Demens i familien
Demens i familien. Det her er nok et af de sværeste blogindlæg, jeg nogensinde har skrevet. Jeg har længe været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle dele det her, for det føles som at åbne døren ind til noget meget privat. Noget, der ikke kun handler om mig, men også om mennesker, jeg holder af, og som ikke nødvendigvis selv kan tage stilling til, hvad der bliver fortalt.
At skrive om min mors demens er nemlig ikke bare at skrive om en sygdom. Det handler også om afmagt, dårlig samvittighed og om langsomt at miste noget af det menneske, jeg har kendt hele mit liv, selvom hun stadig sidder lige foran mig.
Jeg begyndte at skrive dette indlæg, mens min far stadig levede. Siden er han gået bort, og det har naturligvis ændret vores families liv. Det har også ændret noget i mig og i den måde, jeg er sammen med min mor på. Jeg oplever faktisk, at jeg har fået mere tålmodighed med hende. Måske fordi noget har forandret sig i mig, måske fordi jeg ser vores tid sammen på en anden måde nu. Jeg ved ikke helt, hvad forklaringen er, men jeg synes, det er værd at dele lidt om.
For der er sider af det at være pårørende, som vi efter min mening taler alt for lidt om.
Hvordan har far det?
“Hvordan har far det? Kommer han snart hjem?“
Min mor sidder i sin stol foran fjernsynet på plejehjemmet, iført sin cardigan, selvom der er varmt i stuen. Tasken med telefon og nøgler står lige ved siden af stolen, fordi hun er bange for at miste den.
Da jeg oprindeligt skrev de her linjer, levede min far stadig. Jeg kunne fortælle hende, at han havde det godt, og at han var kommet hjem fra hospitalet igen-igen. Hun nikkede og kiggede ud ad vinduet. Fem minutter senere stillede hun præcis det samme spørgsmål.
Nu er min far død og spørgsmålet har fået en helt anden betydning. For hvordan forklarer man et menneske med demens, at hendes mand gennem mere end 60 år ikke kommer hjem igen? Og hvad sker der, hvis beskeden bliver glemt, så hun igen spørger efter ham?
Det er en af de svære sider ved sygdommen, som jeg stadig forsøger at finde vej i. For jeg kan ikke ændre virkeligheden, men jeg kan forsøge at møde min mor med ro og omsorg i den situation, hun befinder sig i.
Det er ikke altid let. Men jeg er blevet mere bevidst om, hvor vigtigt det er at være nærværende i det øjeblik, vi har sammen.
Når ens mor langsomt forandrer sig
Min mor har haft demens i omkring fire-fem år, i hvert fald officielt. Når jeg ser tilbage, begyndte forandringerne længe før med gentagne historier, rod i skufferne og misforståelser, som vi havde svært ved at forstå. I begyndelsen forklarede jeg det med almindelig glemsomhed. Det var jo ikke ligefrem en tanke, jeg havde lyst til at tænke: at min mor var ved at udvikle demens. Så man finder forklaringer og håber, at det nok går over, indtil man må erkende, at det ikke gør.
Efterhånden ændrer samtalerne sig. Gentagelserne bliver hyppigere, og jeg begynder at tage ansvar for flere og flere ting, som min mor altid selv har kunnet klare. Det sker så gradvist, at man næsten ikke opdager, hvor meget ens egen rolle har ændret sig, før man pludselig står midt i det.
Det er noget af det sværeste ved demens. Jeg har stadig min mor, men samtidig savner jeg sider af hende, som langsomt er blevet forandret af sygdommen. Det er en sorg, der kan være svær at forklare. For hun er her jo stadig. Vi kan stadig besøge hende, sidde sammen og dele små øjeblikke. Men vores forhold er ikke længere helt, som det var engang.
Når tålmodigheden bliver sat på prøve
Jeg holder meget af min mor. Men jeg har også dage, hvor jeg bliver træt, frustreret og har brug for en pause fra det hele. Der er dage, hvor jeg på forhånd ved, at vi kommer til at have de samme samtaler igen og igen, og hvor jeg skal svare på spørgsmål, jeg allerede har besvaret mange gange.
Jeg ville ønske, at jeg altid kunne møde hende med uendelig tålmodighed. Men sådan er virkeligheden ikke. Selv når jeg godt ved, at hun ikke kan gøre for det, kan jeg mærke irritationen snige sig ind. Og bagefter kan den dårlige samvittighed komme. For hun er jo min mor, som har været der for mig gennem hele mit liv. Og nu, hvor hun har brug for mig, vil jeg så ikke gerne kunne være der med overskud og forståelse?
Jo, selvfølgelig vil jeg det. Men jeg er også et menneske med mine egne følelser og begrænsninger.
Efter min fars død har jeg faktisk oplevet, at min tålmodighed med min mor er blevet større. Jeg kan ikke sætte en præcis forklaring på det, men måske er jeg blevet mere opmærksom på, at vores tid sammen er anderledes nu. Måske fylder nogle af de ting, der før kunne irritere mig, mindre, fordi jeg ser situationen med nye øjne.
