Dejligt med et spritnyt og ubrugt år
PRIORITERING
Dejligt med et spritnyt og ubrugt år, ikke? Hvad skal det bruges til og har du nytårsfortsættere? Personligt har jeg droppet dem for flere år siden, for de har en tendens til at tage røven på mig hen ad vejen….
Derfor har jeg i stedet for valgt, at PRIORITERE hvad jeg føler er vigtigt for mig i det kommende år. Ikke sådan, at jeg slavisk følger en liste eller noget. Det tager min frihed væk, hvis jeg skal følge en liste i et år, seriously…!
Nu er året jo allerede godt i gang og den første uge, brugte jeg på at få et overblik over de resterende 51 uger+. Mit år er jo, som I ved, delt mellem vores to hjem. Det gør så, at der er en hel del logistik, der skal på plads. Det handler bl.a. om flybilletter, kommunikation med firmaet som passer på vores bil, når vi er i DK. Rafa – den lille gartner og alt muligt andet praktisk, som hører med til at have en ekstra bolig, i et andet land.
PLANLAGT – SO FAR
Det er for mig kun sjovt og jeg elsker at holde styr på det hele (jeg var jo Planner i mit tidligere liv) og nyder, når alt går op og alle er glade.
Indtil videre har jeg booket flybilletter frem til og med juni måned i år. Booket møder med Cateringfirma om min fødselsdagsfest, som vi holder i Villa Colina, Pinselørdag. Den fest vender jeg nok tilbage til på et senere tidspunkt. Så har jeg aftalt møde med vores spanske advokat og arkitekten, som arbejder for os på et lille nyt projekt i nærheden af, hvor vi bor i Nerja. Booket vinduespudser og poolfirma (poolen er vist utæt) – tjek!
Sidste uge eller første uge af det her nye år, gik også med at besøge nogle af mine skønne børn og børnebørn og at have besøg af børnebørn. At være på rideskolen og se et barnebarn gøre vilde fremskridt på den fine pony, hun har lejet anpart i.
Så var der et par helbredstjek, både med min mor og jeg selv. Jeg fik købt og installeret en ny væg kalender hos mine forældre, så alle, både hjemmeplejen og vi selv, kan følge med i hverdagen hos dem. Der var også tid til at strikke et par sokker til min søde, tålmodige mand, som har ønsket dem SÅ længe. Nu er de færdige og han er glad for dem. Skønt!
ARBEJDE
Udover alt der jeg har nævnt herover, så har jeg jo også stadig det der ‘rigtigt’ arbejde, som jeg tjener peng på. I ved, det med at drive Renes firma, sammen med ham. Det går godt og støt derud af.
Vi kigger lidt nye ejendomme i ny og næ og vedligeholder ellers bare det eksisterende og sørger for, at alle lejere er glade. Vi har jo downsize’et (skrives det sådan?) en del de senere år, så der er kun os to til bage nu på kontoret. Vi klarer det hele selv og det passer fint til os. Men, jeg kan godt mærke at den gamle cirkushest dufter savsmuldet i manegen, hver gang han åbner en salgsside med ejendomme. Mon det varer længe, inde vi har fundet noget nyt og spændede, at kaste os over?
GLIMMER ER EN BASISFARVE
Udover planlægning af året nu og hen ad vejen, så har jeg også andre prioriteringer i år.
Jeg prioriterer, at der skal mere farve og glimmer i vores liv i 2023.
Glimmer er en basisfarve, læste jeg hos en influencer forleden og jeg elsker den tanke. Altså måske ikke sådan strø-glimmer eller glimmer kjoler, men mere det der sparkle, jeg tænker at vi selv kan lægge ud over vores liv. Gøre det hele mere festligt og farverigt. Klæde os med flere farver, indrette os med flere farver og spise mad med med flere farver!
Der er en tendens til, at vi bliver mere grå og beige, som tiden går og jeg vil ikke være beige eller grå!!
Dame Vivienne Westwood, som vi jo mistede i 2022, har sagt mange skønne ting om mode, farver og livet generelt og noget af det, jeg elsker allermest er hendes tilgang til, det at bære tøj. Hun sagde f.eks., at vi får et mere interessant liv, hvis vi bærer imponerende tøj. U-almindeligt tøj. Det er jeg bare så enig med hende i.
Jeg tror iøvrigt også, at hun mente at vi skal være omhyggelige med valget af kvalitet og snit, af farver og hvilke statements vores tøj udsender.
Og så må vi gerne være u-almindelige i vores tøjvalg! Det var hun jo i DEN grad selv. Det der med stangtøj, det kan godt være trættende. I ved, når alle dem man kender har den samme praktiske jakke til gåturene eller de samme gummistøvler eller sneakers. Det synes jeg bare er så træls. Jeg gider godt have noget, som andre ikke har!
MAD I FARVER
Sådan noget som den mad vi spiser, det er noget, som jeg sætter mere fokus på i år også. Det med farverne i maden og selvfølgelig sammensætningen, så vi får den sundeste kost. I vores alder begynder vi jo at tære på reserverne og der skal tilføres mere af alting, for at vi kan vedblive at være sunde og raske. Læg dertil at min mand er diabetiker, hvilket kræver noget ekstra i det hele taget. Så sundere kost og mere farver i maden i 2023!
TRÆNING
Træning er også er op-prioriteret fokusområde i det her år. Sidste år var jeg for sløv til at passe på mig selv. Jeg tro, at det var alt det med corona og vaccinationerne, som også har givet mig nogle senfølger. Plus, at jeg jo faktisk fik corona trods vacciner og den har jeg være noget træt efter. Så alt i alt var det er ‘træt’ år for mig. Men det er jeg heldigvis kommet over nu og min daglige træning (5 dage om ugen) er godt igang.
Så vil jeg bare sådan generelt gerne huske mere på mig selv i min hverdag. Jeg er god til at tænke på andre først og sørge for at andre har det godt. Jeg har snydt snydt lidt og øvet på forskud. Allerede i slutningen af 2022, blev jeg bedre til at lade mig selv få en pause og bare lige sætte mig med strikketøjet et par pindes tid, midt i det hele, når jeg havde brug for det. Det er bare det bedste, ikke?
BOGSKRIVERI
Sidst med ikke mindst, absolut ikke mindst, håber jeg, at 2023 bliver året, hvor jeg får min bog skrevet færdig. Måske I husker, at jeg er i gang med at skriv en bog om ‘Særlige Børn’. Det er jeg fordi, jeg jo er mor til sådan et ganske, særligt dejligt barn, som nu er en voksen kvinde.
Den vej, vi har gået, til tider hver for sig, men mest sammen, den har været lang og hård og svær at være i. Mest for min datter, men også for os andre i det nære netværk.
Den vej skal ingen andre behøve at gå, hvis det står til mig. Derfor skriver jeg nogle ord på noget papir (word) og det ender forhåbentligt op med noget læseværdigt.
MON DET RÆKKER…
Det var de vigtigste prioritet i det her år, men lur mig om der ikke dukker flere op som månederne går…
Dejligt med et spritnyt og ubrugt år og jeg skal nok få det brugt helt op, kan jeg godt fortælle jer. Er allerede godt igang!
Hvad med jer?!