sikker på, at jeg havde ret, at jeg senere måtte erkende, at jeg tog fejl.

Men det hele er jo blevet til mit liv!

Hvis jeg begyndte at rette på det hele nu, ville jeg også begynde at rette på den kvinde, jeg er blevet til. Og det har jeg faktisk ikke lyst til.

Jeg har ikke fået facitlisten

Jeg er 63, og selvfølgelig ved jeg mere om livet, end jeg gjorde som 30-årig. Jeg ved mere om mennesker, kærlighed, familie, tab og forandringer, og jeg ved bestemt også mere om mig selv.

Men jeg har altså ikke fået facitlisten!

Jeg kan stadig tage fejl, ændre mening og få idéer, som måske ikke er helt gennemtænkte. Jeg kan stadig blive overrasket, og jeg har stadig lyst til at prøve ting, jeg ikke på forhånd ved, hvordan ender.

Og heldigvis for det. For jeg har ikke lyst til at blive så klog på livet, at der ikke længere er plads til at leve det.

Måske er det mig, der skal lytte

Hvis jeg tænker rigtig godt efter, tror jeg faktisk, at jeg hellere ville lytte til mit yngre jeg end give hende gode råd.

For hun havde noget, som jeg måske er blevet lidt dårligere til med årene. Hun kunne kaste sig ud i noget uden først at kende alle konsekvenserne, glæde sig til noget uden at overveje, om det nu også var fornuftigt, og drømme uden straks at begynde at lægge en plan for, hvordan det hele skulle hænge sammen.

Hun kunne tage af sted, begynde forfra, blive forelsket, grine højt og tro på, at det nok skulle gå. Det kan jeg også stadig, men jeg tænker måske lidt mere over tingene først. Og måske er det ikke altid en fordel.

Så skål for hende

Hvis jeg nu forestiller mig, at mit yngre jeg sad over for mig med et glas champagne i hånden, tror jeg ikke, jeg ville holde en lang tale om alt det, hun burde have gjort anderledes.

Jeg tror faktisk, jeg ville spørge hende, hvad hun havde at sige til mig. Måske ville hun minde mig om, hvordan det føltes at glæde sig uden først at tænke på, om glæden nu også var praktisk. Måske ville hun spørge, hvorfor jeg stadig nogle gange bruger så meget tid på at tænke over, hvad andre tænker, når jeg for længst burde vide, at man alligevel ikke kan gøre alle tilfredse.

Måske ville hun bare kigge på mig og sige: “Hvad venter du egentlig på?” For det spørgsmål kunne jeg måske godt bruge en gang imellem.

Så nej, jeg tror ikke længere, at jeg har så meget at sige til mit yngre jeg. Hun gjorde det så godt, hun kunne, med det hun vidste dengang. Og jeg gør det stadig så godt, jeg kan, med det jeg ved nu.

Så hvis jeg kunne sige noget til mit yngre jeg, ville jeg måske lade være.

Jeg ville i stedet skænke champagne i glassene, løfte mit og sige: “Skål for os. Vi er ikke færdige endnu.” 🥂👠

Kram Tina/Mormormedstiletter

Ville du sige noget til hende?

fire piger 1992 mormormedstiletter Camille Michelle Nicole

mormormedstiletter sejlerlivet

Har du lyst til at læse med næste gang?

Få nye indlæg fra Mormormedstiletter direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke og du kan til enhver tid afmelde dig igen!

Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

mormormedstiletter sejlerlivet

Har du lyst til at læse med næste gang?

Få nye indlæg fra Mormormedstiletter direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke og du kan til enhver tid afmelde dig igen!

Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

mormormedstiletter sejlerlivet

Har du lyst til at læse med næste gang?

Få nye indlæg fra Mormormedstiletter direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke og du kan til enhver tid afmelde dig igen!

Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.