Det betyder ikke, at det hele er blevet let eller at jeg aldrig bliver frustreret. Men jeg forsøger i højere grad at give plads til, at vores samvær ikke behøver at være perfekt. Det må gerne bare være, som det er.
Jeg tror, vi gør hinanden en bjørnetjeneste, hvis vi kun fortæller om den store kærlighed og samhørighed og aldrig om den træthed og frustration, der også kan følge med. For man kan godt holde meget af et menneske og samtidig synes, at situationen er svær.
Beslutningen, der føltes som et svigt
Da det blev nødvendigt at min mor skulle flytte på plejehjem, var det en af de sværeste beslutninger, vi som familie har stået med. Selvom vi vidste, at hun og min far ikke længere kunne klare sig i sit eget hjem, føltes det alligevel forkert at være med til at tage hendes vante rammer fra hende.
Et hjem er jo ikke bare fire vægge, men et helt liv med minder, vaner og alle de små ting, som tilsammen fortæller historien om, hvem vi er. Alligevel var der også en lettelse midt i de svære følelser. Nu var der mennesker omkring hende døgnet rundt, og vi skulle ikke længere konstant bekymre os om, hvad der kunne ske, eller forsøge at løse problemer, som efterhånden var blevet større, end vi kunne håndtere.
Det var muligt både at være ked af, at hun ikke længere kunne bo hjemme og samtidig vide, at beslutningen var nødvendig. Det er en dobbelthed, jeg efterhånden har lært at acceptere. Nogle beslutninger kan godt være de rigtige, selvom de gør ondt.
Når børnene bliver de voksne
Min søskende og jeg blev efterhånden dem, der tog flere og flere beslutninger på vores forældres vegne. Vi talte med kommunen, holdt styr på aftaler og forsøgte at skabe tryghed i en hverdag, som vores mor og far ikke længere selv kunne overskue.
Det er en mærkelig rolle at få. For uanset hvor gammel man selv bliver, er ens mor jo stadig ens mor. Jeg savner indimellem bare at kunne være hendes datter i stedet for også at skulle være den, der forklarer, organiserer og tager ansvar.
Min far oplevede også forandringerne på nærmeste hold. Jeg husker især en dag, hvor min mor fortalte den samme historie flere gange i løbet af ganske kort tid. Da hun forlod rummet, sagde han stille: “Sådan er det hver dag.”
Der lå en hel verden af træthed og afmagt i de få ord. De mindede mig om, at demens ikke kun påvirker den, der er syg, men også de mennesker, der står tæt på og forsøger at få hverdagen til at hænge sammen.
Nu er min far her ikke længere, og vi skal finde vores vej videre uden ham. Det er et savn i sig selv, samtidig med at min mors sygdom fortsætter. Livet giver os ikke nødvendigvis tid til at tage én sorg ad gangen.
Til dig, der også er pårørende
Jeg tror, vi skal blive bedre til at tale om, hvad det egentlig kræver at være pårørende til et menneske med demens. For bag de praktiske opgaver og de svære beslutninger gemmer der sig ofte en følelsesmæssig belastning, som andre ikke nødvendigvis kan se.
Man kan være kærlig, omsorgsfuld, træt, frustreret og lettet på samme tid. Ingen af de følelser gør én til et dårligere menneske eller en dårligere datter. Jeg har også måttet erkende, at jeg ikke kan gøre min mor rask. Jeg kan ikke give hende hukommelsen tilbage eller sørge for, at hun aldrig føler sig utryg, uanset hvor meget jeg gerne ville.
Til gengæld kan jeg være der for hende. Besøge hende, holde hendes hånd og forsøge at skabe nogle gode øjeblikke i den virkelighed, hun befinder sig i. Og jeg kan forsøge at give slip på forestillingen om, at jeg altid skal være den perfekte datter med uendelig tålmodighed og overskud. For sådan et menneske er jeg ikke. Jeg er bare en datter, der prøver at finde rundt i en situation, som ingen af os havde forestillet os.
Måske er det også derfor, jeg i dag prøver at være lidt mere overbærende med både min mor og mig selv. Jeg ved, at jeg ikke kan ændre sygdommen, men jeg kan forsøge at møde hende dér, hvor hun er, og glæde mig over de øjeblikke, vi stadig har sammen.
For selvom min mor måske ikke kan huske mit besøg, når jeg er gået, håber jeg, at hun kan mærke, at jeg er der, mens jeg sidder ved siden af hende.
Og måske er det i virkeligheden godt nok.
Har du selv oplevet demens tæt på og kender du også til de følelser, man næsten ikke tør indrømme? Jeg vil meget gerne høre dine tanker. Jeg tror, vi har brug for at tale mere åbent om livet som pårørende, både om det svære og om de små øjeblikke, der stadig gør en forskel.
Meld dig eventuelt ind i gruppen på Facebook, så vi kan dele erfaringer og tanker.
Kender du til demens?