Jeg filosoferer over

Jeg filosoferer over – #1 er en ny kategori her på bloggen, som kommer til at bestå af indlæg, som vil indeholde de små og store ting, jeg går og nulrer med oppe i hovedet sådan randomly i hverdagen. Det kunne være mine tanker om børneopdragelse nu om stunder, om den danske folkeskole, politiske emner, kærlighed, hvad der lige gør mig glad eller trist nu og her, så hvis du tænker at det kunne være interessant at følge med i, så stay tuned!

I dag i dette første indlæg handler det om at jeg i øjeblikket undres over alle de ægteskaber som bliver opløst allerede efter relativt kort tid. Ægteskaber mellem unge mennesker med relativt må børn. Nu r jeg jo overhovedet ikke på nogen måde i en position, der går at jeg kan tillade mig at pege fingre af nogen når det kommer til skilsmisser, men det kunne jo være at jeg med mine erfaringer i bagagen havde tænkt et par tanker eller to i bagkloghedens ulidelige lys…

Nu ved jeg jo godt at det har været sådan i mange år, at de fleste ægteskaber bliver opløst igen, men i blogger verdenen, hvor man jo følger hinanden gennem tykt og tyndt, kan jeg næsten se en tendens til at jo mere kendt man er jo mere hipt er det lige at blive skilt/gå fra hinanden S E L V O M man har små børn, som om det udelukkende er de voksnes behov der bliver tilgodeset…Måske ved jeg bare ikke nok om hvad der foregår bag scenerne i hjemmene, men jeg kan da læse at der er virkeligt mange små bøn, som får revet hjerterne midt over i processen – og det tager resten af deres liv at forsøge at forstå hvorfor??

Hvorfor mor og far ikke kunne lide hinanden mere, lige pludselig? Hvorfor de skal farte frem og tilbage mellem to hjem? Hvorfor de ikke måtte være lige D E N familie, som I K K E oplevede skilsmisse?

Jeg taler jo her af erfaring og det er bare S Å synd for alle de små unger og det skærer mig i hjertet, fordi jeg selv har stået i situationen og ved hvor ondt det gør på alle involverede parter og at det tager årevis at komme over/videre også selvom forældrene stikker sig selv blår øjnene (kendte I det gamle udtryk?) og bilder både sig selv og omverdenen ind at deres børn er vildt harmoniske til trods for skilsmissen…Lur mig om ikke der kommer en reaktion på et tidspunkt:-)

Måske synes jeg bare at man giver for let op nu om dage, uden at kæmpe nok for det fælles projekt en familie jo er. Jeg ville ønske at de gamle dyder kom tilbage – dem med at man bliver sammen og sætter sine egne behov lidt i baggrunden i perioder, for familiens skyld og for børnenes skyld…Ved selvfølgelig godt at det ikke kan lade sig gære i forhold hvor der er vold og misbrug, men alle andre burde kæmpe lidt mere….

Okay – halshug mig bare, men det er altså min holdning, men jeg har også flyttet mig med årene! Hvad tænker I om sagen?