Mobberi er noget af det værste
Mobberi er noget af det værste man kan komme ud for. Jeg kom til at tænke tilbage på en episode fra dengang mine piger var små og gik i skole (selve episoden vender jeg tilbage til længere nede). Jeg er vildt imponeret af vores allesammens kronprinsesse Mary. Jeg synes hun med sit anti-mobbe-program i Maryfonden har gjort et kæmpestort og rigtigt flot og meget nødvendigt stykke arbejde og følger glad og gerne med på hjemmesiden. Rent faktisk fik hun og vedens bedste håndboldspiller, Mikkel Hansen, tid til at promovere deres fælles kampagne mod mobberi, lørdags inden de skulle deltage i Sport 2016 i Herning! Hold da fast, hvor de nogle fantastiske mennesker, de to:-)(Er det iøvrigt ok at jeg bruger at foto af Kronprinsessen her i indlægget?)
Så læste jeg i samme forbindelse lige en artikel i B.T. skrevet af Michelle Hviid, hvor hun fortæller om at være mor til et barn, som er udsat for mobning og hvordan hun som mor fik nok og tog sagen i egen hånd. Michelle Hviid er faktisk mega sej, for hun har lige overlevet at have en tumor i hjernen og har på det nærmeste fået livet forærende igen…
Jeg har altid hadet mobberi og kender alt til det fra min egen skolegang, hvor det var hverdagskost for mange, inklusive mig selv. Men den historie jeg har lyst til at fortælle jer, udspillede sig for snart 20 år siden (Hold nu op, er det så længe siden?) i en folkeskoleklasse her i Herning. En af mine døtre (som var udfordret i livet på grund af en udviklings forstyrrelse, som hun nu er ‘vokset’ fra) gik i klasse med en anden pige (lad mig kalde hende Rosa), som vist også var udfordret i livet, blot på en helt anden måde. Det var mere noget med nogle ‘gamle’ forældre, som ikke evnede forældrerollen sammenkædet med et relativt stort forbrug af alkohol og andre elendigheder. Denne her lille Rosa var en lille bandit og tyran, især overfor min datter, som ikke rigtigt kunne forsvare sig, da hun ikke forstod de almindelige, hverdags-spilleregler, som der findes mellem børn i en skoleklasse.
På et tidspunkt fik min datter (og de andre søstre) alligevel fortalt herhjemme, at Rosa på det nærmeste styrede min datters skoledag: Hvor hun skulle sidde i timerne, hvor hun skulle spise sin mad, hvem hun skulle lege med i frikvartererne (hvilket hun jo havde svært ved, at få overblik over på grund af sin udfordring) og ikke mindst hvem hun måtte invitere med hjem fra skole. Oveni det hele blev Rosa ved flere lejligheder også fysisk voldelig overfor min datter, som ofte var grædefærdig, når jeg hentede hende fraskolen.
Nu var det jo i forvejen lidt svært for mig at tyde om det var mobberiet eller min datters medfødte vanskeligheder, der gjorde at hun havde det svært og selv lærerne havde svært ved at hjælpe med problemerne (det her var F Ø R vi fik en diagnose, som gjorde at vi kunne få den rette hjælp til min datter). Men efter et stykke tid at have lyttet til mine børns historier om problemstillingen og efter at have talt med lærerne utallige gange blev jeg simpelthen S Å træt af det, at jeg en dag tog fat i Rosa, tvang hende til øjenkontakt med mig og og gav hende to muligheder: Enten stopper du med at forsøge at styre M her i skoletiden og du stopper med at være slem overfor hende helt generelt eller også kommer jeg og besøger dig hjemme hos din far og mor og fortæller dem, hvordan du opfører dig! Hvad vil du helst? Det skal siges at hele samtalen vist var lidt længere, men essensen i den, var som beskrevet…
Hvad tror I der skete? Hun valgte at stoppe og tilmed kom hun efter et par dage og spurgte mig om hun måtte komme med M hjem og lege efter skole en dag!! S U C C E S!! Som lærte mig, selv at tage af færde inden tingene tilspidser og bliver måske uløselige…Nu blev det iøvrigt aldrig den store veninde-kærlighed mellem de to og det er vel fuldt forståeligt:-)
Det var faktisk nok denne her episode, som lærte mig at havde brug for noget andet og mere end folkeskole var i stad til at give hende og jeg bankede i bordet hos alle læger og andet fagpersonale, indtil vi til sidst fik den helt rette hjælp. Man S K A L gøre alting selv, man skal aldrig sidde på hænderne og vente, for der er ikke nogen, som kommer og prikker os på skulderen og forærer os løsningen på vores udfordringer her i livet!! Men det er en helt anden historie og inden jeg får talt/skrevet mig varm må jeg hellere stoppe mig selv, for nu har jeg fået fortalt min historie:-)
Ha’ en forrygende og mobbefri dag!