Sover hunden i sengen hos jer?
Sover hunden i sengen hos jer? Det gør den hos os og vi synes, det er mega hyggeligt, faktisk. Der er mange holdninger til det her og jeg har faktisk ændret mit syn på sagen henover årene.
Førhen var jeg mere sippet
Tidigere i mit liv har har jeg haft andre hunde og også 2-3 stykker ad gangen, men de har aldrig fået lov at være i sengen. Men ham den her lille bandit, Bobo, han var altså ikke til at stå for. Da vi fik ham lå han allerede den første aften imellem os og råhyggede og der har han ligget siden.
Med det sagt, så er der bare flere sider af den sag. Jeg må indrømme, at jeg har det stramt med hygiejnedelen ved at have en hund i sengen. Uanset hvor ren man holder sin hund og om den sover på sit eget tæppe i fodenden, så skal der bare skiftes sengetøj meget oftere. Ikke at det gør mig noget, for hyggen ved at have den lille prut liggende hos os, overstiger langt ekstra arbejdet.
Faktisk er der lavet undersøgelser, som konkluderer, at det er sundt at have sin hund i soveværelser. MEN ikke i sengen – i dens kurv på gulvet. Så tænker jeg, at det kan være ligemeget om den er i soveværelset eller i stuen. Det hyggelige er da den lille snude, som stikker frem fra dynen. Eller at han lige puffer til kinden med poten, for at tjekke om man er vågen.
Hygiejne spørgsmålet
Nogle mener faktisk at der er en virkelig stor risiko for at få frygtelige infektioner, hvis man sover med hunden i sengen og andre tager det lidt mere afslappet. Det er klart, at hvis man bare slæber en kæmestor møgbeskidt og fældede labrador op i sengen, så beder man da om ballade. Men hvis hunden vejer 1,9 kg og er i bad virkelig ofte og ellers bliver tjekket både i hoved og røv dagligt, så tænker jeg ikke at risikoen er voldsom.
Så er der hele hygge- og tryghedsdelen, som jeg tænker er vigtigere end hygiejnedelen. Det er den i hvert tilfælde hos os.
Mange enlige har iøvrigt også kæmpestor glæde ved at have hunden i sengen. Den giver dem ligesom en slags tryghed i det at være alene.
Så er der de som arbejder væk fra hjemmet hele dagen. De har lidt dårlig samvittighed ved at hunden skal være så meget alene og kompenserer derfor, ved at sove sammen med hunden. Det er vel også i orden, tænker jeg.
Han er jo medlem af familien, ikke?
Vores hunde er jo familiemedlemmer på lige fod med os selv og vi elsker jo at være sammen med de søde væsener, ikke? Vores lille charmetrold, får i hvert tilfælde lov lige til den dag han rejser til hundehimmelen om forhåbentligt tusinde år.
Men det er bare min mening om hunde i sengen og jeg tør godt tage chancen – elsker at leve livet farligt, jo;-)